Flyvergrave for allierede soldater har bevaret deres betydning

Over hele landet findes der i dag mindesten og grave for de allierede, hvis fly blev skudt ned over i Danmark under Anden Verdenskrig. Gravene har bevaret deres værdi, og nye mindesmærker dukker fortsat op

Ingen af de mange flyvergrave eller mindesten er blevet nedlagt i Danmark. Derimod er der kommet flere til med årene. Af de 76 mindesten, der eksempelvis findes i Danmark, er 18 blevet oprettet de seneste 20 år.
Ingen af de mange flyvergrave eller mindesten er blevet nedlagt i Danmark. Derimod er der kommet flere til med årene. Af de 76 mindesten, der eksempelvis findes i Danmark, er 18 blevet oprettet de seneste 20 år. Foto: Jørgen Kirk/Midtjyske Medier/Ritzau Scanpix.

Arne Mosgaard kan stadig huske, dengang der styrtede et fly ned i Skarrild. Det var en lørdag nat i august 1944, og store dele af befolkningen i den midtjyske landsby var samlet til høstfest, da et Lancaster-bombefly i brand passerede hen over hovedet på dem. Den dengang 12-årige Arne Mosgaard var selv blevet sendt hjem i seng forlængst, men hørte fra sine brødre, hvordan den store maskine var styrtet i jorden nogle kilometer væk i et stort flammehav.

Mens en stor gruppe tyskere brugte søndagen på at gennemsøge kornmarkerne for mulige overlevende, blev de syv britiske lig bragt til Skarrild Kirke og begravet. Da krigen sluttede, blev der sat en mindesten for dem, og det blev efterhånden en fast tradition at samles ved flyvergraven den 5. maj.

Den mindehøjtidelighed har Arne Mosgaard i mange år været en fast deltager i.

Han har stået ved graven, når der har været andagt og kransenedlæggelse, og han har taget sig af flere af de engelske krigsveteraner, der gennem årene er kommet for at være med under markeringen.

”For mig har det været vigtigt at deltage. For det, der skete her, er en del af vores historie,” siger Arne Mosgaard.

På grund af coronakrisen er mindehøjtideligheden på Skarrild Kirkegård i år aflyst, og det samme gælder mange af de lignende markeringer i resten af landet.

Men hvis de havde været holdt, havde det ikke kun været ældre som Arne Mosgaard, der havde været at finde blandt deltagerne.

For selvom der er gået 75 år siden Anden Verdenskrigs afslutning, lader danskerne stadig til at finde de over 1000 flyvergrave i Danmark vigtige at mindes og bevare.

Det oplever Bob Cobley, der er repræsentant for den internationale organisation Commonwealth War Grave Commission i Danmark. Organisationen står for at afmærke og vedligeholde grave for faldne soldater fra Commonwealthlandene.

I går lagde han selv en blomsterkrans på Svinø Kirkegård i Sydsjælland, hvor 62 britiske soldater er begravet, og hvor der skulle have været holdt en større ceremoni.

”Ved de årlige ceremonier møder jeg danskere i alle aldre, der kommer og lægger blomster. Jeg oplever, at de tager sig af gravene, som var det deres egen familie, der lå der. Nogle er gamle nok til selv at have oplevet et flystyrt, og andre er børnebørn af modstandsfolk. Jeg taler med 30-årige, som siger, at de vil føre traditionen videre. Det er meget rørende,” siger han og tilføjer, at der også plejer at komme familier til de omkomne soldater fra udlandet for at mindes.

Ingen af de mange flyvergrave eller mindesten er blevet nedlagt i Danmark. Derimod er der kommet flere til med årene. Af de 76 mindesten, der eksempelvis findes i Danmark, er 18 blevet oprettet de seneste 20 år. Bob Cobley har selv været med til at få sat nye sten op, og Commonwealth War Grave Commission i Danmark arbejder på at identificere flere soldater, som dermed også kan få en sten.

Den internationale organisation modtager penge til at varetage flyvergravene fra sine medlemsstater, mens menighedsråd og kommuner i Danmark hjælper til med den daglige varetagelse af stederne. Det gælder blandt andet på kirkegården Fovrfeld Gravlund i Esbjerg, hvor 271 britiske flyvere ligger begravet. Ifølge Claus Tønder Jensen, der er driftsleder for Esbjergs Kommunale Kirkegårde, er gravene et stykke kulturhistorie.

”Vi tager det alvorligt, at vi er ansvarlige for de grave, som er kulturhistoriske monumenter for krigen og freden i Europa. Et par gange om året kommer delegerede fra Commonwealth War Grave Commission eller soldaterforeningen på besøg. Hjemmeværnet i Esbjerg havde også planlagt en større markering i år, men det er ikke blevet til noget på grund af den situation, som vi står i,” siger han og tilføjer, at kommunen håber at kunne have en udstilling med et elektronisk arkiv færdig efter sommerferien, så det bliver muligt for alle at søge information om flyvergravene.