Boldene bliver kastet på banen, netop som himlen løsner ammunitionen af hård augustregn. Det siler ned, da HIK’s U14-piger indleder første træning efter sommerpausen. De skal øve forsvar og angreb og træne lidt straffespark, og ”hvis I koncentrerer jer om det og tager det seriøst…,” når træner Martin Storm lige at sige, inden én af pigerne afbryder ham med en kæk bemærkning, der sparker al seriøsitet af banen.
Vi er på Gentofte Stadion sammen med nogle af Danmarks store fodboldtalenter. De er piger, og det er – skulle man tro andet – slet ikke usædvanligt. Fodbold er en af landets største pigesportsgrene og har været det længe. Og denne sommer har landets mange tusinde pigefodboldspillere også for alvor fået nogle idoler at se op til. Hør bare, hvad én af pigerne siger til en anden:
”Jeg har fundet ud af, hvem der har dine støvler – Pernille Harder!”
En af HIK-pigerne spiller åbenbart i en model, som også klæder Danmarks måske bedste kvindelige fodboldspiller. Pernille Harder, der til dagligt spiller med folkevognslogo på trøjen i tyske Wolfsburg, er sammen med det danske kvindelandshold nået til semifinalen ved europamesterskaberne i Holland. I aften møder de Østrig efter at have besejret tyskerne i kvartfinalen – en bedrift, der har fået drømmeriske fodboldfans til at håbe på en gentagelse af mændenes EM-triumf for 25 år siden. Og en bedrift, der blev set af næsten 500.000 mennesker på DR 1’s lidet ”prime-timede” søndag formiddag.
Det er ifølge Anders Kern Boje, der er underdirektør i DR Nyheder og ansvarlig for DR Sporten, tre år siden, at mediehuset valgte ”for alvor at gå ind i kvindefodbolden på landsholdsniveau”.
”Der lå et uforløst potentiale i et hold, der havde noget karakter og så interessant ud. Vi kunne se, at kvindefodbolden rundt omkring i Europa er på vej frem,” siger han.
Landsholdet synes i hvert fald at have fået sit folkelige gennembrud i år, selvom de flere gange tidligere har høstet flotte resultater. Men til glæde for nogle og ærgrelse for andre er succesen af flere iagttagere blevet skrevet ind i en kønspolitisk fortælling.
”Vi har jo alle sammen hørt de her fraser med, at ’livet er for kort til kvindefodbold’, og at ’der er så meget, kvinder ikke forstår’. Og hvis vi kan være med til at komme sådan nogle fordomme og sådan noget forstoppelse til livs, er det rigtig positivt. Jeg kan godt afsløre, at da vi besluttede os for at gå mere ind i kvindefodbold, mødte vi også rundt omkring den der med, at ’hvorfor søren vil I bruge kræfter og energi på det?’,” siger Anders Kern Boje.
Få kan betvivle, at eksponeringen af kvinde- og mandefodbold er vidt forskellig. Og sammenlignet med andre idrætter er fodbolden da også kommet senere ud af omklædningsrummet, hvad angår accepten og eksponeringen af kvindelige udøvere.
Hvor ”landsholdet” i folkemunde altid har været lig fodboldlandsholdet for herrer, var Danmarks første kvindelige sportsstjerner derimod 1930’ernes ”svømmepiger” som Ragnhild Hveger og Inge Sørensen. I 1936 ankom de til ”tumultagtige scener på Enghave Station” efter et succesrigt OL i Berlin, og da de i 1938 vendte hjem fra EM i London med adskillige guldmedaljer i bagagen, var det ifølge journalist Tommy Heisz til 130.000 jublende mennesker på Rådhuspladsen og i Københavns gader.
”Da jeg læste reportagerne fra dengang, kunne jeg se EM-triumfen i 1992 og Befrielsen i 1945 for mig,” siger Tommy Heisz, der har skrevet en bog om de danske kvindesvømmere, der vandt berømmelse i en tid, hvor kvinder ifølge ham ”ikke måtte være med i de fleste sportsgrene”.
”Svømning var en undtagelse,” siger Tommy Heisz, inden han tilføjer, at ”går man bare 20 år tilbage i tiden (fra 1930’erne, red.), måtte kvinderne ikke træde op af vandet – man måtte ikke se deres hud”.
Tommy Heisz fortæller desuden anekdotisk, at kvinder og mænd i førkrigstiden var underlagt forskellige regler i rosporten. Hvor mændene roede om kap for at komme først, ”sad der et dommerpanel og vurderede kvinderne på æstetikken”.
Siden er meget vand løbet gennem svømmebassinerne, og de seneste årtier har kvindesporten givet os badmintonspilleren Lene Køppen, svømmeren Mette Jacobsen og tennisstjernen Caroline Wozniacki. I 1990’erne blev håndboldens ”jernhårde ladies” Danmarks kvindelige førstelandshold, og nu kommer fodboldheltinderne måske med på listen. Tommy Heisz tror ikke, at kvindernes tidligere succes i individuelle sportsgrene er tilfældig.
”Holdsporten er, hvis vi taler håndbold og fodbold, ud over kraftanstrengelser også kamp, krig og sammenstød. Det blev set som et meget maskulint anliggende dengang. Kvinder, der spillede håndbold eller fodbold i 1950’erne, tror jeg virkelig, der blev set skævt til. De trådte ind i en kamparena. Tennis og badminton er også kraftpræstationer, men der er også noget yndefuldt over det, og man er ikke i direkte clinch med modstanderen,” siger han.
Men skønhed og kamp behøver ikke at være hinandens modsætninger. Ifølge 12-årige Vigga Baadsgaard fra HIK går hun i hvert fald lige så meget op i at spille ”en flot kamp” som i at vinde. Hun elsker holdsporten, fordi ”vi alle sammen er venner” og kalder kvindelandsholdets succes for ”fedt”, fordi det giver ”nogen at se op til”.
”Så er der én, der minder om én selv, og hvor man kan se, hvad man kan gøre bedre. Hvorimod mænd er lidt mere fysiske,” siger Vigga.
Ved siden af hende sidder måske fremtidens Pernille Harder. 13-årige Mathilde Hagihara er i hvert fald udtaget til U14-landsholdet.
”Efter en kamp kom der en DBU-træner hen til mig og sagde, at han gerne ville have mig med på hans hold. Det var en meget dejlig følelse,” siger Mathilde, der tror, at udtagelsen især skyldes én ting:
”Jeg er rimelig hurtig.”