Flere danskere lever videre efter at have fået kræft

Kræftbehandlingen i Danmark er blevet bedre, lyder det fra Kræftens Bekæmpelse på baggrund af nye tal.

I 2020 blev der konstateret 45.205 nye kræfttilfælde i Danmark. Det er et lille fald i forhold til i 2019. (Arkiv).
I 2020 blev der konstateret 45.205 nye kræfttilfælde i Danmark. Det er et lille fald i forhold til i 2019. (Arkiv). Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix.

Nye tal vækker glæde hos Kræftens Bekæmpelse.

Der er tale om tal for 2020 fra Sundhedsdatastyrelsen, som viser, at flere lever videre efter at have fået en kræftdiagnose.

Antallet af danskere, der enten har eller har haft kræft, er steget med knap 43 procent siden 2011.

- Vi er i Danmark blevet langt bedre til at behandle kræft, så flere kan leve videre i mange år efter en kræftdiagnose. Det er fantastiske nyheder, siger administrerende direktør Jesper Fisker i en pressemeddelelse.

I 2020 var der 362.533 danskere, der enten havde kræft eller tidligere havde haft kræft. Det er 108.671 flere end i 2011, hvilket er en stigning på 43 procent.

Også Sundhedsdatastyrelsen peger på, at kræftbehandlingen er blevet bedre.

- Stigningen skyldes formentlig, at den ældre del af befolkningen er vokset de seneste ti år, og at flere er blevet diagnosticeret, samtidig med at vi er blevet bedre til at behandle kræft, siger Mette Keis Jepsen, afdelingschef i Sundhedsdatastyrelsen, i en pressemeddelelse.

Jesper Fisker mener, at udviklingen betyder, at vi i Danmark nu skal have større fokus på senfølger hos personer, der har haft kræft.

- Det er en rigtig god nyhed, at flere overlever kræft, men det har samtidig den naturlige konsekvens, at flere lever med senfølger.

- Derfor skal vi være endnu bedre til at tage hånd om den store gruppe af kræftpatienterne, der oplever bivirkninger og senfølger, siger Jesper Fisker.

Ifølge Kræftens Bekæmpelses egne tal oplever cirka 60 procent af kræftpatienterne senfølger efter sygdom og behandling.

Knap 40 procent har et eller flere fysiske eller psykiske problemer, som de ikke har fået den nødvendige hjælp til, viser organisationens tal.

I de seneste ti år har brystkræft været den kræftform, hvor flest lever efter en kræftdiagnose.

Antallet er steget fra 56.921 i 2011 til 74.304 i 2020. Det svarer til en stigning på 31 procent.

I 2020 blev der konstateret 45.205 nye kræfttilfælde i Danmark. Det er et lille fald i forhold til i 2019.

/ritzau/