Hvert år ved denne tid forsvinder flere unge piger og drenge med ikke-vestlig baggrund fra deres vante omgivelser i Danmark.
Sommerferien er højsæson for de såkaldte genopdragelsesrejser, hvor unge under 18 år fra etniske minoritetsmiljøer bliver sendt på et opdragende ophold i deres forældres hjemland – i mange tilfælde mod deres viden og vilje.
Og de seneste fem år er antallet af unge, som over for de danske myndigheder og rådgivningstilbud giver udtryk for, at de frygter at blive sendt af sted på en sådan rejse, steget støt. Det viser en opgørelse fra rådgivningstilbuddet Etnisk Ung, som vejleder unge i æresrelaterede konflikter.
Her fik man i 2013 i alt 55 henvendelser om genopdragelsesrejser, og siden er tallet steget hvert år. Sidste år til 106 henvendelser. Og selvom kun omtrent halvdelen af dette år er gået, er antallet af henvendelser allerede oppe på 77. Det vil med stor sandsynlighed betyde, at 2018 kommer til at sætte endnu en rekord, oplyser Etnisk Ung. Men en genopdragelsesrejse kan have store konsekvenser for de unge.
”I de værste tilfælde kan rejsen – først og fremmest for pigerne – føre til tvungne ægteskaber og i sjældne tilfælde omskæring. Men også selvom det ikke sker, er det for det meste en meget voldsom oplevelse for de unge at komme til et land, hvor de måske aldrig har været før, og hvor de måske heller ikke taler sproget. Ofte får de taget deres pas fra sig, og det gør dem naturligvis utrygge og usikre på, hvornår de kan vende hjem,” siger Anita Johnson, der er leder af RED Safehouse, som er et sikkert opholdssted drevet af Etnisk Ung for unge på flugt fra alvorlige æresrelaterede konflikter.
For selvom nogle familier klarer at løse de konflikter om tøj, uddannelsesvalg, kærester eller venskaber, som ifølge Anita Johnson oftest er årsagen til, at de unge bliver sendt af sted, klarer andre det ikke. Og så kan situationen blive så alvorlig, at de unge må søge tilflugt på et af de to sikrede opholdssteder, som RED Safehouse og Etnisk Ung driver på hemmelige adresser i Danmark. Også her er antallet af beboere steget inden for de senere år fra 201 beboere i 2015 til 307 beboere i 2017.
Tallene viser dog ikke nødvendigvis, at flere unge end tidligere havner i æresrelaterede konflikter, siger Anita Johnson.
”Jeg ser det som et resultat af, at de unge er blevet meget mere bevidste om, hvor de skal henvende sig, hvis de har brug for hjælp. Hvor de bekymrede henvendelser før i tiden mest kom fra kommunerne eller politiet, oplever vi nu, at de unge i langt højere grad ringer direkte til os. Vi oplever også, at lærere, pædagoger og sagsbehandlere er blevet langt mere professionelle på det her område. De er blevet dygtigere til at spotte faresignalerne på forhånd og rådgive de unge,” siger hun.
Men selvom Anita Johnson håber, at flere rejser bliver forhindret, viste en rapport fra tidligere i år, som Ankestyrelsen står bag, at landets kommuner sammenlagt skønner, at omkring 100 unge bliver sendt på genopdragelsesrejse hvert år. Og det tal kan sagtens være højere.
”Der er ingen tvivl om, at der er et mørketal på området, og derfor er det også vigtigt, at vi bliver ved med at styrke den forebyggende indsats,” siger Anita Johnson.
Vigtigt er det især, at den oplysende og forebyggende indsats fremover rettes mere mod forældrene, lyder det.
”Det har man ikke gjort ret meget hidtil, men det må være næste skridt. Vi skal fortælle dem, at det her ikke er den eneste mulighed, de har, for at passe på deres børn,” siger Anita Johnsen.
Det vil dog med stor sandsynlighed blive meget vanskeligt at få forældrene i tale, mener Halime Oguz, der er folketingskandidat for SF og en aktiv stemme i debatten om social kontrol.
Halime Oguz kom til Danmark fra Tyrkiet som seksårig og har et indgående kendskab til det tyrkiske miljø i Danmark. Tyrkiet er, ifølge kommunernes opgørelser i Ankestyrelsens rapport, det land, som hyppigst er destination for genopdragelsesrejser.
”Det er godt at starte en dialog med forældrene, men man er nødt til at huske, at vi har at gøre med mennesker, for hvem æresbegrebet er så vigtigt, at nogle ligefrem er villige til at slå deres egne børn ihjel, hvis det betyder, at de igen kan gå med oprejst pande. Det er enormt svært at forstå i en dansk kontekst,” siger hun.
Også den pakistanskfødte journalist og forfatter, Rushy Rashid, mener, det bliver vanskeligt at række ud til forældrene. Næstefter Tyrkiet er Pakistan det land, som flest genopdragelsesrejser går til.
Forklaringen på, hvorfor de unge bliver sendt af sted lyder ofte, at den unge er blevet ”for dansk”, men der er god grund til at udforske de dybereliggende kompleksiteter i forældrenes beslutning, mener Rushy Rashid.
”Forældrene bliver presset fra alle sider. Først og fremmest fra familien hjemme i Pakistan, som, uanset hvor man er i verden, dikterer alt, hvad man gør. Kollektivet bestemmer alt, og kollektivets beslutning trumfer altid individets ønsker,” siger Rushy Rashid.
De kontroverser, der opstår mellem forældre, som er vokset op i Pakistan, og deres børn, som er opvokset i Danmark, er på mange måder et opgør mellem en kollektivistisk kultur på den ene side og en individualistisk kultur på den anden, forklarer Rushy Rashid.
”I den danske folkeskole opdrages børnene til at være selvstændige individer. De sætter spørgsmålstegn ved deres forældres måde at opdrage dem på, og det hverken forstår eller accepterer forældrene. Og hvis forældrene skal overleve i det patriarkalske system, der som sagt dikterer dem hjemme fra Pakistan, kan de føle sig nødsaget til fysisk at flytte barnet derned, og i nogle tilfælde måske arrangere et ægteskab i samme ombæring. Det handler alt sammen om at få barnet og familien til at blive i kollektivets fold,” siger hun.
Ifølge Rushy Rashid er det dog ikke kun familien derhjemme, som lægger pres på forældrene. Presset kan også komme fra det pakistanske miljø i Danmark, som kan have interesse i, at nogle forældre statuerer et eksempel over for deres barn, hvis barnet ikke lever op til standarderne for respektabel eller ”ærefuld” opførsel.
Men der kan også være en tredje forklaring:
”Nogle pakistanere i Danmark er næsten mere pakistanske end folk er i Pakistan. Forstået sådan, at de på en måde kapsler deres minder om den pakistanske kultur ind fra det øjeblik, de lander her. I stedet for at følge det danske samfunds udvikling, fortsætter de med at orientere sig mod Pakistan. Men de kommer til at leve i en tidslomme, for det pakistanske samfund udvikler sig jo også,” siger Rushy Rashid.
Det samme kan, ifølge Halime Oguz, gøre sig gældende i det tyrkiske miljø.
”Det er en måde at bevare accepten af sig selv på i det fællesskab i hjemlandet, som man har forladt fysisk, men som for mange stadig er det vigtigste fællesskab. Der kan endda være status i at vise, at man passer ekstra godt på det hjemlige fællesskabs værdier, når man befinder sig i et andet land, hvor man er ’truet’ af vestlig indflydelse,” siger Halime Oguz.