I denne uge har to alarmerende tendenser fundet hinanden i sagen om folketingspolitikeren Henrik Sass Larsen (S). Først i form af historien om, at Politiets Efterretningstjeneste, PET, har overvåget Sass Larsen i to måneder, hvilket må betyde, at han udgør en større sikkerhedsrisiko end først forklaret. Og dernæst, at TV 2 har været nødt til at trække historien tilbage.
LÆS OGSÅ: TV2 er skyldig i journalistisk skødesynd
Der kommer nemlig stadig flere af den slags politiske skandalesager, vurderer flere medieforskere. Og journalisterne begår stadig flere af den slags alvorlige fejl.
Den første tendens er netop blevet dokumenteret af forskning fra Roskilde Universitet under ledelse af lektor i journalistik Mark Blach-Ørsten. Ifølge hans optælling var der 14 store skandaler blandt danske politikere mellem 1980 og 1999. Fra 2000 til i dag er antallet 21.
Heri er ikke indregnet de tre seneste sager om Anders Samuelsen fra Liberal Alliance, der har betalt sin søns narkogæld, Ole Sohn fra SF, der som tidligere DKP-formand beskyldes for at modtage penge fra Sovjetunionen, og Henrik Sass Larsen (S), der mistænkes for at have forbindelser til rockere.
Forklaringen er den enkle, at et stigende antal medier har skabt større konkurrence om at komme først med det bedste. Samtidig respekterer medierne ikke længere politikernes privatliv i høj grad fordi politikerne selv er begyndt at overskride den private grænse ved at medvirke i personlige underholdningsprogrammer.
Tendensen til flere fejl er ikke så veldokumenteret. I 2006 viste en undersøgelse fra Center for Journalistisk Efteruddannelse, at hver sjette kilde fandt faktuelle fejl i den artikel, de medvirkede i. Lige nu er en ny undersøgelse af samme art sat i gang i samarbejde mellem Handelshøjskolen i København, CBS, og Roskilde Universitet. Resultatet bliver efter al sandsynlighed en stigning i fejlfindingen, vurderer professor Erik Albæk fra Center for Journalistik på Syddansk Universitet.
De stadig kortere deadlines og beskæringer i medarbejderstaben betyder, at der generelt er mindre tjek på de faktuelle oplysninger end tidligere. Derfor bliver der også begået flere fejl. Det er sagen om Sass et godt eksempel på, siger han.
LÆS OGSÅ: Forsker: TV" skylder en forklaring
De to tendenser udgør et stort og stigende problem for journalistbranchen, mener Erik Albæk. Journalistikkens adelsmærke er netop at bringe objektive og korrekte oplysninger. For når TV 2 må trække en historie tilbage, dagbladet Information erkender at have interviewet afdøde kilder, eller når TV Avisen på DR viser falske filmoptagelser fra Syrien, så cementerer det journalisternes placering nederst på de årlige ranglister over troværdige fag. Og det er medvirkende til, at læserne, lytterne og seerne falder fra eller bliver mere kritiske, siger han og efterlyser en bedre kultur for faktatjekning:
I forskerverdenen har man set en tilsvarende udvikling i et øget antal sager om fejl og snyd. Men her har man strammet alvorligt op og slår nu meget hårdt ned på eksempelvis Milena Penkowa. Det samme burde mediebranchen gøre.
Den opfattelse deler professor Jørgen Poulsen fra Center for Journalistik på Roskilde Universitet. Han henviser til, at TV 2 lovede at indføre interne procedurer for at undersøge historier, efter at tv-stationen i 2005 bragte den falske historie om udbredelsen af den bevæbnede indvandrerbande Triple A på Københavns Vestegn.
Branchen er nødt til at indse, at markante afsløringer kræver lang tids research og dokumentation, som man for eksempel kan se på Politikens aktuelle afsløringer af, at Skatteministeriets departementschef har været involveret i skattesagen mod Helle Thorning-Schmidts mand, siger han.
Der er dog stadig håb for mediebranchen. Inden for det seneste års tid er fakta-tjek begyndt at dukke op som selvstændig disciplin noget der har eksisteret i en årrække i særligt USA. Det kommer til udtryk i eksempelvis P1-programmet Detektor og i flere dagblade. Ifølge lektor Mark Blach-Ørsten er det et markant fremskridt.
Tidligere snakkede medierne slet ikke om fejl. De er gode til at kræve gennemsigtighed fra alle andre end sig selv. Men nu er der heldigvis tendenser til, at medierne lægger deres fejl mere åbent frem end tidligere, siger Mark Blach-Ørsten.
Samme vurdering lyder fra Erik Albæk:
De fleste mennesker er pr. definition skeptiske over for mediernes rolle som vagthund. For de bryder sig grundlæggende ikke om, at der bliver gået til de politikere, de godt kan lide. På den måde vil journalister altid være bagud på point. Men hvis de i højere grad kan få styr på fakta, så kan det alligevel rykke deres troværdighed i den rigtige retning, og det kan blive afgørende for branchens fremtid.
