I 1949 stemte De Radikale sammen med Danmarks Kommunistiske Parti i Folketinget imod, at Danmark skulle tilslutte sig Nato. De Konservative, Venstre og Socialdemokratiet stemte imidlertid for Nato-medlemskabet og sikrede dermed flertallet. År senere accepterede De Radikale så alligevel dansk Nato-medlemskab.
Men så sent som i 1983-1988 stemte partiet sammen med Socialdemokratiet – som i denne periode var Nato-skeptisk – og venstrefløjen for 27 dagsordener i Folketinget vendt mod Nato-beslutningen om opstillingen af mellemdistanceraketter i Europa som svar på, at Sovjetunionen havde gjort noget tilsvarende.
I dag er ingen i tvivl om De Radikales positive holdning til Nato, og sådan har det i realiteten været siden 1988, da partiet kom med i Poul Schlüters (K) regering.
Da projektet om Storbæltsbroen blev vedtaget i Folketinget i 1986, var De Radikale imod. Nogle årtier senere bekendte den daværende radikale leder, Margrethe Vestager, i et interview med avisen Nordjyske i 2008, at hun var decideret forelsket i Storebæltsbroen. Hun syntes ligefrem, at broen var en kulturel oplevelse, hver gang hun kørte over.
Når det gælder Øresundsbroen, var De Radikale heller ikke tilhænger, og Marianne Jelved foreslog i 1990 ligefrem, at der afholdtes en bindende folkeafstemning om, hvorvidt den overhovedet skulle bygges. Også med hensyn til denne bro ser den radikale skepsis ud til at være væk.
I dag er De Radikale et decideret EU-begejstret parti, men sådan har det langtfra altid været. Ved folkeafstemningen om EF-medlemskabet i 1972 var partiet delt midt over. I 1986 blev der holdt folkeafstemning om Danmarks ratifikation af Den Europæiske Fælles Akt – populært kaldet EF-pakken – som både drejede sig om etableringen af det indre marked og et tættere politisk samarbejde i EU. EF-pakken var helt afgørende for, at krisen i det europæiske samarbejde blev løst, og også for at der kom mere økonomisk vækst og flere jobs i Europa.
Når der kom en dansk folkeafstemning om EF-pakken, skyldtes det, at et flertal uden om regeringen var imod ratifikationen. Blandt de partier, som anbefalede et nej til EF-pakken, var De Radikale.
I årtier var den radikale linje i udlændingepolitikken en af de mest liberale blandt de danske politiske partier i Folketinget. Og mange, der ikke var enige i den radikale linje, blev hånet og udskammet. Det indrømmer i hvert fald den radikale ordfører, Andreas Steenberg. Han har for nylig udgivet bogen ”Forbudt kærlighed. Historien om, hvordan dansk udlændingepolitik kørte af sporet (og hvordan vi kan genfinde fornuften)”.
I bogen analyserer Andreas Steenberg også sit eget partis ageren siden vedtagelsen af verdens måske mest liberale udlændingelov i 1983. Han giver i et interview med Altinget.dk daværende justitsminister Erik Ninn-Hansen (K) ret i, at denne udlændingelov medførte en indvandring, som var langt større, end det var muligt at integrere.
Andreas Steenberg indrømmer også, at De Radikale har gjort sig skyldig i en ”moraliserende tankegang”, hvor folk, som var imod 1983-loven, blev kaldt ”racister”. Han er klar i mælet. De Radikale førte ikke den rigtige udlændingepolitik fra 1983 og frem. Nu har partiet imidlertid skiftet holdning.
Man kan have to holdninger til De Radikales herresving i så mange store politiske sager gennem tiderne. Den positive er, at der er tale om et parti, som virkelig er villigt til at lære af egne fejl. At man er i stand til at reflektere grundlæggende over, om man politisk set står rigtigt. Den negative er, at partiet først ændrer holdning i disse sager, når virkeligheden rammer partiet lige på og hårdt. Og at mange andre sagtens kunne indse det ufornuftige og uholdbare i de oprindelige positioner på et langt tidligere tidspunkt. Mens den første holdning kan kaldes læringsvillig, kan den anden benævnes dumstædig.
Under alle omstændigheder burde læren for alle ikke-radikale af den løbende radikale fortrydelsespolitik være, at man altid skal tage radikale udmeldinger med et gran salt. For ingen ved jo, om partiet har fortrudt om føje år.
Peter Nedergaard er professor i statskundskab ved Københavns Universitet.