Fodboldfesten rykker til Aserbajdsjan: Hvor politisk må sport være?

I aften møder Danmark Tjekkiet i EM-kvartfinalen, som spilles i Aserbajdsjans hovedstad Baku, 4000 kilometer væk. Beslutningen om at gøre Aserbajdsjan til værtsland er et af de politiske valg, som altid har præget store sportsbegivenheder som EM, VM og OL

Danske fans jubler med spillerne efter sidste lørdags kamp mod Wales, der sendte Danmark i kvartfinalen i Baku i Aserbajdsjan i aften. At Aserbajdsjan har fået æren af at lægge græs til en EM-kamp synes dog mere som en politisk beslutning end hensyntagen til spillerne.
Danske fans jubler med spillerne efter sidste lørdags kamp mod Wales, der sendte Danmark i kvartfinalen i Baku i Aserbajdsjan i aften. At Aserbajdsjan har fået æren af at lægge græs til en EM-kamp synes dog mere som en politisk beslutning end hensyntagen til spillerne. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Når det danske herrelandshold i aften møder Tjekkiet i EM-kvartfinalen, bliver det med op mod 1000 danske tilskuere på lægterne.

Men der er langt til Aserbajdsjan for både tilskuere og landsholdet, som landede i Baku torsdag.

Landstræner Kasper Hjulmand mener da heller ikke, at det kan have været sportslige overvejelser eller hensynet til spillerne, der ligger til grund for, at Baku har fået en kvartfinale.

”Så det må være nogle andre interesser, som gør, at man skal flyve så meget,” har han tidligere sagt på et pressemøde.

Også idrætshistoriker ved Københavns Universitet Hans Bonde mener, at valget af Baku er en af de uheldige politiske beslutninger, som præger dette års EM.

”UEFA kunne meget nemt have undgået problemet med, at en så menneskerettighedsfornægtende og antidemokratisk nation har fået et værtsskab til EM. På flere plan virker UEFA politisk tonedøve,” siger han, og vurderer generelt, at dette EM er mere politiseret end ellers.

”Blandt andet fordi sagen om regnbuefarvningen af Allianz Arena i München kom op. Det har givet hele turneringen et stærkt politisk præg,” siger Hans Bonde.

Kompleksiteten mellem sport og politik har altid eksisteret, når det gælder uddelingen af værtsskaber til autoritære styrer. Det siger lektor på Saxo-Instituttet Morten Rasmussen, som har udgivet bogen ”Europamestrene – Fodbold, nation, identitet”.

”I 1936 lå OL i Hitlertyskland, i 1940 var det planlagt til at ligge i Tokyo og i 1944 skulle det ligge i Rom. Det var simpelthen alle aksemagterne, der skulle have OL. I dag har vi EM i fodbold i Rusland og VM i Qatar. Det siger jo alt om fodboldens organisationer,” siger Morten Rasmussen, der også peger på såkaldt ”sportswashing” som politisk middel – et udtryk, der beskriver, hvordan en nation bruger sport til at forbedre sit omdømme.

”Som da Qatar købte Paris Saint-Germain,” siger han med henvisning til ejerskabet af den franske fodboldklub.

Men den nære manifestation af politik i fodbold, som det ses med regnbueflag og knælen, er af nyere dato, mener Morten Rasmussen.

”Det er udtryk for øget bevidsthed om racisme og køn, og nu har vi jo landshold, som er langt mere multietniske,” siger han, og tilføjer, at det er ”naivt” at forestille sig et EM i fodbold uden politiske manifestationer.

At hold under EM har knælet på banen i sympati med bevægelsen Black Lives Matter, kan efter Hans Bondes vurdering risikere at splitte i stedet for at samle.

”Indimellem må sporten nødvendigvis ty til politiske handlinger. Hvis der for eksempel er homofobiske tilråb fra tilskuerne, er der behov for en motiveret modpolitisering. Men det, jeg vil advare imod, er, at man hiver alle mulige eksterne manifestationer ind på stadion, for det bliver et politisk gedemarked. Dermed kritiserer jeg sådan set, at man knæler for Black Lives Matter. Det er en amerikansk indenrigskonflikt, som man har al mulig ret til at sympatisere med, men man kan bare ikke hente alt det ind i EM, som man godt kan lide, uden at andre aktører med helt andre budskaber får den samme ret,” siger Hans Bonde.

Heller ikke tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) bryder sig om udtalt politisering i forbindelse med fodboldbegivenheder som EM. Til trods for, at han, som mange vil huske, selv leverede noget af et politisk stunt i Lissabon i 1992, da han med en oneliner fik flyttet verdenspressens fokus fra det danske nej til Maastrichttraktaten over til EM-finalen mellem Danmark og Tyskland.

”Hehe,” lyder det fra Uffe Ellemann-Jensen, når han tænker tilbage på sit ”If you can’t join them, beat them”.

”Egentlig var det en af mine venner, der fandt på den sætning efter sejren over Holland. Men jeg stjal den på stedet, og den gik bagefter ud til hele verden.”

Men regnbueflag og knælen hører ikke til i EM, mener Uffe Ellemann-Jensen.

”Vi har nationalsangene, og lad det blive ved det. At begynde med alle mulige politiske udsagn undervejs, åbner for et misbrug, som vi tidligere i historien har set ved sportsbegivenheder. Nej, der skal man holde tingene adskilt.”

Hvad laver du i aften klokken 18.00?

”Jeg ser kampen herhjemme, og selvfølgelig vinder vi, for det skulle jo gerne ende med, at vi banker englænderne på Wembley. Det ville være skønt,” siger Uffe Ellemann-Jensen.