Kernefamiliens dominans har længe været under pres af singlekultur, kludetæppefamilier og skilsmisser. Nu sætter en voksende gruppe danskere spørgsmålstegn ved selve den monogame tosomhed. De kalder sig polygame eller polyamorøse og tror på, at kærligheden ikke nødvendigvis bør begrænses til ét menneske ad gangen.
Sådan lyder det fra en række eksperter, der de seneste år har set en stigende interesse for åbne forhold og fri kærlighed.
Det er ikke en revolution, som den vi så i 1960erne, men det er en tydelig tendens, der er ved at blive rigtig interessant, fordi flere ligefrem vælger at stå åbent frem og offentligt erklære sig som ikke-monogame. Man kan sige, at de springer ud, ligesom de homoseksuelle, siger Susanne Lysbye, formand for Dansk Sexologforening.
På Facebook har gruppen Polyamori i Danmark flere end 200 medlemmer, der åbent debatterer samlivsformen, mens en lukket gruppe på samme sociale medie tæller 500 medlemmer. Samtidig har en række nye bøger om fænomenet, og hvordan det praktiseres, fundet vej til boghandlernes hylder. Heriblandt Kærlighedskontrakten, hvis forfatter, sexolog Sara Skaarup, udover selv at leve i et åbent forhold også holder foredrag om den frie kærligheds fordele og udfordringer.
LÆS OGSÅ: Når parforholdets "vi" bliver til "du og jeg"
Jeg tror, den voksende interesse for åbne parforhold skyldes, at flere danskere nu bliver opmærksomme på, at der findes andre måder at indrette et parhold på, siger Sara Skaarup, der understreger, at den ny version af det åbne forhold i langt højere grad tager udgangspunkt i gensidige aftaler og spilleregler for samværet med andre, end det var tilfældet i 1960erne.
Kontrakten for, hvordan den frie kærlighed skal udfolde sig, skal så at sige være på plads, før man kaster sig ud i den. Susanne Lysbye giver dog ikke nyfortolkningen af det åbne forhold bedre odds for en lykkelig slutning af den grund.
Sandheden er nok, at uanset om den frie kærlighed har rod i en samfundsudvikling eller et velorganiseret selvudviklingsprojekt, så er den ualmindelig svær at få til at lykkes. Jalousi, vrede og skuffelse lurer lige under overfladen, når man lukker andre ind i sit parforhold om vi så skriver 1968 eller 2014. Det åbne forhold kræver absolut enighed og tydelige regler, men selv der må man fra et parterapeutisk perspektiv sige, at det oftere går galt end godt, siger Susanne Lysbye.
Psykolog og parterapeut Finn Korsaa tror ikke et øjeblik på det åbne forhold som en ny form for seksuel orientering eller præference, men ser i stedet fænomenet som en medieskabt trend og udtryk for stor følelsesmæssig umodenhed.
Når vi indgår i et forhold, tager vi det andet menneskes skæbne i vores hænder, og med det følger ansvar og forpligtelse. Det er umodent og uansvarligt at argumentere for, at et brud med den forpligtelse er andet end et ønske om at være utro, siger Finn Korsaa, der især finder det problematisk, når der er børn involveret.
Det, man ofte glemmer, er parforholdets helt fundamentale betydning for familien. Parforholdet er som kølen på et sejlskib det, der skal skabe balance og give kurs og retning. Når man sætter det over styr, sætter man også sin familie og børnenes tryghed over styr, siger han.