16-årige Abdi Samad sidder sammen med en lille gruppe jævnaldrende på en granitbænk foran Malmø Banegård og ryger en cigaret. Den høje somaliske dreng har som de øvrige flygtninge på stationen netop fået udleveret et gratis sim-kort fra et teleselskab, så han kan ringe til sin familie i Göteborg. En lang rejse er slut.
Abdi er en af de flere hundrede flygtninge, der i løbet af i går kom til Malmø Banegård fra Rødby og Sønderjylland. Flygtningestrømmen har betydet, at flere end 686 mennesker har søgt asyl i Malmø siden søndag, og mange af asylsøgerne har været forbi banegården.
Det er en broget skare af flere hundrede personer der sidder i små klynger på gulvet i den moderne banegårdsbygning denne torsdag eftermiddag. Der er middelklassefamilier fra Damaskus med velklædte småbørn, og store grupper af forhærdede drenge under 18 år fra Somalia og Afghanistan. Og så er der grupper af unge irakere på flugt fra Islamisk Stat.
Trods menneskemylderet virker stemningen rolig og kontrolleret. Centralt på banegården har en gruppe frivillige stillet en madbod op. De frivillige hjælpere er for hovedpartens vedkommende unge med anden etnisk baggrund end svensk. De hjælper også med at skaffe togbilletter og biltransport videre til andre byer i Sverige.
For Abdi er opholdet på Malmø Banegård kulminationen på otte måneders flugt. Han fortæller, at han brød op fra Somalia i begyndelsen af 2015. Sammen med en gruppe jævnaldrende gik han til fods helt til Libyen. Her havnede han i et fængsel i tre måneder. Abdi viser nogle slemme ar på det ene ben. Han fortæller, at de skyldes mishandlingen i fængslet. Men det lykkedes ham at slippe ud, og han fik penge af andre somaliere i Libyen, så han kunne tage videre med en synkefærdig båd til Italien.
Her nåede han frem for 20 dage siden. Derfra gik turen til fods og med tog op gennem Italien og Østrig til Tyskland. De seneste tre nætter har han sovet på en nedlagt skole i Rødby, men da politiet tidligt torsdag morgen lod flygtningene rejse, tog Ali sammen med en gruppe unge somaliske teenagere toget til Sverige.
”Jeg har hørt, at Sverige er et gæstfrit land. Det er der, jeg har familie. Jeg vil studere, for i Mogadishu var min skole lukket,” fortæller Abdi.
Den unge teenager har til gengæld ikke ønsket at blive i Danmark, fordi han har hørt, at det er et land, der ikke behandler flygtninge godt. Den unge svensk-somalier, Idris Mohammed, som tolker interviewet, er enig. Idris Mohammed mener at vide, at der i Danmark findes to forskellige pas. Et for danskere og et for udlændinge.
I et hjørne af banegården sidder mindst 15 drenge fra Afghanistan. Den yngste er omkring ti år. De ældre er omkring 17 år. På et tidspunkt er der optræk til slagsmål, da en hidsig 13-årig sparker efter en af de andre drenge. De tilhører alle den etniske gruppe hazarierne, der udgør en underklasse i Afghanistan.
Den 15-årige afghaner Safdari Mohammed rækker tommelfingeren op for at tilkendegive, at han nu er kommet til det rigtige land. Han fortæller, at han ligesom flere af de andre drenge har vandret et år gennem Asien, før han nåede Europa. Han har klaret sig, fordi han fik omkring 20.000 kroner fra sin familie til at gennemføre turen.
”Jeg kan ikke være i Afghanistan på grund af Taleban,” fortæller Safdari.
Den 27-årige iraker Aoney Ahmed sidder på gulvet sammen med en gruppe landsmænd. Hans lysebrune øjne lyser op, da han bliver spurgt, hvordan det føles at være i Sverige.
”Jeg er så lykkelig. Jeg har været igennem en lang og farlig rejse, og nu er jeg i et land med demokrati. Se, hvor flinke betjentene er,” siger Aoney Ahmed, der ligesom de fleste på banegården har tilbragt de foregående tre dage i Rødby.
”De danske betjente virkede hårde sammenlignet med, hvordan de opfører sig i Sverige,” fortæller den lavstammede iraker, der er flygtet fra Islamisk Stat i byen Mosul. Han har betalt, hvad der svarer til 30.000 kroner for flugten, og han har været 20 dage undervejs. Ruten gik gennem Tyrkiet, over Middelhavet til Grækenland og derfra til fods og med tog gennem til Ungarn. I sidste uge kom han med tog til Tyskland.
”Jeg vil have en fremtid,” siger Aoney Ahmed, inden han tager mobiltelefonen frem for at få fat i sine venner i Stockholm. Her håber han at tilbringe natten.