Gennem de seneste 30 år har danske børn gennemsnitligt oplevet et stort fremskridt i velstand. Helt præcist er børns forbrugsmuligheder vokset med 69 procent mellem 1987 og 2018, mens voksnes gennemsnitlige forbrugsmuligheder ”kun” er vokset med 60 procent.
En af forklaringerne er, at der netop i denne periode er sket en forskydning i familiemønsteret, så dét at få tre eller flere børn ikke længere kendetegner de dårligt stillede familier, men derimod er et tegn på økonomisk overskud.
”Gruppen af personer, der får mange børn, har ændret sig. Vi kan se, at folk med lave indkomster i langt højere grad får færre børn eller ingen børn i dag sammenlignet med tidligere. Modsat får personer med højere indkomster flere børn i dag. Lidt sat på spidsen kan man sige, at børn er blevet en luksusvare. Den gamle fortælling om, at enten er du rig, eller også har du mange børn, den holder simpelthen ikke mere,” siger Jan Rose Skaksen, forskningschef ved Rockwool Fondens Forskningsenhed og medforfatter til bogen ”Hvad vi ved om børn og deres opvækstvilkår”, som udkommer i dag.
At store børneflokke er skiftet fra at være tegn på fattigdom til det modsatte er en udvikling, der har stået på længe, konstaterer Ning de Coninck-Smith, professor ved DPU Aarhus Universitet, der forsker i skolens og barndommens historie.
”Tilbage i ’husmoderens årti’ lige efter Anden Verdenskrig var idealet om den lykkelige kernefamilie, at man havde to børn, en dreng og en pige. I dag får familier fra overklassen og den bedre middelklasse ofte tre eller flere børn, hvilket er et stort paradoks, når mødrene i disse familier samtidig er de ubetinget højest uddannede nogensinde – og også i mange familier højere uddannet end mændene,” siger hun.
Paradokset er, at mens man historisk – og aktuelt i Den Tredje Verden – plejer at sige, at uddannelse og karriere til kvinder er den mest effektive metode til at reducere antallet af fødte børn, så er vi i den moderne danske velfærdsstat nået dertil, hvor det faktisk er muligt for mange kvinder at få både uddannelse, karriere og mange børn – og resultatet er altså, at en større andel af den samlede mængde danske børn udgår herfra.
”I 68-generationen var der mange, der valgte børn fra, fordi det var ikke smart at gå hjemme med et barn i stedet for at uddanne sig. Dengang var det mere et enten-eller. Men det ændrede sig fra 1980’erne og frem, så dét at have tre børn er blevet den nye normal i mange veluddannede og velstillede familier,” siger Ning de Coninck-Smith.
Hun minder om, at de tidlige børnehaver og vuggestuer kun var et tilbud til de dårligt stillede, og at man skulle have mindst tre børn for at få en plads, men med tiden har daginstitutioner udviklet sig til et gode for alle. I den sammenhæng peger hun på Børnekommissionen, som i 1981 kom med en plan for, hvordan man skulle forholde sig til det faldende børnetal og stigende skilsmissetal.
”I årene, der fulgte, blev ægteskab og familieskab skilt ad, det blev forbudt at slå børn, og der blev bedre daginstitutions- og barselsorlovsmuligheder. Alt dette havde til formål at holde den ’hvide’ danske kernefamilie oven vande i en tid med indvandring,” siger Ning de Coninck-Smith, som konstaterer, at siden 1980’erne er fødselsraten gået ned i indvandrerfamilier, mens børn er blevet et statussymbol blandt etniske danskere.
En anden erkendelse, som Jan Rose Skaksen finder i Rockwool Fondens Forskningsenheds kortlægning af børns forbrugsmuligheder, er, at uligheden blandt etnisk danske børn har været stort set stabil siden finanskrisen i 2008. Det er imidlertid ikke tilfældet, hvis man sammenligner danske børn og børn af ikke-vestlige indvandrere og efterkommere. Særligt efter finanskrisen er uligheden mellem de to grupper taget til – således at et etnisk dansk barn i dag har mere end dobbelt så gode forbrugsmuligheder som et barn af en ikke-vestlig indvandrer.
”Udviklingen er kompleks. Hvis vi ser på etnisk danske børn, så stopper uligheden med at stige efter finanskrisen, mens den til gengæld stiger, når vi kigger på forbrugsmulighederne mellem danske børn og børn med ikke-vestlig baggrund. Her er uligheden steget markant, og det er oplagt at se udviklingen som et resultatet af, at man har indført en række lave ydelser, der særligt rammer ikke-vestlige indvandrere såsom starthjælp og integrationsydelsen. Det er måske den væsentligste forklaring,” siger Jan Rose Skaksen.
Anne-Dorthe Hestbæk er seniorforsker ved VIVE, det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd, og har blandt andet forsket i børnefattigdom. Hun peger på, at udviklingen de seneste år er gået i retning af, at de rigeste familier og deres børn er blevet rigere, mens de fattigste 10 procent kommer fra familier, der har fået det sværere økonomisk og socialt.
”Som regel prøver forældrene at tage tabet på sig og selv afstå fra at få nyt tøj eller nye briller. Men de seneste års økonomiske udvikling har også berørt børn. For eksempel er det hyppigste afsavn børn, som slet ikke kommer på ferie uden for deres eget hjem i mere end fire dage. Og der er børn, som ikke går til fritidsaktiviteter, fordi familien ikke har råd, og som umuligt kan leve op til det niveau for fødselsdagsgaver og smart tøj, der lægges i deres skoleklasse,” fortæller hun.
Sociolog og lektor emeritus ved Aalborg Universitet Morten Ejrnæs har i årevis forsket i fattigdom særligt med fokus på etniske minoriteters økonomiske og sociale situation. Han har gennemgået Rockwool Fondens nye forskningsresultater og kalder udviklingen i forbrugsmulighederne mellem danske og ikke-danske børn for ”en farlig cocktail”.
”Ulighed mellem børn er i sig selv dårligt, for det går ud over samfundets sammenhængskraft, hvis grupper af børn og unge føler sig uden for fællesskabet og ikke har mulighed for at gå til sport, tage med på studierejsen eller købe noget flot tøj ligesom deres kammerater. Her er det dog en særlig farlig cocktail, da uligheden knytter sig til etniske skel i befolkningen. For vi ender potentielt i en situation, hvor de her børn og unge spørger sig selv, hvorfor det er retfærdigt, at de er dårligere stillet, når Danmark bryster sig af at være et land med lige muligheder,” siger Morten Ejrnæs.
Han forklarer, at tankerne i sidste ende kan resultere i vrede eller apati – til skade for både den enkelte og samfundet:
”Vreden kan enten komme til udtryk i kollektive protester, som er konstruktive, eller i kriminalitet, som er destruktiv. Mens apatien er truende, fordi den kan resultere i manglende lyst til at deltage i samfundet og eksempelvis tage en uddannelse eller få et arbejde. En stigende ulighed blandt børn og unge er derfor det dårligste udgangspunkt for at skabe lige vilkår på sigt.”