Fodboldfans: Sorte ”sørgebindstrøjer” sender da et signal

Tøjfirmaet Hummel har til landsholdet produceret en helt sort VM-trøje, der som omvandrende ”sørgebind” skal sætte fokus på de migrantarbejdere, der har mistet livet i Qatar. Godt at italesætte problemerne, siger Christian Kokholm Rothmann, formand for sammenslutningen Danske Fodboldfans

Landsholdets trøjesponsor, Hummel, har produceret en VM-trøje, som skal bruges, hvis modstanderholdet også spiller i rødt eller hvidt. Den var i spil, da Martin Braithwaite, Mikkel Damsgaard og resten af landsholdet spillede UEFA Nations League mod Kroatien for nogle uger siden.
Landsholdets trøjesponsor, Hummel, har produceret en VM-trøje, som skal bruges, hvis modstanderholdet også spiller i rødt eller hvidt. Den var i spil, da Martin Braithwaite, Mikkel Damsgaard og resten af landsholdet spillede UEFA Nations League mod Kroatien for nogle uger siden. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Landsholdets trøjesponsor, Hummel, har produceret en helt sort VM-trøje, som skal bruges, hvis modstanderholdet også spiller i rødt eller hvidt. Trøjen skal ifølge Hummel ses som ét stort sørgebind for de migrantarbejdere, der er døde under blandt andet stadionbyggerier op til VM i Qatar. Desuden har Hummel nedtonet både sit eget og DBU’s logo på alle de trøjer, landsholdet skal spille VM i.

Christian Kokholm Rothmann, formand for Danske Fodboldfans, hvad synes du om de tiltag?

Det er da i nogen grad et signal, og budskabet har også spredt sig via medierne. Jeg tror, der er en stor styrke i, at man italesætter problemet med behandlingen af migrantarbejderne, også internationalt. Det er man lykkedes med via den eksponering, der er fulgt med. Men det er også signaler, der lige skal forklares, for det er måske ikke ved første øjekast helt tydeligt, hvad Hummels pointe er.