Flygtningenævn lader syrisk gymnasieelev blive i Danmark

Flygtningenævn lader syrisk gymnasieelev blive i Danmark
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix.

Flygtningenævnet har givet den syriske gymnasieelev Aya Abu-Daher fra Nyborg en opholdstilladelse, så hun får lov at blive i Danmark.

Det skriver Politiken torsdag.

- Jeg er født på ny, siger den i dag 20-årige gymnasieelev ifølge avisen om beslutningen.

Aya Abu-Dahers sag var meget omtalt i medierne i påskedagene, efter at hendes rektor på Nyborg Gymnasium skrev et opslag om hende på Facebook.

Han kritiserede, at Aya Abu-Daher kort tid før sin studentereksamen fik besked om, at hendes ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse var blevet afvist.

- Et samfund skal kendes på, hvordan det behandler sine svageste, og Danmark er foregangsland på mange områder. Men lige nu er vi desværre også foregangsland i inhuman behandling af de sårbare i vores samfund.

- Lad Aya få sin studentereksamen og det liv, hun drømmer om, skrev rektoren, Henrik Vestergaard Stokholm, på Facebook 1. april.

Sagen vakte også stor politisk opmærksomhed. Regeringens støttepartier ville have bremset udvisningen.

Blandt andet fandt De Radikales udlændingeordfører, Kristian Hegaard, det "hjerteløst at høre om, at en ung pige, der er velintegreret, skal smides ud".

Han kalder torsdagens melding "en sejr for sund fornuft".

- Det har været fire hårde måneder. Flot kæmpet.

- Men kampen slutter ikke her. Danmark skal ikke gå forrest i at sende mennesker på flugt fra Assad tilbage i favnen på selvsamme diktator, lyder det på Facebook.

Samme melding kommer fra Enhedslistens Rosa Lund:

- Syrien er ikke sikkert og derfor skal Tesfaye (udlændinge- og integrationsminister Matthias Tesfaye (S) red.) sikre, at alle sager bliver stoppet, så ingen blive udvist til Syrien, skriver hun i en kommentar.

Den oprindelige afvisning af forlængelsen skal ses i lyset af, at Flygtningenævnet i 2019 vurderede, at det nu var sikkert for syrere at rejse tilbage til området omkring den syriske hovedstad, Damaskus.

Det var en beslutning, som fik kritik fra flere kanter, herunder Dansk Flygtningehjælp.

Aya Abu-Daher flygtede fra Syrien til Tyrkiet, gennem Europa og til sidst til Danmark med sin familie i 2015. Året forinden var hendes brødre også flygtet.

Ifølge Politiken har det - uanset afgørelsen - ikke været sikkert, at Aya Abu-Daher og hendes familie ville rejse ud af landet igen.

Myndighederne kan ikke tvinge personer, som har mistet opholdsgrundlaget i Danmark, til at rejse til Syrien. De kan anbringes på et udrejsecenter, indtil de frivilligt beslutter sig for at tage afsted, skriver avisen.

/ritzau/

/ritzau/