Prøv avisen

Flere tusinde familier får julehjælp fra private

Julegodheden indtager nettet, og det skønnes, at mindste 2200 familier vil få julehjælp fra private i år. Her får en dreng overrakt en julegave på Frederiksberg. Foto: leif Tuxen/ Denmark

Mindst 2200 familier får i år julehjælpgennem private indsamlinger på Facebook, hvor både efterspørgslen og viljen til at hjælpe stiger

År efter år melder velgørende og kirkelige organisationer om rekordmange ansøgninger om hjælp til at komme gennem julen. Selvsamme behov viser sig på det sociale netværk Facebook, hvor tusindvis af trængte danskere appellerer om gaver og mad.

Blandt et virvar af private julehjælpsinitiativer på Facebook er siderne Julehjælpen og Julehjælp de største aktører med flere end 28.000 synes godt om-tilkendegivelser fra danske Facebook-brugere, og siderne oversvømmes af ansøgninger om julehjælp. Den positive del af udviklingen er, at siderne også møder en overflod af velvilje fra danskere, som ønsker at donere tøj, dukker, computerspil og julemad.

LÆS OGSÅ: Julehjælp handler ikke om tro, men om fattigdom

Den 2. december skrev Rene Husted Vahl, stifter af Julehjælpen, ud til sidens mange medlemmer, at Julehjælpen ikke kunne modtage flere donationer. Flere end 5000 donationer var kommet ind over dobbelt så mange som sidste år og sidens 30 frivillige kan simpelthen ikke nå at videreformidle mere.

Vi regner med at kunne hjælpe 1700 familier, måske flere. Vi laver intet opsøgende arbejde overhovedet, det fungerer via den gode gamle mund til mund-metode, bare på Facebook. Der kommer donationer fra hele Danmark, og det er alt fra gammelt legetøj til større donationer på gavekort, siger Rene Husted Vahl.

Den anden store julehjælpsaktør på Facebook, Julehjælp, måtte allerede i slutningen af oktober lukke for flere ansøgninger.

På det tidspunkt havde 500 børnefamilier, som er de eneste, der kan ansøge hos Julehjælp, sendt ønskesedler. Julehjælp regner med at kunne sende to-tre gaver til hver af de 500 børnefamilier, for heldigvis for ansøgerne er givere strømmet til siden sidste år, fortæller Anne Brusendorff, som står bag Julehjælp.

Vi har fået mange flere donationer i år. Der er madkurve fra firmaer, mad fra folk, som har købt for meget ind til fryseren, og gavekort til Fætter BR fra folk, som synes, de ville give lidt ekstra. Vi fordeler ellers kun brugte ting, for vi synes, at verden er ved at svømme over af gode ting, som andre kan få glæde af, og giverne donerer både fladskærme, kameraer, legetøj og pakker med tøj.

Foruden de omkring 2200 familier, som får hjælp via Julehjælpen og Julehjælp, vil flere hundrede familier få hjælp gennem mindre sider på Facebook. Eksempelvis Jul med Julehjælp, som drives af en privatperson, der ønsker at være anonym. Vedkommende regner med at hjælpe 100 familier økonomisk af egen lomme.

Tro mig, der er kommet mange sørgerlige og hjerteknusende historier ind. Baggrunden for at oprette siden er, at der er så mange familier, der er trængte og har brug for hjælp, og hvis jeg bare er i stand til at hjælpe nogen, så ville det gøre mig selv og ikke mindst dem rigtig glade, skriver personen i en mail til Kristeligt Dagblad.

Rasmus Elbæk Rysgaard, ejer af Vostok Kommunikation og ekspert i fundraising, er ikke overrasket over de mange private julehjælpsdonorer på Facebook.

Vi har udviklet et samfund, hvor omsorgen er så institutionaliseret, at det meste kører over skattebilletten. Facebook rammer der, hvor det bliver personligt. Der er en relation mellem bidragsyder og nyder, og det er ikke så abstrakt som at give til en professionel organisation.

Indsamlingskonsulent Stig Fog hilser danskernes hjælpelyst i julen velkommen, men siger:

Det er en form for hjælp, som ikke løser de grundlæggende problemer ved fattigdom. Rationelt set hjælper den her form for hjælp ikke, men når vi giver penge til gode formål, handler vi ikke rationelt. Så er det et spørgsmål om følelser, og i julen er vi mest påvirkelige.