Flora og fauna trues af aggressive arter

Invasive arter anses for at være en af verdens største trusler mod den biologiske mangfoldighed, og omkostningerne ved dem beløber sig til knap en milliard kroner årligt i Danmark

Mårhunden. Foto: Steen Agger/Biofoto/Scanpix.
Mårhunden. Foto: Steen Agger/Biofoto/Scanpix. Foto: Steen Agger.

Kæmpebjørneklo og dræbersnegle. Enhver haveejers skræk og begge eksempler på såkaldt invasive arter. Invasive arter er planter og dyr, der er spredt af mennesker, og hvis spredning truer den biologiske mangfoldighed i både haver og vild natur. Globalt set anses invasive arter for en af de største trusler mod biologisk mangfoldighed. Allerede i 1992 underskrev Danmark sammen med 189 andre lande FN's Biodiversitetskonvention med blandt andet det formål at sikre biologisk mangfoldighed.

Biolog i Naturstyrelsen med speciale i biodiversitet og arter Helene Nyegaard Hvid forklarer, at mangfoldigheden i naturen er med til at sikre dens robusthed og i sidste ende en række økosystemydelser, som er af stor betydning for menneskeheden.

”Det er vigtigt at sikre biologisk mangfoldighed, både fordi de forskellige arter har en værdi i sig selv, men også fordi mangfoldigheden er med til at gøre naturen mere robust og modstandsdygtig. Når naturen bliver presset på andre måder, eksempelvis af landbrug og udledning af gødning, vil den have nemmere ved at klare det, jo mere artsrig den er. En artsrig natur kan også bedre sikre mennesket økosystemydelser som bestøvning af afgrøder, rent drikkevand og muligheden for at opholde os i rekreative områder,” siger hun.

Årligt beløber omkostningerne ved invasive arter sig til knap en milliard kroner i Danmark, viser en opgørelse udarbejdet af Det Økonomiske Råds Sekretariat i 2014.

I Europa anslås EU's årlige omkostninger til 12 milliarder euro svarende til knap 90 milliarder danske kroner. Det viser en rapport fra Institut for Europæisk Miljøpolitik.

Når mennesker transporterer sig selv og varer rundt i verden, som vi har gjort i stadig større omfang med globaliseringen, flytter vi både bevidst og ubevidst dyre- og plantearter rundt i verden. På den måde krydser arterne de barrierer, der har afgrænset deres udbredelse hidtil. I mange tilfælde er det ikke problematisk.

En nytteplante som tomaten og en prydplante som tulipanen er eksempler på arter, der ikke har deres oprindelse i Danmark, men som lever her i fredelig sameksistens med den øvrige flora og fauna. Omvendt gør det sig gældende med arter som krebsepest, brun rotte og rød hestehov, der alle står på den sortliste, som Naturstyrelsen har udarbejdet over de værste invasive arter, der i dag findes i dansk natur.

Man skelner mellem hjemmehørende og ikke-hjemmehørende arter. Hjemmehørende arter er de planter og dyr, der har deres oprindelse i det pågældende geografiske område. Afgrænsningen af geografiske områder kan være oceaner, bjergkæder, floder eller klimabælter. Nogle arter hører naturligt hjemme på et helt kontinent, andre kun på en mindre ø. Hjemmehørende arter har udviklet sig evolutionært i samspil med de øvrige arter i det pågældende område. Det har ikke-hjemmehørende arter omvendt ikke gjort. De er af mennesker blevet bragt til et nyt område enten bevidst eller ubevidst. I Danmark har man ifølge Miljøministeriet registreret 2419 nye planter og dyr. Ud af dem optræder omkring én procent invasivt. Det lyder måske ikke af meget, men ifølge Miljøministeriet kan de have store konsekvenser for den biologiske mangfoldighed herhjemme. Konsekvenser, der er så voldsomme, at de kan true hele økosystemer og specifikke arter på livet, da de vil konkurrere med dem om plads og næringsstoffer, altså lys og føde. Ikke-hjemmehørende arter kan begynde at opføre sig mærkbart anderledes, fordi de er blevet flyttet til et andet miljø, hvor de ikke har samme livsbetingelser.

”Et godt eksempel er kæmpebjørneklo, som stammer fra Kaukasus, hvor den sandsynligvis har en række naturlige fjender, i den danske natur mangler disse fjender, og kæmpebjørnekloen bliver derfor et problem, da den vokser ukontrollabelt og spreder sig voldsomt,” forklarer biolog med speciale i biodiversitet og arter Helene Nyegaard Hvid.

ARKIV--Den tørre og solrige april har sat en stopper for dræbersneglenes indtog i de danske haver denne sommer, forudser Skov- og Naturstyrelsen. (Foto: Henning Bagger/Scanpix 2009)
ARKIV--Den tørre og solrige april har sat en stopper for dræbersneglenes indtog i de danske haver denne sommer, forudser Skov- og Naturstyrelsen. (Foto: Henning Bagger/Scanpix 2009) Foto: Henning Bagger

Iberisk skovsnegl - bedre kendt som dræbersneglen - er efterhånden landskendt. Haveejere bekæmper dem med sakse, spader, sneglehegn og kemi, for når sneglene besøger de danske haver i stort antal, kan de ødelægge afgrøder som gulerødder, jordbær og purløg i køkkenhaven og tulipaner, roser og stauder i prydhaven.

Arten optræder invasivt i Danmark, hvor den ikke oprindelig har hjemme. Ifølge Naturstyrelsen menes den at stamme fra Sydfrankrig og Den Iberiske Halvø. Her udgør den ikke et problem, da det tørre og varme klima formodentlig holder bestanden nede. På samme måde har den her naturlige fjender, der også bidrager til, at sneglevæksten ikke eksploderer.

Sneglens farve varierer fra orange over mørkebrun til sort, mest typisk er dog de rødbrune nuancer. Man har også stødt på albinosnegle i hvid. De fuldt udvoksede, kønsmodne dræbersnegle er mellem 7 og 15 centimeter lange. Dræbersneglen er kommet til Danmark som blind passager ved transport af planter og jord. I Danmark opdagede man den første dræbersnegl i 1991, men først i 1997 eksploderede antallet. Masseforekomster så man i første omgang på Bornholm og i Sønderjylland. Ud over at rasere haver kan sneglene forrykke balancen i økosystemerne, da den ikke har naturlige fjender. Den truer også den sorte skovsnegl, der oprindelig hører hjemme her til lands, da den er mere aggressiv. Alt tyder ifølge Naturstyrelsen på, at dræbersneglen er kommet for at blive, men ved en ihærdig indsats kan bestanden holdes nede lokalt.

Den amerikanske ribbegople kaldes populært for dræbergople, da den lever af fiskeyngel, fiskeæg og dyreplankton.ir

En amerikansk rippegople, også kaldet dræbergople. -
En amerikansk rippegople, også kaldet dræbergople. - Foto: Lars Laursen/Biofoto/Scanpix

Den æder altså de andre fisks føde og påvirker også bestandene direkte ved at æde fiskenes æg og larver.

I slutningen af 1980'erne var der et sammenfald mellem en masseforekomst af dræber-goplen og en drastisk reduktion af dyreplankton i Sortehavet, hvilket førse til et sammenbrud af fiskeriet. Dog kan forurening og overfiskning også have bidraget hertil. Ifølge Naturstyrelsen frygter man, at det også kan ske i Danmark.

Arten lever naturligt ud for den amerikanske østkyst, men er blevet spredt blandt andet med skibe, der smider det havvand, de bruger til at stabilisere skibet med og som ligger i store tanke.

Når vandet pumpes ud - for eksempel når der lastes - kan det indholde fremmede fisk og dræbergopler.

Goplen blev observeret i Lillebælt og Storebælt tilbage i 2007, og ankomsten til Danmark kan være problematisk, da havet omkring Fyn er blevet varmere over de seneste to årtier, og dermed gør det mulig for goplen at etablere sig i stort antal.

Bekæmpelse er ikke mulig, men måske kan bestanden holdes nede af dens naturlige fjende nummer ét, som findes i de danske farvande, nemlig melongoplen.

De geléagtige dyr, der lyser i mørket, har en enorm reproduktionsevne.

De er hermafroditter, danner selv både æg og sperm, og kan muligvis befrugte sig selv.

På bare 10 dage kan en enkelt gople under de rette forhold producere op til 12.000 æg.

Mange ved, at kæmpebjørneklo er en uønsket plante i haver og vild natur, da den danner tætte bestande, der fortrænger al anden plantevækst. Det samme gør sig gældende med hybenrosen også kaldet rynket rose. En enkelt plante kan dække et areal på op mod 100 kvadratmeter.

Hybenrose. -
Hybenrose. - Foto: Stig Nørhald/Biofoto/Scanpix

Den blev indført i Danmark som prydplante i 1800-tallet fra det nordøstlige Asien og blev første gang fundet i den vilde natur i 1875. I de seneste årtier har hybenrosen invaderet en lang række strande og store kystområder i Danmark.

Og det er ifølge Naturstyrelsen et problem, da planten danner tætte bestande, der skygger for solen og dermed udelukker andet planteliv, hvilket også har konsekvenser for dyrelivet. Eksempelvis er ærteblomsten musevikke truet af hybenrosen, hvormed også sommerfuglen isblåfugl er truet, da den udelukkende kan leve på denne plante.

Planten kan med sit tætte krat også starte en klitdannelse, hvor der ikke før har været en, hvilket også truer anden flora og fauna.

”Uden disse planter og dyr vil vores danske natur blive fattigere og mindre artsrig,” lyder det fra biolog i Naturstyrelsen med speciale i biodiversitet og arter Helene Nyegaard Hvid.

Planten er svær at bekæmpe.

Det kan ske ved opgravning eller ved græsning. Geder, får og kvæg græsser i så stort et omfang, at det holder planten nede og dermed skaber plads for andet plante- og dyreliv.

Mårhunden er et effektivt rovdyr, der kan udkonkurrere eksempelvis ræve, grævlinger, fugle og små pattedyr. Den kan også være til fare for mennesker, da den er bærer af den farligere bændelorm echinococcus multiloculus, der kan være dødelig for mennesker. Den kan også sprede sig til andet vildt.

Mårhunden. - Steen Agger/Biofoto/Scanpix.
Mårhunden. - Steen Agger/Biofoto/Scanpix. Foto: Steen Agger

Derfor appellerer Naturstyrelsen om befolkningens hjælp. De har oprettet en mårhundelinje, hvor man kan ringe ind, hvis man ser en dyret eller sporene efter den. Man har også gps-mærket 14 steriliserede mårhunde, der fungerer som såkaldte judasdyr.

Når et judasdyr viser tegn på at have fundet en mage, bliver parret fanget. Når de er fanget, bliver de skilt ad. Magen bliver aflivet, mens judasdyret bliver sluppet fri for at opsøge en ny mage. Dernæst har Naturstyrelsen i samarbejde med Danmarks Jægerforbund organiseret et netværk af uddannede reguleringsjægere, som skal hjælpe med at komme dyret til livs. Styrelsen har også opsat et varslingssystem med 30 vildtkameraer langs grænsen til Tyskland, der skal afsløre, når mårhunde krydser grænsen.

Pelsdyret måler 50 til 80 centimeter og kan veje op til 10 kilo. Den stammer fra Østasien og er kommet til landet, fordi man fra 1928 og særligt i årene fra 1948 til 1955 udsatte over 9000 mårhunde i den vestlige del af det daværende Sovjetunionen for at berige pelsdyr-faunaen. Herfra har arten spredt sig ud over Europa.

En amerikansk rippegople, også kaldet dræbergople. -
En amerikansk rippegople, også kaldet dræbergople. - Foto: Lars Laursen/Biofoto/Scanpix
Iberisk skovsnegl, også kaldet dræbersneglen. -
Iberisk skovsnegl, også kaldet dræbersneglen. - Foto: Morten Rasmussen/Biofoto/Scanpix
Hybenrose. -
Hybenrose. - Foto: Stig Nørhald/Biofoto/Scanpix