Vi så hinanden dybt i øjnene, og så sagde det bare bang! I flere århundreder har vi opfattet kærligheden som noget, der opstår, når vi mindst venter det. Men den formel er der ved at blive lavet godt og grundigt om på. I dag kan den første kontakt med den person, som måske senere bliver vores kæreste eller ægtefælle, lige så godt finde sted på internettet. Netdating, som det populært kaldes, når vi søger efter partnere på internettet, er blevet et almindeligt fænomen i Danmark.
LÆS OGSÅ: Forelsket på internettet
Op mod hver fjerde dansker har gjort brug af netdating, viser en Gallup-måling, og især den voksne og ældre del af befolkningen er hoppet med på bølgen de seneste 4-5 år. Samtidig er det ikke længere tys-tys, men socialt helt acceptabelt at have fundet sin partner på en dating-portal.
I modsætning til fortidens kontaktannoncer er netdating bredt accepteret i den danske befolkning, siger sociolog Casper Høeg Radil, Københavns Universitet, der forsker i net-dating.
Det er blevet helt legitimt at fortælle, at man har fundet sin partner på nettet. Dog er det stadig ikke helt accepteret blandt folk, der befinder sig i samfundets øverste klasse. Det hænger nok sammen med, at nettet har en tendens til at udjævne alt, hvad der hedder social status. Men derudover er holdningen helt klart skiftet i retning af det positive, i takt med at flere og flere prøver netdating, og mange har gode erfaringer med det, siger Casper Høeg Radil.
BESØG OGSÅ: Hjertedating
48-årige Lone Laugesen fandt for to år siden Jørn Pedersen, som hun nu er gift med, på nettet og kan kun anbefale metoden:
Man skal gøre sig klart, hvad det er, man vil, før man går i gang. Men gør man det, og passer på sig selv undervejs, så er det en fremragende metode, siger hun.
Når vi i stigende grad bruger nettet, også til kærligheden, hænger det blandt andet sammen med, at det er hurtigt og nemt. Mange søger efter partner nummer to, tre eller fire. Det er voksne mennesker, der ofte har børn og karriere, og hvor tid kan være en mangelvare.
Men den aktive partnersøgning på nettet kan også være et udtryk for, at vi er ved at ændre vores opfattelse af, hvad kærlighed er. Det siger lektor ved Institut for Nordisk Sprog og Litteratur ved Aarhus Universitet Jens Hougaard, der har skrevet et forskningsbaseret fembindsværk om den romantiske kærlighed.
Det er en slags tilbagevenden til 1700-tallet, hvor det at finde en partner var et rationelt, aktivt valg, og så måtte kærligheden komme bagefter, siger han.
Casper Høeg Radil mener, at kærligheden med netdating i højere grad end tidligere er blevet en vare, hvor det gælder om at få mest muligt ud af den tid og de penge, vi har til rådighed.