Flere unge iværksættere er drevet af filantropi

Antallet af unge entreprenører er steget markant på bare få år. Og de nye iværksættere vil ikke bare skabe en god forretning, men også en bedre verden, oplever uddannelsesinstitutioner

Udvalg for kvalitet og relevans i de videregående uddannelser fremlægger deres resultater. Uddannelses og forskningsminister sofie carsten nielsen er til stede. Ude foran bygningen demonstrerer studerende.
Udvalg for kvalitet og relevans i de videregående uddannelser fremlægger deres resultater. Uddannelses og forskningsminister sofie carsten nielsen er til stede. Ude foran bygningen demonstrerer studerende. Foto: Pelle Rink/ Denmark.

Flere unge danskere vender i dag ryggen til tilværelsen som lønmodtagere for i stedet at prøve kræfter med deres helt egne forretningsidéer og skabe egen virksomhed. Og for stadig flere af dem er det ikke kun drømmen om en god forretning og en succesfuld karriere, men derimod ønsket om at gøre en forskel, der driver værket.

Tal fra Erhversstyrelsen viser, at antallet af iværksættere under 30 år er mere end fordoblet fra 3552 i 2008 til 8677 i 2012. Tendensen er den samme blandt de helt unge mellem 15 og 20 år. Her er antallet steget fra 243 til 353 i løbet af de seneste 10 år.

Og hos såvel Fonden for Entreprenørskab som på Afdelingen for Iværksætteri på Copenhagen Business School har man set en markant forandring i profilen blandt de unge, der i dag vælger iværksættervejen.

Fra tidligere næsten udelukkende at hverve elever fra en merkantil baggrund henter de to uddannelsesinstitutioner i dag deres entreprenøraspiranter fra en bred vifte af uddannelsesinstitutioner. Blandt andet Københavns Universitet, Roskilde Universitet, Danmarks Tekniske Universitet og en række ungdomsuddannelser. Samtidig er det en tydelig tendens, at elevernes produkt- og virksomhedsidéer i stigende grad har bæredygtige profiler og et socialt ansvarligt sigte.

LÆS OGSÅ: Faglig flid er atter populær hos de unge

Før så vi primært unge mænd i jakkesæt, der først og fremmest havde fokus på den gode forretning. I dag er billedet mere nuanceret. Uanset elevernes baggrund kan vi konstatere, at en voksende andel af dem er meget optagede af at sikre en høj etisk standard i deres virksomhed. Nogle arbejder udelukkende med virksomhedsidéer, der alene har til formål at skabe forandring og forbedring for eksempel produkter af genbrugsmaterialer, udvikling af uddannelsesprogrammer og optimering af sundhedsydelser i udviklingslande, siger Christian Vinter-gaard, direktør i Fonden for Entreprenørskab.

Karina Rothoff, leder af Afdelingen for Iværksætteri på Copenhagen Business School, oplever i disse år en fordobling i antallet af studerende, der deltager i skolens workshops og aktiviteter, og også her har man lagt mærke til den nye tendens.

Fordommen om unge iværksættere, der kun er ude efter hurtige penge, holder ikke. Vi ser meget arbejdsomme og ydmyge unge, der virkelig ønsker at gøre en forskel og rykke noget for nogen. En af de helt store tendenser i øjeblikket er uddannelse. Langt de fleste af vores studerende arbejder faktisk på produkter til støtte for uddannelse i øjeblikket. For eksempel lektiehjælpsplatforme og udviklingen af læse-apps til både ind- og udland, siger Karina Rothoff.

Den ny iværksættertype passer fint overens med de grundlæggende tendenser, der kendetegner den nuværende ungdomsgeneration, lyder det fra samfundsforsker ved Aalborg Universitet Johannes Andersen, der i en årrække har beskæftiget sig med unges værdier og demokratiske deltagelse.

Den unge generation er i høj grad karakteriseret ved et stort ønske om at skabe forandring og gøre en forskel. Og så har de unge en grundlæggende tro på, at det faktisk kan lade sig gøre. De er mere netværksorienterede og dynamiske i deres tilgang end tidligere generationer, og det betyder, at de bevæger sig på nye platforme og er gode til at tænke nyt, siger han.