Da forfatteren Maria Grønlykke for nylig blev spurgt, om hun ville holde årets sankthanstale i hjembyen på Fyn, måtte hun svare forbeholdent: Kun hvis I ikke brænder en heks af, lød betingelsen. Så i aften er det i stedet en drage, der må lade livet i Haarby.
Hverken hun eller dragen står alene. Stadig flere er kritiske over for den mere end 100 år gamle tradition med at sætte en heks på toppen af bålet. Og stadig oftere bliver heksen erstattet af et andet symbol. Faktisk forudser Maria Grønlykke, at hekseafbrændinger er fortid om få år.
”Det var, da mit dengang fireårige barnebarn sidste år spurgte, hvorfor vi egentlig brænder hekse, at det for alvor gik op for mig, hvor grim og ureflekteret en tradition, det er. Vi har jo gjort det! Sådan skilte man sig af med kloge kvinder engang, og der er stadig folk, som ikke kan klare, at kvinder er lige så kloge som mænd. Derfor er det stadig relevant, og derfor brænder man da ikke en kvindefigur!”, siger hun.
Den sidste virkelige afbrænding herhjemme af en kvinde beskyldt for heksekunst fandt sted i 1693, og kritikken af den årlige symbolske hekseafbrænding går flere år tilbage.
Den selverklærede heks Dannie Druehyld har de seneste 40 år forsøgt at få afskaffet traditionen. Hun tager den ikke længere personligt. Det er hun blevet for gammel og hård-hudet til, siger hun, men hun ser den som et ubehageligt symbol på de mange andre minoriteter, man i dag kaster på ”offentlighedens bål”. Eksempelvis bistandsklienter, flygtninge og folk med behov for dyr medicin.
”Det har vist sig at være en temmelig sejlivet tradition, og det må være, fordi folk ikke reflekterer over, hvad den symboliserer. Heldigvis er der på det seneste begyndt at være andre end mig, der råber op,” siger den snart 70-årige heks.
I 2005 stiftede kulturaktivister således bevægelsen ”Red heksene!”, som i flere år kæmpede for at redde forskellige minoriteter fra at ”ende i flammerne”, og de brugte sankthans-traditionen som afsæt.
Det giver god mening, at kritikken først opstår i netop disse år, siger historiker Morten Fink-Jensen fra Københavns Universitet. Skikken med heksen på sankthans-bålet er nemlig opstået omkring år 1900 og har bredt sig i en tid, hvor der ikke har været fokus på undertrykte kvinder, og hvor man betragtede de historiske hekseafbrændinger som et overstået kapitel.
De senere år er der for alvor kommet fokus på kvinders rettigheder og forfølgelse af minoriteter, og derfor er man også begyndt at forholde sig mere til den historiske brug af begreber og traditioner, som kan virke undertrykkende.
”Der er en meget stærk historiebevidsthed i disse år, og det er formentlig en stor del af forklaringen på, at en tilsyneladende uskyldig tradition som hekseafbrænding er under pres,” siger han.
I det danske videnscenter for køn, ligestilling og mangfoldighed, Kvinfo, kan direktør Nina Groes godt forstå tankerne bag kritikken. Alligevel har hun sagt ja til at holde båltale i aften, fordi hun ser sankthans som en mulighed for netop at sætte fokus på den aktuelle kvindeundertrykkelse i verden.
”Der er jo stadig kvinder, der bliver levende brændt i dag, og der er i det hele taget et kæmpe pres på kvinders rettigheder rundt omkring i verden. Og her er det meget oplagt at bruge sankthans som et afsæt for den debat,” siger hun.