Prøv avisen

Flere danskere behandles med elektrochok

Psykiatriske patienter - især patienter med svære depressioner - behandles i stigende grad med elektrochok

Nye tal fra Sundhedsstyrelsen viser, at op imod 2000 danske patienter årligt bliver behandlet med elektrochok. Det er en stigning på 37 procent siden 2003.

Hver patient får adskillige elektrochok, og i år skønnes det, at der vil blive givet mere end 20.000 elektrochok på danske psykiatriske sygehuse.

I DR-Dokumentaren "Et stød i hjernen", som DR1 sender onsdag aften, fortæller flere patienter, at elektrochok har givet dem alvorlige og vedvarende bivirkninger - først og fremmest skader på hukommelsen.

En af dem er Susanne Jørgensen, som har fået 35 elektrochok på grund af svære depressioner.

- Elektrochok har ødelagt rigtig meget for mig, siger Susanne Jørgensen i dokumentarprogrammet.

Lægerne mener, at elektrochok er en skånsom behandling med kun få og forbigående bivirkninger, og i den danske patientinformation nedtones risikoen for alvorlige eller vedvarende skader.

Men de danske patienter, der fortæller om vedvarende bivirkninger, får støtte af en af verdens førende forskere på området, professor Harold Sackeim fra Columbia University i New York.

- Forskningen har de seneste år dokumenteret, at elektrochok kan give varige skader på hukommelsen, siger han til DR.

Harold Sackeim mener, at op imod hver 10. patient risikerer at få store huller i hukommelsen efter en elektrochokbehandling.

Poul Videbeck, professor i psykiatri ved Psykiatrisk Hospital i Risskov, siger, at elektrochok er en god behandling til svært deprimerede patienter.

- Den er livreddende, den er hurtig, og den er meget effektiv, siger han.

En anden patient, der er blevet behandlet med elektrochok på Psykiatrisk Hospital i Risskov, er Preben Borchmann.

Han er glad for behandlingen, selv om den har medført hukommelsestab. Elektrochokkene har dæmpet hans depressioner i en grad, så han i en længere periode kunne bevare sin tilknytning til arbejdsmarkedet.

- At miste sin hukommelse er en høj pris at betale. Men det er prisen værd, siger Preben Borchmann i DR-Dokumentaren.