Der klages over mangel på politisk lederskab i flygtningekrisen. Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og den øvrige regering har med skiftende signaler slingret sig frem.
Løkkes erfaring ligger ikke på det internationale område, og lige kønt har ikke alt været. Specielt har regeringen udsendt indbyrdes modstridende signaler om, hvor mange tilvandrende man ville modtage. Men hvad forklarer regeringens vaklen?
Vælgerne er for tiden i opbrud. Befolkningen synes skarpt opdelt. I Dansk Folkeparti er det en udbredt holdning, at flygtningekrisen er skabt af mange års slap flygtningepolitik. Andre er blevet dybt bevæget over at se druknede flygtninge samt trætte børn og gamle mennesker forsøge at bevæge sig gennem Europa. De ønsker at hjælpe.
Lige nu er mange parate til at modtage mange flygtninge. Men det kan være en stemningsbølge, som hurtigt ændrer sig. Lige nu er det derfor meget svært for partierne at optimere vælgeropslutningen. Parlamentarisk er det afgørende spørgsmål, hvilke samarbejdsforhold, der kan dannes i trekanten mellem Socialdemokraterne (S), Venstre (V) og Dansk Folkeparti (DF).
Mønstrene har ikke nået at danne sig efter det nylige valg og lederskiftet i S. Socialdemokraterne afviser dog at samarbejde med DF. Socialdemokraterne har i det små kritiseret statsministeren for ikke at lede, men har selv indskrænket sig til et forslag om flere politifolk ved grænsen.
Måske i håb om at nogle vælgere forvekslede det med DF's krav om fast grænsekontrol. Men initiativet har S ellers overladt til andre. Herved har partiet åbnet sig for kritik, men det har også været med til at få tvivlen frem i statsministeren om, hvem han egentlig skal søge støtte hos.
Venstre og Lars Løkke Rasmussen har fået regeringsmagten på trods af et dårligt valg. Statsministeren står hverken stærkt i Folketinget eller hos vælgerne. I hans eget parti er der en del utilfredshed, hvis kursen over for flygtningene bliver så hård, som Dansk Folkeparti hidtil har villet det.
Regeringen må også undgå at komme i direkte konflikt med Tyskland og EU. På den anden side er Venstre såret over, at DF blev det største parti af de to ved folketingsvalget. Man lægger sig derfor så tæt op ad DF, som man kan for hverken at støde partiet fra sig eller afgive flere vælgere, der måtte synes, at Venstre ikke har levet op til den ”straksopbremsning” af tilvandringen, som blev lovet før valget.
Hidtil har DF stået for den klareste politiske linje, der har omfattet bevogtede grænser, restriktiv asylgivning og hjælp i nærområderne. Løkke er løbende blevet presset af Kristian Thulesen Dahl (DF), der ville undgå, at Danmark deltager frivilligt i en form for europæisk fordeling af flygtninge. DF frygter, at en fordeling ikke ville give EU incitament til at løse flygtningeproblemerne i nærområderne.
Men Thulesen Dahl tør ikke presse citronen så hårdt, at V drives i armene på S. Og han vil slet ikke risikere at trække tæppet under regeringen, fordi et nyvalg kan risikere at føre DF ud i parlamentarisk isolation.
Så uanset Thulesen Dahls beskyldninger mod statsministeren for ”uærligt spil”, for at spille ”fandango med den danske befolkning” og for at være i lommen på Angela Merkel og Tyskland, så har regeringens svingende linje presset ham til at bløde op ved at acceptere, at Danmark tager flere flygtninge på vilkår af, at de bliver samlet i særlige lejre, og at de bliver hjemsendt så snart som muligt. DF forsøger hermed at byde sig ind som partner for den usikre regering.
Med det nuværende danske fedtspil synes bolden at ligge i EU, der for tiden kan forekomme at være i opløsning. Men EU-professor Marlene Wind har gentagne gange forudsagt, at krisen snart bliver løst i et møde mellem stats- og regeringscheferne i EU.
De åbne grænser vil blive genoprettet, og der vil komme en fordelingsordning af flygtningene. Et sådant topmøde kommer uden tvivl også. Men tør de danske politikere være lige så sikre på et topmødes effektive resultater som Marlene Wind?
Der kan i al fald opnås enighed om at forstærke bevogtningen af EU's ydre grænser med ”hot spots”, hvor man nærmere undersøger de ankommende politiske og økonomiske flygtninge. Men kan man nu også opretholde de åbne grænser og få en fordelingsordning?
Blandt EU-staterne er der to helt forskellige opfattelser af, hvad der truer de åbne grænser. En række EU-stater vil redde de åbne grænser med en kvoteordning, der skal fordele flygtningene mellem landene. Men Polen, Ungarn, Tjekkiet, Slovakiet, Letland, Litauen og Rumænien er afvisende over for et obligatorisk kvotesystem.
Disse lande hævder, at et tvungent fordelingssystem netop vil få de åbne grænser til at bryde endeligt sammen, fordi ”migranterne” ikke vil blive i det land, hvor de blev anbragt. Så hvad er det for en linje i EU, Danmark skal indrette sig efter?
De danske politiske partiers spil om magten afventer nu både de danske vælgeres afklaring og en afklaring af EU's situation.
Er det lederskab? Nej. Er den uklare politik i tråd med skandinaviske staters historiske tradition for at fremme internationalt samarbejde? Nej. Er det provinsialisme? Det kan det godt kaldes. Har vi en usikker regering? Ja. Men vi har også en ualmindelig usikker og kompleks situation.