Folkesundhed. Et argument, der har været omdrejningspunkt for både grænselukninger, forsamlingsforbud og senest minknedslagtninger. Og et begreb, der bruges til at måle alt fra befolkningens forhold til overvægt, rygning og kost.
Statsministeren har brugt ordet flittigt gennem de seneste ni måneder:
”Åbner vi Danmark for hurtigt igen, så risikerer vi, at smitten stiger så voldsomt, at vi må lukke ned igen. Det må ikke ske. For det vil gå hårdt ud over både folkesundheden og økonomien, hvis vi tager to skridt frem og så må gå et tilbage,” sagde statsministeren tilbage i april, da gaderne lå øde.
”En fortsat minkavl indebærer en betydelig risiko for folkesundheden,” sagde Mette Frederiksen (S), da hun på et meget omtalt pressemøde beordrede alle mink slået ned.
Nej, der er vist ingen tvivl om, at denne folkesundhed er meget vigtig. Faktisk er folkesundheden nu så omtalt, at adjunkt i sundhedsret på Københavns Universitet Katharina Ó Cathaoir aldrig har hørt magen til.
”Normalt er det os akademikere, der argumenterer for, at folkesundheden skal fylde mere, og at staten skal reagere ud fra, hvad der er bedst for folkesundheden. Men nu befinder jeg mig i en situation, hvor jeg kan tage mig selv i at tænke, at nu går staten for langt i folkesundhedens navn,” siger Katharina Ó Cathaoir.
Coronakrisen har gjort det tydeligt, at staten med udgangspunkt i folkesundheden får en elastik i forhold til, hvad den kan tillade sig. Her peger Katharina Ó Cathaoir eksempelvis på den kraftige opfordring til at blive hjemme og ikke krydse kommunegrænser i de syv restriktionsramte nordjyske kommuner.
”Det er en menneskeret, at vi har fri bevægelighed, og staten skal overveje, om mindre indgreb kunne føre til samme resultat. Opfordringer og lovgivning med argument om folkesundhed er ikke et frirum. Eksempelvis har staten et ansvar over for sårbare borgere, som eksempelvis ensomme ældre, der ikke kunne få besøg,” siger hun.
Lektor i sundhedsjura på Syddansk Universitet Kent Kristensen påpeger, at argumentet om folkesundhed drejer sig om, at det er nogle enkelte, der bærer en tung byrde for den samlede befolkning.
”Statsministeren taler ind i det billede, at de lovregler og tvangsbestemmelser vi har, er noget, der rammer de få. Når man taler folkesundhed, så er det en retfærdiggørelse af, at det er nogle få, der bærer byrden for resten af samfundet,” siger Kent Kristensen.
Der er dog grænser for, hvad man må og ikke må i folkesundhedens navn. Og den grænse er nået og også overtrådt, påpeger Kent Kristensen.
”Se på minkavlerne. Man beordrede minkene slået ned og brød med Grundlovens krav om, at det kun kan ske ved lov. Det er det perfekte billede på, hvor langt man pludselig går med argument i folkesundheden. Man har helt overset, at der skal være en hjemmel i lovgivningen. Der er altså tale om en grundlæggende politisk beslutning.”
Katharina Ó Cathaoir understreger, at når folkesundheden bruges som argument for en handling, er det vigtigt, at staten informerer og viser gennemsigtighed, så befolkningen bliver bekendt med, hvorvidt der er tilstrækkelig evidens for en beslutning, eller om det udelukkende er en politisk beslutning.
Hun sammenligner politikernes nuværende interesse for folkesundheden med debatten om rygning, hvor politikere eksempelvis vil sige, at staten ikke skal gribe ind i lige så høj grad, og at der eksempelvis er hensyn at tage til erhvervslivet. Og når nu staten går så meget op i folkesundheden, skader det da ikke at spørge, om det ikke er på tide at afskaffe rygningen, som er den vigtigste enkeltårsag til sygdom og for tidlig død. ”Nej,” siger Liselott Blixt, sundhedsordfører i Dansk Folkeparti.
”Det er at sammenligne æble og pærer, når man sammenligner en pandemi med rygning. En pandemi har vi ikke kontrol over, hvor rygning er er et personligt valg. Hvad man gør for sig selv, mener vi ikke, at staten skal gå ind og styre,” siger hun.