Prøv avisen

Flere unge er blevet hjemløse

En hjemløs sover i et vaskeri på Gammel Kongevej, men har ladet sine ejendele stå uden for vinduet. Foto: Mikkel Østergaard Denmark

Der er blevet flere unge hjemløse i løbet af de seneste to år. Mange af dem efterlyser bedre boligtilbud

Der bliver stadigvæk flere hjemløse og en større del af dem er unge. Det viser Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, SFIs, kortlægning af hjemløse for 2011.

Ved den seneste optælling i 2009 var der 4998 hjemløse i Danmark i 2011 er det tal oppe på 5290. Og hvor hver ottende i 2009 var mellem 18 og 24 år, er det med 1002 hjemløse i aldersgruppen i 2011 oppe på hver femte.

LÆS OGSÅ: Hovedstadens herberger er fyldt til randen

Vi kan ikke give et endegyldigt svar på, hvorfor der er kommet flere unge hjemløse, men der er rigtig mange af de unge, der siger, at de ikke kan finde en egnet bolig eller botilbud, siger forskningsassistent Heidi Hesselberg Lauritzen fra SFI.

Kortlægningen viser også, at de unge især giver økonomiske problemer skylden for, at de bor på gaden, og at en langt større del af de hjemløse unge har en psykisk sygdom end i 2009.

Ud over psykisk sygdom er der rigtig mange, der har misbrugsproblemer. Det er især noget, vi ser blandt de unge mandlige hjemløse, siger hun.

58 procent af de unge i kortlægningen har et hashmisbrug, og rapporten viser også, at næsten halvdelen af de unge til tider overnatter hos venner eller familie.

Men man kan ikke tage det som et udtryk for lykkelige familieforhold og gode naboskaber. Det er ikke hos en mor eller far, man overnatter. Det er typisk hos venner og bekendte, som også befinder sig i de samme misbrugsmiljøer, siger forskningsassistenten.

Vejen ud af hjemløshed er ud over tilbuddet om en bolig social og individuel støtte, blandt andet i form af en kontaktperson, viser forskningen.

Men vi har ikke kunnet se nogen udvikling på de punkter. Der er ikke flere, der er skrevet op til egen bolig eller til et botilbud eller flere, der angiver at have en kontakt- eller støtteperson i 2011 i forhold til 2009, siger Heidi Hesselberg Lauritzen./ritzau/