Hvis du stadig er meget ked af det seks måneder efter din ægtefælles død og ikke mærker nogen bedring, kan du i fremtiden være en af dem, der får diagnosen ”forlænget sorgreaktion”.
Verdenssundhedsorganisationen WHO vil efter alt sandsynlighed i 2018 optage ”forlænget sorgreaktion” som en decideret diagnose i sin diagnosemanual - den såkaldte ICD-manual - som også bruges i det danske sundhedsvæsen. Det siger flere eksperter til Kristeligt Dagblad.
Atle Dyregrov, faglig leder af Center for Krisepsykologi i Bergen i Norge og internationalt anerkendt for sit virke som krisepsykolog, forventer, at WHO optager ”forlænget sorgreaktion” på diagnoselisten, fordi flere internationale studier har dokumenteret tilstanden. Mellem 10 og 15 procent af alle efterladte menes ifølge ham at leve op til kriterierne for diagnosen.
”Man kan beklage, at vi med en forlænget sorg som diagnose sygeliggør flere aspekter af vores liv, men det er den bedste måde til at hjælpe de mennesker, som reelt lider og i dag typisk ikke får den hjælp, de har brug for. Den nye diagnose kræver, at man skal have kæmpet med sorgen i mere end seks måneder, før man får en diagnose, og på den måde undgår man at sygeliggøre alle, som mister. Der forskes ganske lidt i sorgreaktion, men når forlænget sorgreaktion bliver en diagnose, vil man også få bedre muligheder for at forske i feltet,” siger Atle Dyregrov.
Ikke alle er begejstret for at gøre sorg til en diagnose.
Psykolog Ester Holte Kofod er ph.d.-stipendiat på Aalborg Universitet og tilknyttet forskningsprojektet ”Diagnosekultur” under ledelse af professor Svend Brinkmann. Hun mener, det er en misforståelse, når vi taler om, at man kan behandle sorg.
”Der er en tendens til, at vi ser lidelsen isoleret fra eksistensen og reduceret til en meningsløs konsekvens af noget, livet har ramt et menneske med. I vores kultur er devisen, at lidelse skal minimeres, mens lykke og velbehag skal øges, men gør man det til et ideal at minimere lidelsen, så er der en meningsdimension, som går tabt,” siger hun.
Psykolog, ph.d. Mai-Britt Guldin har arbejdet klinisk med mennesker med tab i mange år og følger arbejdet med den nye diagnose tæt. Efter hendes vurdering kan diagnosen være en hjælp for de efterladte, som oplever, at sorgen cementerer sig frem for at lette med tiden.
”Vi oplever en gruppe af efterladte, hvor den akutte sorg bare fortsætter, og hvor de bliver ved med at befinde sig i en tårnhøj stresstilstand, og som derfor har brug for yderligere hjælp. Fordelen ved diagnosen er, at de praktiserende læger via de nye kriterier lettere vil kunne pege på, hvem der har en sorg, som er på vej til at blive kronisk. Omvendt bliver det også lettere at vurdere, hvem der ikke har brug for behandling. Selvom ingen kan lide at få en diagnose, tror jeg, at mange vil kunne drage nytte af den hjælp, der følger med,” siger Mai-Britt Guldin.
Lone Vesterdal er sognepræst i Bramdrup, master i sjælesorg og forfatter til bogen ”Nedenom og hjem” om tab og tro. Hun siger:
”Problemet med en diagnosticering af sorg er, at der sker en stigmatisering af sorg og dermed en reducering. Sorg bliver noget, man skal over. Men sorg er vel noget, vi bærer med os, og der er sorger, vi aldrig kommer over, men som vi må lære at leve med.”
Det synspunkt deler 80-årige Ove Thams fra Esbjerg, som mistede sin hustru i december sidste år. Selvom han beskriver sorgen over hendes død som ”et slag så hårdt at han aldrig havde kunnet forestille sig det”, og selvom han her otte måneder senere stadig er meget påvirket af tabet, er han stærkt imod at gøre sorg til en sygdom:
”Når du sørger, er du nede at røre ved livets grundfundament. Sorgen er kærlighedens pris. Vil du undgå at opleve sorg, skal du aldrig indgå i relationer med andre mennesker. Sorg er en forfærdelig, men naturlig følelse. Smerten fortager sig med tiden, men sorgen kommer du ikke af med. Det skal man ikke gøre til en sygdom,” siger Ove Thams.