Det er med blandede følelser, at Andreas Kamm stopper sit lange virke som generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp. Han har i næsten 20 år været organisationens ansigt udadtil og været ansat i organisationen siden 1979. Han forlader nemlig posten med udgangen af oktober i år, midt i en tid, hvor verden står over for det største antal flygtninge i 70 år med flere end 65 millioner på flugt. Derfor er der i dag ifølge Andreas Kamm et kæmpe behov for organisationer som Dansk Flygtningehjælp.
”Flygtningestrømmen er vor tids største udfordring, og udfordringen ser kun ud til at vokse,” siger han og forklarer, at konflikternes kompleksitet gør dem svære at løse. Derfor efterlyser han flere ressourcer og internationale, kollektive løsninger. Løsninger, som er langsigtede, hvor både Danmark, EU og FN spiller en større rolle.
Han er dog meget tilfreds med at aflevere en stor og stærk organisation, som han mener laver et vigtigt stykke arbejde både i Danmark og ude i verden.
”Vi har bygget en organisation op, som spiller en stor rolle internationalt,” siger han.
Andreas Kamm vil fortsætte med mindre opgaver, blandt andet som formand for Rådet for Menneskerettigheder. Men den 68-årige generalsekretær har svært ved at forholde sig optimistisk, når snakken falder på verdens fremtid, som han kalder dyster.
Lige nu er der, mener han, en kæmpemæssig ubalance imellem antallet af flygtninge og de ressourcer, som det internationale samfund tilbyder.
Han taler om en ”multiplikatoreffekt”, hvor tørke, konflikter og klimaudfordringer skaber hidtil usete udfordringer for verden.
”Det er svært at være positiv. Netop nu er der 20 millioner mennesker i Afrika i blandt andet i Sydsudan, Yemen og Somalia, som risikerer at dø af sult. De lande er slet ikke rustet til at klare klimakrisen.”
I 2017 passerede antallet af syriske flygtninge de fem millioner, mens der er 6,3 millioner internt fordrevne i landet. Og han mener derfor, at der er et akut behov for flere ressourcer. I nærområderne, men også i lande, som ligger længere væk fra konfliktzonen som for eksempel Danmark.
”Man kan blive meget bekymret, når man kigger på nærområderne,” siger han og fortsætter:
”Men det er ikke nok at sende penge til lande som Jordan og Libanon, der skal også være en balance i byrdefordelingen internationalt.”
Han frygter, at både Libanon og Jordan bukker under for det massive flygtningepres.
”Vi skal passe på, at det ikke tipper over. Det vil skabe øget konflikt og eskalere flygtningesituationen endnu mere,” siger han.
Derfor skal FN styrkes, ”så det igen bliver en handlekraftig organisation med seriøse forslag til løsningerne på de massive udfordringer, verden står overfor”, siger han.
Ifølge ham er integrationen af syriske flygtninge i de to lande ikke en overkommelig opgave, da antallet af flygtninge simpelthen er for stort lige nu. Samtidig er der heller ingen udsigt til, at flygtningene kan vende tilbage til Syrien nu. Derfor mener han, at det internationale samarbejde skal styrkes markant.
”Libanon kan ikke løse den opgave. Derfor bliver Europa også nødt til at lægge ryg til.”
Han mener også, at EU har vendt ryggen til Grækenland og Italien, som står med de største udfordringer og forklarer, at Europa skal være bedre til at komme med politiske løsninger, der er holdbare på den lange bane.
Når han ser tilbage, mener han, at Danmark har spillet en passende rolle internationalt og taget et stort ansvar for flygtninge.
Men han mener også, at Danmark bør arbejde mere målrettet på internationale løsninger. Og så er han ked af den debat, der har været om flygtninge og integration i Danmark, som ifølge ham har skygget for en løsningsorienteret tilgang til integrationsudfordringerne.
”Debat er godt, men jeg synes, det har været svært at holde en faglig tone. Og det har ikke været hjælpsomt i forhold til integrationen.”8