En vindstille sensommerdag i 2016 stod Jette og hendes nærmeste familie med en tung, gråbrun papæske på en af de mange marker på Østfyn. Marken var dog ikke tilfældig. Det var netop her, at Jettes stedfar havde brugt hele sit arbejdsliv på at passe og pleje jorden som landmand. Selvom han ikke længere var iblandt dem, kunne hun stadig mærke ham – både i markens jord, men også i den aske, de om få øjeblikke skulle strø ud på marken.
Det er en stigende tendens i Danmark, at flere og flere vælger at få deres aske spredt, når de er gået bort. Ifølge lovgivningen på området har pårørende i dag dog kun mulighed for at sprede asken til havs, men flere parter efterlyser nu, at lovgivningen liberaliseres, så det også bliver lovligt at sprede asken på land.
Ifølge Danske Krematoriers Landsforening er antallet af askespredninger steget markant. Inden for de seneste tre år har knap 10 procent i gennemsnit fået spredt deres aske. Dette tal dækker over omkring 4700 askespredninger årligt, hvilket er en stigning på over 50 procent siden 2015 og næsten en tredobling siden 2006.
Alligevel er lovgivningen omkring askespredning ikke blevet ændret siden 2008, hvor andelen af askespredninger var langt mindre. Det er i dag udelukkende lovligt at sprede aske på åbent hav mindst 200 meter fra kysten, hvorimod spredning på land er forbudt. I de andre nordiske lande er det til gengæld også er tilladt at sprede asken på land.
Professor i sociologi ved Aalborg Universitet Michael Hviid Jacobsen har også bemærket den stigende tilslutning til askespredning i Danmark.
”Mange ser askespredning som en meget personliggjort begravelsesform, som de foretrækker frem for den mere klassiske ceremoni i kirken. Den stigende tilslutning har også noget at gøre med et fremvoksende perspektiv på en mere naturpræget begravelsesform,” forklarer han.
Mikael Rothstein, ph.d. i religionshistorie og lektor på Syddansk Universitet, er enig i denne betragtning. Han ser også den stigende tilslutning til askespredning som en generel samfundstendens.
”Vi kan se, at der er opløsning i mange samfundsinstitutioner, og det sker også på den religiøse front. Så det er ikke så mærkeligt, at man individualiserer sine begravelsesritualer og derfor i højere grad benytter sig af for eksempel askespredning,” siger han.
Da Jettes stedfar gik bort, var der ingen tvivl om, hvad der skulle ske med hans aske. Han havde været landmand hele sit liv, og hans hjerte lå hos hans marker. Derfor ønskede han netop, at hans aske skulle spredes her.
”Han havde altid sagt, at han skulle bæres ud fra de marker, og gjorde det meget klart, at det var der, hans aske skulle spredes. Hans jord var hans et og alt, så det var der, han gerne ville hvile,” siger Jette, som kun ønsker at udtale sig anonymt, men hvis fulde navn er Kristeligt Dagblad bekendt.
Kort efter stedfarens død opdagede Jette og de andre pårørende, at en sådan spredning ville være i strid med lovgivningen. Derfor krævede det grundige overvejelser, før spredningen fandt sted.
”Min mor var i syv sind, da hun er en meget lovlydig borger. Men han skulle spredes ud over marken. Det var jeg slet ikke i tvivl om.”
Det er svært at sige præcis, hvor mange danskere der ønsker at få deres aske spredt på land. Men ifølge direktør for Landsforeningen Liv&Død, Kirsten Søndergaard, oplever mange pårørende, at loven sætter en stopper for deres ønske om askespredning.
”De seneste par år har vi fået et stigende antal henvendelser fra frustrerede pårørende, der spørger undrende ind til lovgivningen på området. Det er mit indtryk, at mange vælger at se bort fra loven og alligevel spreder asken på et sted af særlig betydning,” siger hun.
Landsformand for brancheforeningen Danske Bedemænd, Knud Larsen, ser samme mønster som Kirsten Søndergaard.
”De pårørende kan være i deres livs sorg efter at have mistet en, de har haft kært. Ud over sorgen bliver de pårørende sat i et svært dilemma, hvor de skal vælge mellem at følge loven eller opfylde afdødes ønske,” siger han.
Kirkeministeriet oplyser, at man ikke har fået tilstrækkeligt med henvendelser med ønsker om, at loven bør liberaliseres. Ministeriet påpeger også, at der er gode grunde til, at loven er, som den er blandt andet, fordi det handler om, at asken skal behandles med respekt.
Efter at Jettes stedfars aske blev afhentet af hendes mor på krematoriet med en forklaring om, at asken skulle spredes til havs, afholdt de nærmeste pårørende en lille ceremoni på marken. Den foregik langt fra nærmeste naboer og veje, og der blev sunget udvalgte salmer, sagt et par ord, og så fik de hver især lov til at sprede en håndfuld aske.
”Det var faktisk en rigtig fin måde at sige farvel til ham på, og vi havde det rigtig godt i maven, da vi gik derfra. Det var den mest rigtige afsked, vi kunne give ham,” siger Jette.
Den sidste afsked kan have stor betydning for, hvordan de pårørende i eftertiden mindes og husker den afdøde. Det kan derfor være problematisk, at loven ulovliggør den afsked, som de pårørende ønsker, vurderer Michael Hviid Jacobsen, professor i sociologi fra Aalborg Universitet.
”Det er klart, at en alt for rigid eller stram lovgivning kan begrænse de sorgudtryk eller ceremonielle valg, som både den afdøde selv eller de efterladte kan træffe. Det kan have en stor følelsesmæssig betydning – både i forhold til, hvorvidt selve ceremonien blev i afdødes ånd, men også i forhold til, hvordan man mindes og husker tilbage på den afdøde,” siger han.
Stod det til formanden for Danske Bedemænd, Knud Larsen, burde lovgivningen være ændret for længst. Han mener, at lovgivningen sætter alt for snævre rammer for, hvor det er tilladt at sprede asken.
”Pårørende skal ikke kriminaliseres for at opfylde afdødes sidste ønske. Jeg har svært ved at se, hvorfor det er ulovligt at strø asken et specielt sted på landjorden, når det er lovligt at sprede asken til havs,” siger han.
Knud Larsen er overbevist om, at det er af hensyn til folkekirken, at loven endnu ikke er blevet revideret, hvilket han mener er en fejltagelse.
”Jeg synes ikke, at de æstetiske rammer omkring askespredning skal tage udgangspunkt i kirkelige formaninger om, hvad der skal være tilladt,” fortæller han.
Kirsten Søndergaard, direktør for Liv&Død, er enig i, at loven bør ændres.
”Vi vil gerne have loven sat frem i lyset, så det kan blive efterprøvet, om den er tidssvarende eller ej. Der er jo ingen grund til, at folk ender med at blive lovbrydere, hvis der alligevel ikke er nogen grund til at efterleve disse forældede regler,” siger hun.
Formand for Foreningen af Danske Kirkegårdsledere, Jens Zorn Thorsen, er ikke afvisende over for, at askespredning på land fremover skal være lovligt i Danmark, så længe det sker på kirkens grund.
”Kirkegården ville sagtens kunne være et sted, hvor asken kunne spredes, fordi der samtidig ville forblive det fællesskab og den mindekultur, der altid har været på kirkegårdene,” siger han.
Jens Zorn Thorsen understreger dog, at han ikke er tilhænger af en mere drastisk lovændring, hvor det også skulle blive lovligt at strø asken på ikke-kirkelig grund.
”Jeg ville være stor modstander af en sådan lovgivning, fordi kirkegårdene jo har et formål. Det er en væsentlig del af den danske kultur, at man bibeholder de døde på kirkegården,” siger han.
Den udlægning af loven er Elof Westergaard, biskop i Ribe og formand for Foreningen for Kirkegårdskultur, enig i.
”Så længe askespredning foregår på kirkens grund, er der stadig et særligt mindeaspekt, der gør sig gældende, og det har vi brug for – også i vores moderne samfund. Hvis det blev lovligt at strø asken i parker og skove, ville erindringskulturen helt forsvinde,” siger han.
En af dem, der har været med til at diskutere en mulig revidering af begravelsesloven, er teolog Morten Bangsgaard fra Det Etiske Råd. Han er ikke tilhænger af en mere liberal lovgivning på området. Det skyldes, at døden er noget universelt, der ikke skal individualiseres af hvert enkelt menneske.
”Der har været et stigende behov og pres for at individualisere mennesket og gøre mennesket unik. Men noget af det, der binder os sammen som mennesker, er, at vi fødes, og at vi dør. Derfor er jeg bekymret for, at individualiseringen kommer til at fylde for meget,” siger Morten Bangsgaard.
På Christiansborg er der heller ingen konkrete planer om en lovændring. De Radikales kirkeordfører, Marianne Jelved, vil ikke støtte et lovforslag, der vil liberalisere lovgivningen om askespredning.
”Jeg ville være meget forbeholden over for det. Man skal jo ikke have lov til alt, hvad man kan tænke sig, og jeg synes, det er uetisk,” siger hun.
Kirkeordfører i Enhedslisten, Christian Juhl, er mere åben over for en revidering.
”Hvis det er tilfældet, at man gerne vil spredes på en mark, i en skov eller i en kolonihave, så synes jeg, det er helt fint. Bliver der stillet et lovforslag, der vil liberalisere lovgivningen, så vil jeg støtte det,” siger han.
Hos Venstres udtrykker kirkeordfører Louise Elholm også en vis åbenhed.
”Vi er helt bestemt åbne over for at se på forslag om emnet, og vi er bestemt ikke afvisende, men vi har ikke selv nogle konkrete forslag,” siger hun.
For Jette gav det sig selv, at hun skulle følge sin stedfars ønske, også selvom hun dermed ville bryde loven.
”Når det drejer sig om en person, man har holdt utroligt meget af, så siger man ikke nej til at opfylde det sidste ønske om, hvor asken skal spredes,” siger hun.
Men hun kan alligevel også godt se, hvorfor der er nødt til at være grænser for, hvordan og ikke mindst hvor askespredningen foregår.
”Det er klart, at man ikke kan have aske liggende alle vegne, og at man skal behandle det respektfuldt. Det tror jeg dog også, at de fleste mennesker godt selv kan finde ud af,” siger hun
Jette selv har i dag ikke skyggen af dårlig samvittighed. Tværtimod føler hun, at hvad de dengang gjorde, var det bedste for alle:
”Jeg har ikke fortrudt det et eneste sekund. Det var jo det, min stedfar ønskede, så jeg føler ikke, vi har gjort noget forkert. Tværtimod føler jeg faktisk, at vi gjorde det rigtige.”