Flere og flere par bliver gift i naturen

Når danskerne skal give hinanden deres "ja", vælger flere og flere kirken og rådhuset fra til fordel for et udendørsbryllup. Parrene vil i højere grad gerne selv sætte rammerne og gøre deres bryllup til en unik oplevelse

Flere og flere danske par foretrækker naturen, når de skal give hinanden deres 'ja'.
Flere og flere danske par foretrækker naturen, når de skal give hinanden deres 'ja'. . Foto: Iris/Ritzau Scanpix.

Det bliver hverken kirken eller rådhuset, der lægger gulv til, når 31-årige Stephanie Regnar Winger snart siger ja til at blive gift med sin kæreste, 30-årige Julius Spudvilas.

De har valgt at rykke brylluppet ud af de mere traditionelle rammer og i stedet blive viet på stranden.

"Det virker lidt koldt og formelt at blive gift på rådhuset. Som par er vi lidt utraditionelle, så det er perfekt, at det ikke bliver, som man plejer at gøre," siger Stephanie.

En rundringning, som P4 København har foretaget, viser, at parret fra Søborg langt fra er alene om at vælge naturen til, når de skal indgå ægteskab.

I flere større kommuner og stifter søger giftelystne par i stigende grad om tilladelse til at blive viet i parker, baghaven eller på en strand. I eksempelvis Københavns Kommune er antallet af vielser foretaget af en giftefoged uden for rådhuset steget med knap 12 procent fra 2014 til 2017. I Roskilde Stift er stigningen næsten på 72 procent.

"Det skaber et andet minde, end hvis det var på et rådhus. Det bliver en anderledes skør oplevelse, hvor fremmede kan kigge på en. Jeg tror, at det bløder lidt op for det lidt stramme ved at stå på et rådhus," siger Stephanie Regnar Winger og fortsætter:

"Vi har arbejdet i udlandet tæt på en strand, så det er mere os og en del af vores historie at blive gift udenfor uden de formelle og faste rammer," siger hun til DR P4 København.

Ifølge fremtidsforsker Klaus Æ. Mogensen vil vi gerne have en oplevelse, der er helt vores egen frem for et mere klassisk bryllup på rådhuset.

"Det handler om at få en unik oplevelse, som er helt ens egen, så man ikke skal stå bag tre andre på rådhuset. Man har mere mulighed for at bestemme sine egne ritualer.

Tidligere handlede det om, at man viser, at man hører sammen under kirken og samfundet. Nu er det nærmere for en selv og ikke længere for samfundets skyld," siger han.

Han forventer, at vi vil se flere af den her slags bryllupper.

"Vi vil se flere udendørsbryllupper. Man vælger i højere grad selv at sætte rammerne frem for de traditionelle rammer. Det handler om individualisering, og vi føler os ikke så traditionsbundne, som vi har gjort tidligere," siger Klaus Æ. Mogensen.

I Dragør har sognepræst Jens Bach Pedersen godt mærket den stigende interesse for at blive gift uden for kirkens hvidkalkede mure. Siden det blev tilladt i 2013, har han viet fem par uden for kirkerummet.

"Mit arbejde er at forkynde evangeliet. Det kan jeg sagtens gøre i folks haver, på en turbåd eller en strand med Øresund i baggrunden," siger han til DR P4 København.

Han mener ikke, at de mange vielser i det fri hverken forfladiger kirkens budskab eller gør at parrene tager ægteskabet mindre seriøst.

"Jeg har ikke oplevet vielserne som instagram-jagter. De har været reelle mennesker med reelle ønsker. Og når man ringer til en præst, så er det ofte, fordi man er seriøs," siger han.

Eneste udfordring ved tendensen kan være de logiske udfordringer ved at vie langt fra kirkens rene og trygge rammer. Da han skulle vie et par på en kanalrundfartsbåd, fik han besked af biskoppen på at droppe præstekjolen og pibekraven.

"Hvis jeg røg i vandet, ville jeg ikke kunne svømme i præstekjolen. Og det vil være en seriøs sikkerhedsrisiko. Så jeg skiftede til et pænt sort jakkesæt, som jeg i princippet ville kunne svømme i," siger han.

For Stephanie Regner Winger og Julius Spudvilas er det også mest de praktiske ting ved at holde et bryllup på en strand med saltvand, risiko for blæst og regnvejr, der volder en mild bekymring. Men det tager parret med ophøjet ro.

"Jeg tager bare ekstra meget hårspray i den dag. Ej, vi tager det som det kommer. Hvis vi bliver blæst om kuld, så er det bare en del af historien," siger hun til DR P4 København.