Flugt eller folkevandring deler historikere

I debatten om de strømme af mennesker, som aktuelt søger mod Europa, er der uenighed om, hvorvidt begrebet folkevandring kan bruges. Men hvis det ikke er en folkevandring, hvad er det så, spørger historiker

Tusinder af flygtninge og migranter er på vej gennem Europa. Her ankommer nogle hundrede i går med tog til den tyske hovedstad Berlin. -
Tusinder af flygtninge og migranter er på vej gennem Europa. Her ankommer nogle hundrede i går med tog til den tyske hovedstad Berlin. - . Foto: Jörg Carstensen/Scanpix.

”Folkevandringen til de rige lande” hedder en aktuel bog af samfundsforskeren Gunnar Viby Mogensen om vor tids strømme af flygtninge og indvandrere.

Og mange andre debattører - også en kulturradikal historiker som dagbladet Politikens chefredaktør Bo Lidegaard - bruger også betegnelsen ”folkevandring”. Men der er blandt tidens lærde stor uenighed om, hvorvidt begrebet overhovedet kan hæftes på det, der sker i Europa og Verden lige nu.

Især hvis man med ordet folkevandring ønsker at drage en parallel til den periode mellem cirka år 200 og 700, som betegnes folkevandringstiden, og som havde Roms fald i år 476 som en central begivenhed, er det direkte misvisende, mener en af Europas førende eksperter i Roms historie, Bryan Ward-Perkins, professor ved det britiske Oxford Universitet.

”I modsætning til, hvad der skete i Romerriget, er de migranter, der kommer ind i Europa, ikke i gang med at overtage den politiske magt. Migranterne er fattige og uden magt. Hvis vi endelig skal sammenligne med Romerriget, så har nutidens migranter mere til fælles med de slaver, der udførte det beskidte arbejde, som romerne ikke selv ville udføre,” siger Bryan Ward-Perkins.

Selve ordet folkevandring går tilbage til tyske historikere og havde faktisk oprindeligt en positiv klang.

Set fra Tyskland var perioden nemlig en ekspansionstid. Italienske historikere kalder derimod perioden Invasioni barbariche, barbarernes invasion, hvilket afspejler den romerske forståelse af tiden som civilisationens sammenbrud.

Ifølge Rasmus Glenthøj, adjunkt i historie ved Syddansk Universitet, er det helt klassisk, at historiske paralleller og analogier bliver brugt i en nutidig debat i et forsøg på at understøtte de synspunkter, man i forvejen har.

”De der refererer til folkevandringstiden som parallel, forsøger at gribe den romerske undergangsfortælling som en tolkning, de kan bruge. Andre debattører vil måske drage paralleller til redningen af jøderne i 1943, fordi den parallel fortæller en historie om medmenneskelighed, de synes, de kan bruge,” siger Rasmus Glenthøj.

Han medgiver, at folkevandring i princippet kan ses som et forholdsvis neutralt ord om grupperinger af mennesker, der flytter sig.

”Men den måde ordet bruges på lige nu, skaber et billede af enorme menneskemængder og fremmaner - især i et lille land - følelsen af at blive oversvømmet,” siger Rasmus Glenthøj.

Når Bryan Ward-Perkins undrer sig over brugen af ordet folkevandring i den danske debat, skyldes det, at man ikke drager den samme parallel i debatten i Storbritannien.

Det kan ifølge Rasmus Glenthøj hænge sammen med, at Storbritannien ikke rummer de forestillinger om at være et lille og eksistenstruet folk, som har præget Danmark siden tabet af Norge i 1814.

Men selvom der er mange forskelle på situationen i Romerriget anno 476 og Europa anno 2015, er der ifølge Uffe Østergaard, professor i historie ved CBS Handelshøjskolen i København, mange argumenter for at bruge ordet folkevandring.

”Hvis ikke det er en folkevandring, hvad er det så? En invasion? For mig forekommer det meget klart, at vi i Europa lige nu og mindst 20-30 år frem vil være udsat for et enormt invandrerpres. Samtidig ser vi, at befolkningerne i Europa bliver mindre, mens de vokser i Mellemøsten og Afrika,” siger han.

Uffe Østergaard mener naturligvis ikke, det er en invasion i form af angribende hære, der møder Europa. Men det er en befolkningsudskiftning, som i omfang modsvarer mange andre udskiftninger op gennem historien.

”Men det spændende spørgsmål er, om den europæiske kultur bliver udskiftet, bare fordi den europæiske befolkning bliver det. Personligt tror jeg, det kulturelle Europa overlever, selvom europæerne bliver nogle andre,” siger Uffe Østergaard.