Flere unge bliver afhængige af nikotin, og det vækker bekymring

Nikotin er dybt skadeligt for især unge, og derfor er det et stort problem, at flere og flere begynder at bruge snus, tyggetobak og nikotinposer, lyder det fra ekspert. Regeringen er klar til at indføre nye afgifter

Det er især unge mellem 18 og 24, der har kastet sin kærlighed på de små poser, der placeres under overlæben, hvorfra nikotinen kan strømme ud i resten af kroppen og frigive den dopamin, der skaber en stærk afhængighed.
Det er især unge mellem 18 og 24, der har kastet sin kærlighed på de små poser, der placeres under overlæben, hvorfra nikotinen kan strømme ud i resten af kroppen og frigive den dopamin, der skaber en stærk afhængighed. Foto: David Leth Williams/Ritzau Scanpix.

Færre og færre unge ryger cigaretter.

Til gengæld begynder flere og flere at bruge nikotinposer, snus og tyggetobak, når trangen til det giftholdige stof fra tobaksplanten bliver for stor.

Det viser en undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed, der har spurgt 13.530 unge om deres brug af tobaks- og nikotinprodukter.

Charlotta Pisinger, der er læge og professor i tobaksforebyggelse ved Københavns Universitet, sætter pris på, at færre unge ryger. Men det er ingenlunde en god nyhed, at flere tyer til andre produkter, der også indeholder nikotin.

”Der er en stigende evidens for, at nikotin skader den umodne hjerne. Der er øget risiko for kognitivt besvær, dårligere indlæring, opmærksomhedsforstyrrelser, angst og depression,” siger hun og fortsætter:

”Jo yngre, man er, når man udvikler en afhængighed af nikotin, jo sværere er det at komme ud af det igen senere i livet. Dermed stiger risikoen også for, at man begynder at ryge på et tidspunkt.”

Flere og flere unge er begyndt at bruge nikotinposer. Er det ikke bedre end at ryge cigaretter?

”Det ved vi ikke nok om, da nikotinposer er et relativt nyt produkt. Men hverken snus eller nikotinposer er godkendt til rygestop. Nikotinposer er et nyt livsstilsprodukt, hvor virksomhederne satser på en livslang afhængighed.”

Det er især unge mellem 18 og 24, der har kastet sin kærlighed på de små poser, der placeres under overlæben, hvorfra nikotinen kan strømme ud i resten af kroppen og frigive den dopamin, der skaber en stærk afhængighed.

Sidste år var 12 procent af de 18 til 24-årige daglige eller lejlighedsvise brugere af røgfri nikotinprodukter. I 2021 er tallet steget til 14,6 procent.

Blandt de 15 til 17-årige er det 10,1 procent, der tager snus, nikotinposer eller tyggetobak. For de 25 til 29-årige er tallet på 5,7 procent. For begge grupper er det en lille stigning i forhold til sidste år.

Til gengæld er andelen af unge, der ryger gammeldags cigaretter, faldet med cirka to procentpoint fra 20,1 til 17,8 procent.

Charlotta Pisinger afviser, at faldet i unge, der ryger, skyldes stigningen i brug af røgfrie alternativer.

Her henviser hun til rapporten fra Statens Institut for Folkesundhed, der peger på, at andelen af unge, som bruger mindst et tobaks- eller nikotinprodukt i år, er steget fra 27 til 28,6 procent.

”Hvis tobaksvirksomhederne ikke havde proppet andre nikotinprodukter på gaden, så havde vi bare haft færre unge rygere. I stedet har vi bare fået flere unge med nikotinafhængighed,” siger hun.

Hun fremhæver det relativt nye produkt nikotinposer, der er billigere end cigaretter og almindelig snus. Det skyldes, at nikotinposer ikke indeholder tobak, og derfor kan virksomhederne sælge produktet til en pris, der er væsentligt lavere end normale cigaretter.

Det er på den baggrund, at regeringen nu undersøger mulighederne for at ”lægge afgifter på nikotinprodukter som for eksempel nikotinposer, der anvendes i stedet for afgiftsbelagt røgfri tobak”.

Det skriver skatteminister Morten Bødskov (S) i en mail til Kristeligt Dagblad.

”Alt for mange dør hvert år af rygning. Den samfundsudvikling er det afgørende for regeringen at få stoppet. Det kræver, at vi bryder fødekæden til de store tobaksfirmaer og forhindrer, at de unge generationer bliver afhængige af tobak. En del af fødekæden til cigaretterne er nikotinposer. Mange opfatter dem nemlig som et mindre farligt alternativ, men nikotin er afhængighedsskabende og sundhedsskadeligt, uanset i hvilken form det optræder,” lyder det fra Morten Bødskov.

Hos tobaksproducenternes interesseorganisation er der forståelse for, at regeringen vil sætte afgifter på nikotinposer.

”Men man bør kigge på skadevirkningerne ved produkterne, der er forskellige, og have en fornuftsbaseret tilgang, så den gruppe af rygere, der ønsker at fortsætte med at ryge, har et incitament til at skifte over til et røgfrit produkt,” siger direktør for Tobaksproducenterne Tine Marie Andersen.

Hun slår fast, at alle tobaks- og nikotinprodukter er forbeholdt voksne, og at nikotin er skadeligt for børn og unge.

”Men man er nødt til at anerkende, at der er nogle fordele ved de røgfrie produkter, som kunderne efterspørger. Der er et stort skadesreducerende potentiale, de er med til at reducere rygning, du behøver ikke gå udenfor, og du lugter ikke af røg.”

Hun anerkender, at der er nogle førstegangsbrugere af nikotinprodukter, men påpeger, at hovedparten af brugerne er tidligere rygere.

”Der er en klar tendens til, at hovedparten af brugerne skifter cigaretten ud med et røgfrit produkt. Det er set i Norge, hvor der har været en substitutionseffekt hos både unge og ældre. I Sverige er rygningen på det laveste niveau i EU, blandt andet på grund af snus.”