Prøv avisen

Flere teenagepiger forsøger selvmord med piller

Flere unge piger forsøgte i 2007 at tage deres eget liv ved at sluge en masse piller. - Foto: stock.xchng.

Betydeligt flere helt unge piger forsøgte i 2007 selvmord med smertestillende piller. Alligevel vil minister og myndighederne ikke gøre store pillepakninger receptpligtige

Kæresten har slået op. Man bliver droppet af en veninde. Eller er blevet uvenner med mor og far. Mere skal der faktisk ikke til, før en teenagepige kan finde tilværelsen så ubærlig, at hun forsøger at tage sit eget liv.

Et stigende antal piger valgte i 2007 at gøre det ved at spise store mængder smertestillende piller. Noget, der giver anledning til stor bekymring hos landet børnepsykiatere.

Vi oplever det både i børne- og ungdomspsykiatrien og på skadestuerne. Vi ved ikke hvorfor, men i den alder har det let en afsmittende effekt, så hvis én pige vælger den metode, så følger veninder indimellem efter, og så har vi pludselig et boom, siger formand for Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab Hanne Børner. Selskabet ønsker de store pillepakninger fjernet fra håndkøbshylderne.

Pigerne gør det ofte i affekt, og jo mere tilgængeligt midlet er, jo lettere er det at gennemføre, hvis der pludselig sker noget, som en ung pige ikke kan bære. Derfor skal vi skride ind over for pakningerne.

Antallet af selvmordsforsøg blandt helt unge piger steg kraftigt i 2005, og derfor blev advarsler på store pakninger obligatoriske for at få forældre til at gemme pillerne bedre af vejen. Siden faldt antallet af selvmordsforsøg. Men selvom tallene igen går den gale vej, vil Lægemiddelstyrelsen ikke indføre receptpligt ved køb af store pillepakninger.

Vi mener ikke, løsningen på selvmordsforsøgene er at gøre et meget anvendt og sikkert middel svært tilgængeligt for en stor del af befolkningen og tilmed gøre det dyrere for den almindelige forbruger, der er henvist til de små og dyrere pakninger, siger Karsten Jørgensen, chefkonsulent i Lægemiddelstyrelsen.

Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) var ikke at træffe i går, men har sendt denne kommentar:

At unge forsøger at begå selvmord er dybt tragisk, men desværre ikke noget, man forhindrer ved at ændre på pakningsstørrelser eller indføre receptpligt for svag smertestillende medicin. Det er årsagerne til unges selvmordsforsøg, der skal tages fat på. Dernæst oplysning om pillernes virkning og om, hvordan man opbevarer pillerne derhjemme, så de ikke ligefrem virker som en åben invitation til husets store børn, skriver ministeren. Han har nu bedt Lægemiddelstyrelsen komme med et forslag til, hvordan man bedre kan informere om den smertestillende medicin.

Birgit Petersson, lektor på Institut for Folkesundhed, mener, at årsagen til de mange selvmord blandt unge piger blandt andet er de store krav, som de unge piger møder på flere fronter i deres liv, blandt andet i forhold til uddannelse og karriere:

Kravene til de unge om effektivitet og målrettethed er jo en voldsom kraft i samfundet i disse år, og den giver ikke de unge tid til den modning, som de har brug for.

Og så er der kæresterierne, som fylder meget i de unge pigers liv.

Det kan være en katastrofe for en 19-årig, hvis hun ikke har en fast kæreste. Vi ved, at der blandt de unge er en stor usikkerhed, og når de bliver stillet over for krav, de ikke har mulighed for at leve op til, så bliver de fortvivlede, siger Birgit Petersson.

vaaben@kristeligt-dagblad.dk

medicin, pille, piller, syg, sygdom, hospital, hospitaler, læge, læger Foto: stock.xchng.
Det er bedre at forebygge end at helbrede, og vi spiser i stigende grad piller for at undgå at blive syge senere i livet. -