Flere unge bliver ramt af depression

Hver femte får depression. Flere og flere får det tidligt i livet. Det forventes at skyldes forventningspresset, som hviler over mange unge i dag både i skolen og i fritiden. Særligt piger er udsatte for depression, måske fordi de er mere såbare

Årsagen til at flere unge bliver ramt af depression i en tidlig alder kan skyldes et oplevet forventningspres: Man skal være socialt velfungerende, se godt ud, være dygtig og vellidt. Det kan blive overvældende, og mange kan fejle - og så er der kun en selv at bebrejde.
Årsagen til at flere unge bliver ramt af depression i en tidlig alder kan skyldes et oplevet forventningspres: Man skal være socialt velfungerende, se godt ud, være dygtig og vellidt. Det kan blive overvældende, og mange kan fejle - og så er der kun en selv at bebrejde. . Foto: Tobias Arhelger - Fotolia.

Da Simon Andersen var 18 år, brød han sammen på en pizzabar i Berlin. Hans kæreste havde bedt ham om at gøre opmærksom på, at de havde fået den forkerte pizza. Det blev for meget for Simon, der ikke kunne tage konfrontationen. Så kunne det jo være, at ejeren af pizzabaren ikke kunne lide ham. Der skulle gå yderligere to år, før en psykolog konstaterede, at Simon havde haft en depression, siden han var omkring 14 år.

Hver femte får depression- flere får det tidligt

Ifølge Sundhedsstyrelsen rammes hver femte dansker af depression på et tidspunkt i livet. Det bekymrende er dog, at vi bliver yngre og yngre, når vi første gang får en depression, fortæller professor i klinisk psykiatri ved Region Hovedstadens Psykiatri Poul Videbech.

”I 1950’erne var man i gennemsnit over 30 år, når man fik sin første depression, men i dag er debutalderen faldet til omkring 20 år. Det er meget bekymrende, for det betyder jo, at der sker noget i vores samfund, som påvirker vores børn og unge uheldigt,” siger han.

I årene 2010-2012 var der i gennemsnit 10.353 nye tilfælde af depression i Danmark. De 16-24-årige udgør den største gruppe svarende til, at ét ud af fem nye tilfælde af depression forekommer hos en ung. Det viser en rapport over sygdomsbyrden i Danmark, som Sundhedsstyrelsen udgav i efteråret 2015.

Forventningspres gør, at flere unge får depressioner

I de sidste år af folkeskolen begyndte Simon Andersens klassekammerater at gå til fester, men han isolerede sig i stedet mere og mere.

”Jeg følte ikke, at jeg var noget værd. Jeg følte ikke, at der var nogen, der havde brug for mig,” fortæller han.

Og som med Simon Andersen er det ikke alle tilfælde af depressioner blandt unge, der bliver opdaget, forklarer Anne Lindhardt, der er formand for Psykiatrifonden. Hun er dog ikke overrasket over, at depression i højere grad rammer de unge.

”Unge mennesker er mere sårbare over for depression. Samfundsmæssigt er der et stort forventningspres, som gør, at de nemmere kan komme til at føle sig utilstrækkelige. De skal helst være socialt velfungerende, se godt ud, være dygtige og være vellidte. Det er store krav at stille,” siger hun.

Særligt kvinder er udsatte for depression

Og den faldende debutalder har bekymrende konsekvenser, påpeger Poul Videbech.

”Vi ved, at når man får en depression som ung, er der høj risiko for at få en ny. Og fordi folk lever længere, stiger hyppigheden af depressioner, fordi der er flere år at få depressioner i.”

Det er især de unge kvinder, der lider af depression, viser rapporten fra Sundhedsstyrelsen. Således er mere end to tredjedele af de 16-24-årige, der rammes, kvinder. En forklaring kan være, at unge kvinder er mere sårbare end drengene i den alder, siger Rikke Wesselhøft, der er læge og postdoc ved Syddansk Universitet, hvor hun blandt andet forsker i depression hos unge.

”Noget tyder på, at der er flere risikofaktorer i den livsperiode, som påvirker pigerne,” siger hun og forklarer, at det især handler om relationerne til andre mennesker, hvor unge kvinder påvirkes mere af problemer med kæreste, venner og forældre.

Professor ved Børne- og Ungdomspsykiatrisk Regionscenter på Aalborg Universitet Per Hove Thomsen peger også på, at de unge kvinder modsat de unge mænd formentlig figurerer så kraftigt, fordi de er mere tilbøjelige til at søge hjælp.

”Deres depressioner kan også være nemmere at få øje på, fordi piger har en tendens til at være mere åbne om, hvordan de har det,” siger han.

Behov for øget opmærksomhed på depression

Ifølge Poul Videbech er det presserende, at der kommer øget fokus på depression blandt unge.

”Det er bekymrende, at der ikke i større grad er nogen, der har interesseret sig for, at debutalderen for depression er faldet så meget. Det kalder på, at sociologer og psykologer skal kigge på de samfundsforhold, der ligger bag,” mener Poul Videbech.

I dag er Simon Andersen 26 år. Han er studerende og bor i København med sin kæreste og deres søn. I dag ser han tilbage på sin depression som en tid i sit liv, hvor han ville ønske, han havde fået mere hjælp.

”Der burde have været nogen, der så det. I dag har jeg en erkendelse af, at ikke alle er ens. Men den erkendelse havde jeg bare ikke dengang.”