I analysen af Danmarks og Europas flygtninge- og migrantkrise er de enige, statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl. Det europæiske asylsystem er under sammenbrud, lød det således fra statsministeren, inden han i aftes gik til krisemøde med de øvrige partiledere, mens Thulesen i sit ugebrev skrev, at både Schengen-samarbejdet og Dublin-forordningen er brudt sammen.
Der hører enigheden mellem regeringen og Dansk Folkeparti så også op. Lars Løkke Rasmussen gjorde det i går tindrende klart, at den krise, der i disse dage sender hundreder af udlændinge på flugt eller jagt efter en bedre fremtid her, kun kan løses på europæisk niveau.
Uanset det danske retsforbehold gav han i weekenden Tysklands forbundskansler Angela Merkel et symbolsk tilsagn om, at Danmark ville tage ekstra 100 flygtninge.
Tilsagnet blev, som han sagde, overhalet af virkeligheden allerede i går, da omkring 400 mennesker var kørt ind i Danmark, og de fleste af dem måtte forventes at søge om asyl.
Ganske vist ville de fleste videre til eksempelvis Sverige, men Danmark vil i modsætning til andre europæiske lande respektere Dublin-forordningen om, at asylsøgere skal registreres og have deres asylansøgning behandlet i det første land, de ankommer til. I den ekstraordinære situation har Danmark dog kontaktet de svenske myndigheder, formodentlig for at undersøge, om Sverige frivilligt vil tage imod de mange, som ønsker at komme dertil og ikke ønsker asyl i herhjemme.
Lars Løkke Rasmussen lagde ikke skjul på, hvad formålet er med at sige ja til de 100 ekstra flygtninge. Det skal bruges til at presse andre lande i EU, som modtager få eller ingen asylsøgere og emigranter, til at tage en større andel. Det handler i høj grad om de østeuropæiske lande.
Den entydige satsning på europæiske løsninger på asylkrisen står i kontrast til Dansk Folkepartis bud på, hvad der skal gøres. Det handler i øjeblikket mest om én ting, nemlig at grænsekontrollen skal genindføres så hurtigt som muligt.
Det paradoksale ved det forslag er, som statsministeren sagde tydeligt i går, at det i hvert fald i en periode kan betyde, at Danmark får flere og ikke færre asylsøgere. De internationale spilleregler er entydige på det punkt. Hvis nogen bliver stoppet i en grænsekontrol og beder om asyl, er det pågældende land forpligtet til at behandle ansøgningen, og hvis man opfylder betingelserne for asyl, får man det.
Dansk Folkepartis modargument er, at hvis Danmark opretter en grænsekontrol, kan asylsøgere fra Tyskland ifølge Dublin-konventionen sendes direkte tilbage til det sikre opholdsland.
Selvom både regeringen og Dansk Folkeparti generelt taler for en stram flygtninge- og udlændingepolitik, og selvom integrationsminister Inger Støjberg (V) i går indrykkede de ”skræmmeannoncer” i libanesiske medier, som skal få flygtninge til at søge uden om Danmark, er der mellem Venstre og Dansk Folkeparti en grundlæggende forskel i tilgangen til flygtninge- og migrantkrisen.
Statsministeren peger entydigt på, at der er brug for europæiske svar, mens Dansk Folkeparti mener, at krisen kan løses inden for nationalstatens grænser.
I går kom der opbakning til statsministerens synspunkter fra så uventede kanter som SF og De Radikale, og det illustrerer bedre end meget andet, at flygtninge- og udlændingepolitikken spiller en anden rolle, end den gjorde under VK-regeringen i nullerne. Dengang var den det kit, der holdt regeringen og Dansk Folkeparti sammen.
Regeringen og dens største støtteparti er stadig enige om en række udlændingepolitiske emner, for eksempel at ydelserne til udlændinge skal være lavere, og at det skal være sværere at få dansk statsborgerskab. Men når det kommer til, hvordan indvandringen skal reguleres, deles vandene.
Forude venter folkeafstemningen om det danske retsforbehold, og debatten om den afstemning vil grave den EU- og udlændingepolitiske grøft mellem regeringen og Dansk Folkeparti stadig dybere.
Venstre søger mod midten og de øvrige EU-positive partier, og derfor kan Lars Løkke Rasmussen ikke genbruge nullernes samarbejdsmodel, hvor Dansk Folkeparti fik indrømmelser i udlændinge- og retspolitikken mod til gengæld at acceptere økonomisk stramme reformer.