Flere vender tilbage til folkekirken

En del af de danskere, som melder sig ud af folkekirken, melder sig senere ind igen. Sidste år meldte godt 3000 voksne sig ind i folkekirken

At blive genindmeldt i folkekirken er mest udbredt i København, hvor der også er flest, som melder sig ud. Lolland-Falster Stift er det stift, hvor næstflest er blevet indmeldt i løbet af de tre første kvartaler af 2016. Arkivfoto.
At blive genindmeldt i folkekirken er mest udbredt i København, hvor der også er flest, som melder sig ud. Lolland-Falster Stift er det stift, hvor næstflest er blevet indmeldt i løbet af de tre første kvartaler af 2016. Arkivfoto. . Foto: Jacob Ehrbahn/Polfoto.

At folkekirken mister medlemmer, er velbeskrevet. Stort set ubeskrevet er dog den gruppe af mennesker, som hvert år vælger at genindtræde i folkekirken.

På landsplan har 2599 personer i alderen 20 til 99 år i de første tre kvartaler af i år meldt sig ind i folkekirken. Sidste år var der 3087 danskere, som meldte sig ind i folkekirken. Og langt de fleste er genindmeldte, som de tre kvinder og manden i Sankt Jakobs Kirke, som har fortrudt, at de meldte sig ud. Andre er dog mennesker, der vælger at blive døbt som voksne.

Lars Ottosen er sognepræst i Sankt Jakobs Kirke på Østerbro i København og har gennem årene haft samtaler med en del, som ville tilbage i den kirke, de tidligere havde forladt. I år har man på kirkekontoret ved Sankt Jakobs Kirke udfærdiget nye dåbsattester til tre kvinder og en mand, som har fortrudt, at de meldte sig ud af folkekirken og derfor har meldt sig ind igen.

”Det moderne menneske lever med et kommentatorspor, hvor man hele tiden reflekterer over sit liv og herunder også sit forhold til kirken og Gud. De fleste er rimeligt afklarede, når de ringer til os for at genindtræde.”

Der er blevet forsket i, hvorfor folk melder sig ud af folkekirken, men der er ikke dansk forskning i, hvorfor nogle genindmelder sig. For at blive genindmeldt skal man kontakte en præst, og præster siger samstemmende til Kristeligt Dagblad, at der er tale om et velovervejet valg. Lars Ottosen siger:

”En del melder sig ind, fordi de kommer i kirken uden at være medlemmer, mens andre ser på kirken som et begravelsesrum, og de melder sig ind med tanke på deres død.”

Genindmeldelserne sker hele voksenlivet. Den ældste indmeldte er en 107-årig, som meldte sig ind i 2013, men de 60-69-årige står for den største andel af indmeldelser.

At blive genindmeldt i folkekirken er mest udbredt i København, hvor der også er flest, som melder sig ud. Lolland-Falster Stift er det stift, hvor næstflest er blevet indmeldt i løbet af de tre første kvartaler af 2016.

Domprovst ved Maribo Domkirke Anne Birgitte Reiter siger:

”Det er typisk et møde med en præst, som sætter noget i gang. Når jeg taler med folk, som vil genindmeldes, minder det mig om, hvor vigtigt det er for os præster at gøre os umage i mødet med mennesker.”

”Hun meldte sig ind, selv om man kunne argumentere for, at hun ikke havde råd, men det var virkelig vigtigt for hende at få lov at høre til i det både synlige og usynlige fællesskab, som kirken er.”

Mødet var også afgørende ved den seneste genindmeldelse, domprovst Anne Birgitte Reiter har taget imod. Det var en kvinde, som havde været på en social og økonomisk rutsjetur.