Flere konfirmander bliver fejret to gange

Det er ikke altid problemfrit, når et skilsmissebarn skal konfirmeres

Flere konfirmander bliver fejret to gange
Foto: colourbox.

Tårer under taler og et tilbageblik på barnets første år er almindeligt blandt forældre til konfirmander. Dagen er vigtig for såvel barn som far og mor, men langtfra alle konfirmander har begge forældre under samme tag, når den store dag oprinder. Cirka en fjerdedel af alle børn i Danmark er skilsmissebørn, og for de af dem, der vælger at blive konfirmeret, må forældrene vælge, hvad de stiller op med den store fest.

LÆS OGSÅ:TEMA: Konfirmation

Sognepræst ved Københavns domkirke, Vor Frue Kirke, Eva-Maria Schwarz oplever, at cirka halvdelen af de skilte forældre vælger at holde festen sammen, mens den anden halvdel holder to fester for barnet. For de unge, der også skal døbes, holder moderen måske en dåbsfest og faderen konfirmationsfesten. Hun har oplevet, at en pige helt opgav at blive konfirmeret på grund af familiesituationen, men det hører til sjældenhederne.

– Vi har rigtig mange skilsmissebørn blandt vores konfirmander, men det er sjældent, at de eller forældrene involverer præsten i situationen. Jeg har en klar fornemmelse af, at mange fraskilte tager sig sammen for børnenes skyld og takler det fint, siger hun.

Poul Joachim Stender, sognepræst i Kirke Saaby og Kisserup Sogn, har været præst i 27 år og kan godt mærke, at skilsmisseraten er steget gennem tiden. Hvor der før var højst to skilsmissebørn i hver skoleklasse, er der nu typisk fem i hans sogne. Generelt oplever han glade konfirmander, når han morgenen efter den store dag inviterer dem over til morgenmad.

– Det er jo blevet et almindeligt familiemønster, og derfor accepterer børnene også de løsninger, der kommer ud af det, siger Poul Joachim Stender og tilføjer, at der ikke bliver taget særlige hensyn til de familier, der er udvidet med papforældre, -søskende og -bedsteforældre.

– De får det samme antal pladser som andre i kirken, og jeg hører ikke noget brok fra forældrene, siger han.

Det kan være sprængfarligt at rode sig ud i en fælles familiefest, men ofte er forestillingerne om den og alt det, der kan gå galt, langt værre end virkeligheden. Derfor ånder forældre, der overkommer at holde en fælles fest, ofte lettet op på selve dagen, siger Charlotte Egemar Kaaber. Hun er coach og forfatter til bogen "Fusionsfamilien".

– Hvis det kan lade sig gøre, kan det være en rigtig god løsning at gøre det sammen. Der er en vis signalværdi i det, og det bliver pludselig legalt at tale åbent om skilsmissen, siger hun.

Omvendt kan det også være en stor fordel at holde to fester, som mange forældre vælger at gøre, mener psykolog med speciale i sammenbragte familier Sia Holm. Det kan være en lettelse for barnet ikke at skulle tænke på, om det vil gå godt til fest-en med begge forældre. Samtidig er en fælles fest, hvor forældrene vitterlig ikke kan med hinanden, ofte værre for barnet end ikke at have forældrene samlet.

– Man bliver nødt til at gøre op med sig selv, om det, man burde gøre, også stemmer overens med det, man kan gøre som fraskilte forældre, siger hun.

dalsgaard@kristeligt-dagblad.dk