Prøv avisen

Flere unge vil væk fra bandemiljøet

I centrum af bandekonflikten, der nyligt har ført til to bandedrab, er Værebros Hårde Kerne, VHK, med 60-70 faste medlemmer, der udspringer fra Værebroparken og socialt boligbyggeri i Gladsaxe Kommune. På billedet ses politiet på besøg i Værebroparken. Foto: Uffe Weng

Den voldelige konflikt i hovedstadsområdet får flere til at søge hjælp i kommunernes exit-programmer

To koldblodige bandedrab på en sælger og en tømrerlærling med minimal tilknytning til bandemiljøet kombineret med flere drabsforsøg på få måneder får flere bandemedlemmer og helt unge på vej ind i miljøet til at søge mod et andet liv.

De kommunale exit-programmer for unge i bandemiljøet mærker en klar stigning på grund af den optrappede konflikt mellem banderne i Københavns-området, oplyser Gladsaxe Kommune og Københavns Kommune, hvor de to rivaliserende bander hører til.

LÆS OGSÅ: Bødskov: Vi kender 10-15 eksempler på bandepatruljer

Vores medarbejder i exit-programmet har den seneste måned fået flere henvendelser, end vi normalt får. Selvom det ikke nødvendigvis betyder, at de kommer ud, er det meget positivt, at de tager kontakt, siger SSP-konsulent Helle Damgaard i Gladsaxe Kommune.

I centrum af bandekonflikten er Værebros Hårde Kerne, VHK, med 60-70 faste medlemmer, der udspringer fra Værebroparken og socialt boligbyggeri i Gladsaxe Kommune.

Her arbejder leder af beboerrådgivningen Janni Møgelgaard med de helt unge på vej ud i problemer.

Hun oplever, at banderne er presset, og konfliktens alvor får dem til at sætte rekrutteringen af nye medlemmer på standby.

De ældre hiver ikke de helt unge ind for at stå vagt eller løbe ærinder, fordi de godt ved, at det er for farligt. De store er virkelig presset, og de smider de små hjem i sikkerhed, siger Janni Møgel-gaard

Over for VHK står den nye bande Loyal To Familia, LTF, med 50-60 unge fra Blågårds Plads og Tingbjerg i København samt Kokkedal i Nordsjælland.

Områdechef i socialforvaltningen i Københavns Kommune Joy Torpdahl har altid kunnet mærke en øget søgning til kommunens exit-program til de 18-25-årige, når bander bekriger hinanden. Og den seneste optrapning er ingen undtagelse.

I de seneste tre uger har vi haft rigtig mange henvendelser. Helt konkret har vi haft 12 henvendelser, hvor de fleste henviser til bandekonflikten som årsag, siger Joy Torpdahl.

Nogle af de unge vil flygte langt væk fra banderne og forsvinde, mens andre blot ønsker hjælp til at få en uddannelse.

Det kan for eksempel være, fordi de er blevet truet, har set nogen blive skudt efter eller simpelthen, fordi de er bange for konflikten, fortæller Joy Torpdahl.

Banden LTF har også for nylig slået sig ned i Kokkedal i Fredensborg Kommune. Her har kommunen endnu ikke noget exit-program, men i øjeblikket undersøger de behovet.

Indtil for få måneder siden var politiets og vores konklusion, at bandeproblemer ikke var aktuelt for os. Men med LTF er det blevet et problem, siger ungechef Ole Månsson.

Konflikten startede med kampen for at sælge hash i København. Men på det seneste er en hævnspiral den direkte årsag, oplyser Rigspolitiets nationale efterforskningscenter, NEC.

Det er hævn for hævnens skyld i de episoder, som kører nu, siger Michael Ask, leder af NEC.

Og selvom politiet og kommunerne arbejder på højtryk for at lægge låg på konflikten, skal en tredje spiller på banen, mener Janni Møgel-gaard:

Forældrene skal virkelig på banen nu, og de skal vide, hvor de unge er, og hvad de laver. Vi kan ikke klare det alene.