Prøv avisen

Flere søger mod kirken for at synge i fællesskab

Fællessang er ved at få en renæssance. Det oplever man i flere kirker og menigheds- huse, når der arrangeres salmeaftener eller bare en times sang. Det er endog godt for helbredet at synge sammen, fordi blodtrykket falder, lungefunktionen bliver bedre, og ens vejrtrækning kommer under kontrol. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen/ arkiv

Kirker og biblioteker inviterer i stigende grad indenfor til fællessang. Konceptet tiltaler ”storbymennesket” og passer til en tid, hvor vi gerne vil være sammen hver for sig, mener eksperter. Her tilbyder kirken et ganske særligt rum for fællesskab, mener professor i musikpædagogik

Fællessang er ved at få en renæssance. Det oplever man i flere kirker og menigheds- huse, når der arrangeres salmeaftener eller bare en times sang. Også flere biblioteker er med på bølgen.

”Under Anden Verdenskrig kaldte man det alsang, når danskerne havde behov for at samles og føle, at alle var i samme båd. Nu kalder vi det måske fællessang, men det er fuldstændig det samme, for også i dag kan der være grunde til at føle sammenhold,” siger Inge Marstal, professor emeritus i musikpædagogik ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.

”Når verden føles uoverskuelig, er sangen god til at udtrykke fælles bekymring, sorg – og glæde, ikke at forglemme. Og her er kirken jo et fantastisk rum, også for dem, der gerne vil i kirke bare for at synge,” siger Inge Marstal, der også sidder i redaktionen for Kirkesangbogen.

Det er endog godt for helbredet at synge sammen.

”Blodtrykket falder, lungefunktionen bliver bedre, og ens vejrtrækning kommer under kontrol. Det er videnskabeligt bevist, at fysikken bliver positivt påvirket af at synge,” siger hun.

Sognepræst ved Hjortshøj Kirke ved Aarhus Morten Skovsted mærker også interessen for fællessang.

”Der er ingen tvivl om, at der kommer en renæssance, for sange er fællesskabets kit. Vi synger jo i kirken hver søndag, men i den her tid, hvor vi savner national og personlig identitet, ser jeg fællessangen som en reaktion på det fritsvævende menneskeliv, mange af os er lidt frustrerede over,” siger Morten Skovsted, der netop har haft ”propfyldt hus” til salmesang i forbindelse med de ni læsninger, og som forventer det samme fremmøde lillejule- aften, hvor der er fællessang i kirken.

Morten Skovsted, der er ansvarlig for salmenetværket ”Syng nyt” og for Salmedatabasen, har flere idéer til alsang, som også kunne finde sted udendørs ”i parker, på strøget eller i indkøbscentre”.

Udendørs fællessang er allerede en succes flere steder. ”Sange ved havet” samler således flere hundreder mennesker hver uge sommeren igennem, blandt andet ved Slettestrand, oplyser turistforeningen i Hanherred. Og under Aarhus Festuge sidste år samledes mange foran Musikhuset for at synge sange fra Højskolesangbogen sammen.

Mindre kan også gøre det, og en aften om måneden holder et lille sted som Fairbar i Nørregade i Aarhus fællessang.

”Der kommer 60-80 mennesker hver gang og ofte flere, end der er plads til, selvom vi er gode til at rykke sammen. Om sommeren står dørene åbne, og så står folk udenfor og synger med,” siger Kenneth Mikkelsen, som sidder i styregruppen for caféen, der hører under KFUM og KFUK.

”Helt elementært giver det en god fællesskabsfølelse at synge sammen,” siger han.

Også Vor Frue Kirke i København erfarer, at alsang tiltaler borgerne.

”Egentlig troede jeg, at folk ville komme til alsang ligesom i natkirken, sådan ’hop on, hop off’. Men de fleste møder i god tid og bliver, til vi er færdige,” siger Liselotte Winde-Wiemer, som arbejder som koordinator i Natkirken og er præst i Pederstrup Sogn ved Ballerup.

Hun mener, at tilbuddet om sang uden gudstjeneste appellerer til storbymennesket.

”Man tvinges ikke ind i et fællesskab, der kræver noget eller har regler for, hvordan man skal opføre sig. Man er sig selv og sin stemme midt i et kor – på den måde kan man føle nærvær og alligevel beholde sit eget private rum. Man er så at sige sammen hver for sig,” siger hun.

I begyndelsen havde man ”en lille opbyggelig tale” før alsangen, ligesom man kan have på højskoler.

”Men det var, som om det ikke passede ind. Det var egentlig bedre, at sangen stod alene,” siger Liselotte Winde-Wiemer.

Pianist og sanger Susanne Skov, som leder ”Alsang i Natten” ved Vor Frue Kirke, oplyser, at man netop nu skal til at evaluere fællessang-projektet, som har kørt halvandet år:

”Men især i julemåneden ser vi en meget stor interesse for at synge sammen,” siger hun.

Også maratonsang er populært, for eksempel det årlige i Vartov i København, og på Hovedbiblioteket dropper mange forbi til onsdagens morgensang. I Aarhus sætter DOKK1 hele dagen den 17. marts af til at synge fra Højskolesangbogen.

Inge Marstal, professoremeritus i musikpædagogik, hæfter sig ved, at dét at synge samme melodi og ord er som at trække vejret sammen.

”Vi er blevet mere individualistiske, og måske er glæden ved fællessangen et brud med den bevægelse. Vi genopdager, at vi har brug for hinanden. Man kan jo tale med tusind mennesker på samme tid ved at synge sammen med dem og derved opleve, at man ikke er alene. Ens egen dagsorden ophæves og bliver fælles,” siger Inge Marstal, der pointerer, at danskerne altid har været et meget syngende folkefærd.

”Der er ikke mange andre lande, der har en salmebog og en højskolesangbog, som vi har. Vores tradition er stærk, og for mange bliver det for eksempel ikke jul, før vi har sunget den og den salme,” siger Inge Marstal.

”Der skal helst være mange, der synger på samme tid, så ens egen stemme smelter sammen med andres og bliver løftet op på et højere niveau. Det kan give et vældigt brus og føles meget stort.”8