Prøv avisen

Der er kommet flere jordemødre, men færre hænder til fødsler

Selvom fødeafsnittene er tilført bemanding ifølge de rå tal, er medarbejdernes oplevelser reelle, siger Ulla Astman, formand for Sundhedsudvalget i Danske Regioner. Arkivfoto. Foto: Miriam Dalsgaard/Polfoto

De seneste 10 år er der født færre børn og ansat flere jordemødre. Alligevel er jordemødrene presset som aldrig før, og både ekspert og Danske Regioner ønsker en mindre rigid økonomistyring på fødeafdelingerne

De seneste 10 år er fødselstallet i Danmark gået ned, og antallet af jordemødre er øget. Alligevel har landets fødeafdelinger travlt som aldrig før: I denne uge forlod klinikchefen for Rigshospitalets fødeafdeling, Morten Hedegaard, sin stilling i protest mod forholdene, som også jordemødrene ofte har udpeget som forjagede eller ligefrem farlige.

Og selvom fødeafsnittene er tilført bemanding ifølge de rå tal, er medarbejdernes oplevelser reelle, siger Ulla Astman, formand for Sundhedsudvalget i Danske Regioner.

”Jeg anerkender klart, hvad jordemødrene oplever på fødeafdelinger, selvom tallene ser anderledes ud. Det handler blandt andet om, at man på nogle afdelinger har ændret fagsammensætningen, så der er mindre støttepersonale i form af sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter og en større kompleksitet i flere forløb,” siger hun.

De seneste 10 år har fødselstallet i Danmark været faldende, fra 64.282 i 2005 til 58.205 i 2015. Antallet af jordemødre er derimod steget, så der i september i år var i alt 1450 fuldtidsstillinger i Danmark, viser tal fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor, KRL. Det tilsvarende tal var for hele 2007 på 1026 fuldstidsstillinger.

I 2015 stod en jordemoder i Region Hovedstaden i gennemsnit for 44 fødsler, mens hun hjalp 55 børn til verden i 2007. Samme tendens gælder i alle Danmarks regioner.

Men tallene afspejler ikke virkeligheden. For nok er der flere jordemødre, men også flere opgaver, siger kredsformand i Region Sjælland for Jordemoderforeningen, Bodil Bjørg Korsgaard.

”Vi har udvidet kompetenceområdet, så jordemødre de senere år har erstattet andre faggrupper på svangre- og barselsafdelingerne og i ultralydsafdelingerne. Det er fint, for det er vi uddannet til, men det betyder ikke, at der samlet set er tilført flere hænder til fødselsbetjeningen.”

Samtidig har fuldtids- stillinger afløst vikarer og overarbejdstid, forklarer hun. Med andre ord ser det ud, som om der er kommet flere jordemødre, men de samme mennesker var også i systemet før.

I 2016 har fødeafdelingerne fået tilført 50 millioner kroner ”for at sikre, at alle fødende får en så god og tryg fødselsoplevelse som muligt”, som det daværende Sundheds- og Ældreministerium skrev om pengene.

”Men det er ikke nok, for man giver med den ene hånd, men forlanger stadig besparelser med den anden. Der skal noget helt andet til end finanslovsbevillinger hist og pist. Vi har brug for strukturelle ændringer, der kræver politisk mod,” siger Bodil Bjørg Korsgaard.

Samme pointe har professor i sundhedsøkonomi Jakob Kjellberg fra KORA (Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning). På den ene side ser tallene pæne ud, siger også han:

”Ser man alene på forholdet mellem fødsler og jordemødre, er der intet, der taler for, at jordemødrene er mere pressede over en længere periode på 10-15 år.”

At det alligevel forholder sig sådan, skyldes ifølge ham, at ressourcerne bruges forkert. Hospitalerne skal årligt øge produktiviteten med to procent eller skabe tilsvarende besparelser.

Men det er et rigidt mål på antal ydelser, der passer ringe til føde- området, hvor en fødsel nu engang tager den tid, den tager. I stedet skulle føde- afdelingerne i højere grad fritages for at leve op til det politisk bestemte krav om antal leverede ydelser, men bruge de samme ressourcer til det, der giver mest værdi.

”Området har ikke fået færre folk, og der er ikke mange flere fødsler, så noget er gået galt i ressourceforbruget. Løsningen er at sige, at man skal måle på noget andet end produktivitet. For eksempel på, hvor sunde børnene er blevet, og hvor glade familierne er – og så være ligeglade med antallet af scanningsbilleder, der bliver taget. På den måde ville man holde op med at lave det, der giver marginal værdi for i stedet at lave det, der giver mere værdi.”

Den løsning vil Ulla Astman gerne gøre til virkelighed, men det kræver ifølge hende, at Christiansborg tør slippe taget om den nøjeregnende økonomistyring.

”I regionerne har vi allerede drøftet muligheden for at måle kvalitet i stedet for kvantitet. Men det kræver, at vi bliver enige med staten om, hvordan man i stedet skal regne produktiviteten ud, og det tager vi op i økonomiforhandlingerne. Jeg tror hverken, at løsningen kommer i år eller næste år, men jeg håber, vi snart kommer tættere på en bedre måde at måle effektivitet på,” siger hun.