Prøv avisen

Flot tilslutning til Kristeligt Dagblads Venner

Mange læsere vælger at forære deres avis til Kristeligt Dagblads venner, når de rejser på ferie. Det sikrer, at hospicer og fængsler kan få avisen gratis. Foto: M. Unal Ozmen

Kristeligt Dagblads venner har gennem år 2011 sikret gratis abonnementer til flere hospicer og fængsler

Tilslutningen til Kristeligt Dagblads Venner i 2011 var flot. Foreningens formål er at få avisens abonnenter til at finansiere gratis avisabonnementer til sociale væresteder, hospicer og fængsler. Frem for at stoppe deres eget avisabonnement, når de holder ferie, valgte mange af avisens abonnenter at forære dette feriestop til Kristeligt Dagblads Venner i det forgangne år. Foreningen samler de mange små abonnementsperioder sammen til hele og fulde årsabonnementer.

LÆS OGSÅ: Vækst for Kristeligt Dagblad i 2011

I 2011 gav i alt 3355 abonnenter deres feriestop til Kristeligt Dagblads Venner. Det er en stigning på 55,4 procent i forhold til 2010. Omregnet til kroner svarede det til et beløb på 354.279 kroner. Hovedårsagen til den positive udvikling er, at donationer er muliggjort på avisens website.

I 2011 modtog i alt 105 hospicer, sociale væresteder og fængselsafdelinger et fast abonnement på Kristeligt Dagblad via denne støtte til Kristeligt Dagblads Venner.

Kristeligt Dagblads Venner leder altid efter egnede kandidater til at modtage avisen gratis, så vi kan hjælpe så godt som muligt inden for de økonomiske rammer, foreningen har. Vi håber, at avisens abonnenter, trods den finansielle krise i samfundet, vil være mindst lige så rundhåndede med at forære deres feriestop til foreningen, som de har været i det forgangne år.

Tak til alle avisens abonnenter, der via Kristeligt Dagblads Venner støtter de sociale væresteder, hospicer og fængsler med friabonnementer på Kristeligt Dagblad.