Karen Ellemann, hvorfor har du sagt ja til at blive generalsekretær for Nordisk Ministerråd kun få dage efter, at du er blevet valgt til Folketinget?
Fordi det simpelthen er en drømmeopgave for mig. I hele mit politiske liv har jeg arbejdet indgående med det nordiske samarbejde, både som minister, som medlem af den danske delegation til Nordisk Råd og som formand for Foreningen Norden i Danmark. Jeg mener virkelig, at det nordiske samarbejde er vigtigere end nogensinde.
Så da jeg så stillingsopslaget i august måned, syntes jeg simpelthen, at der stod Karen Ellemann på det. Men det er ikke nogen hurtig proces, og jeg var til en af de sidste samtaler midt i valgkampen.
Tilbage i 2013 skrev du et stærkt kritisk og satirisk indlæg i Berlingske, hvor du omtalte Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd som to kaffeklubber til en milliard kroner, som spiser og drikker i 14 dage ad gangen uden at udrette noget videre. Du argumenterede for at nedlægge begge råd og lade dem erstatte af noget bedre. Hvad har ændret sig siden dengang?
Når man læser min krasse kritik i sin helhed, er den grundlæggende en kæmpe hyldest til det nordiske samarbejde og kæmpe ambitioner om, at det nordiske samarbejde skal være vedkommende for os alle sammen. Siden er der jo heldigvis også lavet mange reformer både i Nordisk Råd og i Nordisk Ministerråd.
Jeg synes kun, det er en cadeau, at de tør pege på mig som generalsekretær, vel vidende at jeg altid vil være optaget af, at vi har et effektivt nordisk samarbejde, som er vedkommende, og som bidrager til, at vi bliver den bedst integrerede region i verden.
Hvordan har det nordiske samarbejde det i efter din mening i dag?
Det har det godt. Det har fået en skarp relevans på baggrund af krigen i Ukraine. Det er tydeligt for enhver, at det nordiske samarbejde er vigtigere end nogensinde. Med Sveriges og Finlands indtræden i Nato ser vi, hvor vigtigt det er, at samarbejdet er velfungerende.
Genindførelsen af paskontrol mellem de nordiske lande under coronakrisen viste vel, at i sidste ende står ethvert land sig selv nærmest, når det brænder på? Hvad kan en generalsekretær gøre for det nordiske samarbejde i sådan en situation?
Hun kan sætte sig i spidsen for, at de dyrekøbte erfaringer, som coronakrisen gav os, skal være noget, vi vil kunne forebygge en anden gang ved netop at være stærkt bevidste om, hvad det betyder, når vi forsømmer at sikre integrationen i Norden. Det har så mange negative følgevirkninger for mennesker og virksomheder.
Hvor kommer din egen interesse for Norden fra?
Den startede faktisk helt tilbage i folkeskolen i begyndelsen af 1980’erne, hvor jeg var med på et udvekslingsprogram i den by, jeg boede i, og som var venskabsby med andre nordiske byer. Det gav mig et godt indblik i uddannelses- og kultursamarbejdet. Så er jeg jo også godt opdraget, så mange af mine ferier er tilbragt i de nordiske lande. Det har jeg også dyrket senere og udsat mine egne børn for.
Bliver der færre middage og lange forhandlingsforløb uden nævneværdige resultater med dig som generalsekretær?
Alene coronakrisen har effektiviseret meget, fordi nogle møder og drøftelser godt kan foregå på videotjeneste som Skype eller Teams. Men naturligvis er det vigtigt, at man kommer rundt og mærker de enkelte landes udfordringer og arbejde, og jeg vil ikke forbyde madindtag. Men jeg vil se til, at møder selvfølgelig er effektive og har en relevant dagsorden.