Faste betyder ikke, at man hverken spiser eller drikker, men betyder, at man vælger at give afkald på noget i sit liv, det kan være slik, tv, alkohol, kaffe eller kød. Det er noget, som man selv vælger, ud fra hvad der giver mening i ens trosliv. Faste betyder også at give mere tid til Gud igennem bøn, læsning eller kirkegang.
LÆS OGSÅ: Fasten får moderne iklædning
Sådan lyder opfordringen til sognebørnene fra sognepræst Sara Mikaelsson, Ugerløse Sogn på Vestsjælland, på kirkens hjemmeside. Markeringen af de 40 dage op til påske som en tid for forsagelse og fordybelse har længe været nedtonet, men som eksemplet viser, går en række kirker nu den modsatte vej. Det sker i en tid, hvor behovet for ritualer er stigende, vurderer teologen Marie Hedegaard Thomsen, Aarhus Universitet, som har skrevet ph.d.-afhandling om folkekirkeligt menighedsliv.
Mange kirker er blevet opmærksomme på, at moderne mennesker oplever ritualer som gode, virkningsfulde og meningsgivende. Det er handlinger, man mærker på sin egen krop. De indebærer, at man selv skal gøre noget. Og bagefter kan man sætte V-tegn ved, at man har gennemført dem, siger hun.
LÆS OGSÅ: Vanens velbehagelige magt
Hun vurderer, at en del af inspirationen til den folkekirkelige ritual-oprustning er hentet i den katolske kirke, for eksempel markeringen af askeonsdag, hvor kirkegængerne får malet et askekors i panden.
Men også uden for kirkens verden ses mange tegn på ritualisering af vaner og handlinger og søgen mod fordybelse. Det kan være alt fra den internationale buy nothing day i november, hvor borgere opfordres til at afstå fra indkøb, til meditation på arbejdspladsen. Også terapi kan ses som et af de ritualer, mennesker i dag har et behov for at indgå i som holdepunkt i en tilværelse, hvor meget andet flyder, påpeger Iben Krogsdal, religionssociolog, forfatter og foredragsholder.
I takt med at samfundet aftraditionaliseres, er der opstået et behov for at gentænke de ritualer, som kan give en følelse af stabilitet. I folkekirken ser vi en begyndende opritualisering i form af tiltag som pilgrimsvandring, lystænding og halloween-gudstjeneste, forklarer Iben Krogsdal.
Ulla Morre Bidstrup, lektor ved Pastoralseminariet i Aarhus, har hæftet sig ved, at de kirker, som opfordrer til forsagelse, ligesom Ugerløse, gør det valgfrit for den enkelte, om det er alkohol, kaffe, slik, kød, tv eller mobiltelefoni, der skal undværes. Når det er fordybelse, der er fokus på, er der derimod en pointe i, at en kreds af mennesker gør det samme. For eksempel har Odense Domkirke i år et projekt, hvor deltagerne hver af de 40 fastedage læser den samme bibeltekst.
Fastens afsavn og forbydelse skal være med til at udfordre, hvad der er det væsentlige i vores liv. Ritualer som det, der gennemføres i Odense, er ikke noget, vi ser i enhver almindelig dansk sognekirke, men det er helt klart i fremmarch, vurderer Ulla Morre Bidstrup.
Hun peger på, at i mange år har der været ét ritual, som overskyggede alt andet i kirkens faste-markering. Paradoksalt nok er det fastelavnsfesten, som med slik og tøndeslagning rækker tilbage til dengang, man holdt en sidste fest inden de 40 dages afsavn. I dag er tøndeslagning fortsat på programmet i mange kirker, men den står mindre alene:
Tøndeslagningen var for længe siden den vilde fest før stilheden. Festen har vi fortsat. Det nye er, at stilheden er ved at blive genopdaget.