Stemningen på lærerværelset på Flemming Efterskole, cirka 10 kilometer vest for Horsens, er knitrende og forventningsfuld denne eftermiddag. Lærerne tjekker kort ind, råber muntert til hinanden og glemmer deres kaffekopper på bordet. Pedellen er påtaget gnaven. Den seneste uge har de brugt på forberedelse. Nu, denne søndag i august, mangler eleverne bare. Hvert år begynder lidt over 30.000 unge på en efterskole. Det svarer til lidt under halvdelen af en ungdomsårgang. 220 af de elever ankommer i dag med deres familier til Flemming Efterskole til velkomst, indflytning og i sidste ende adskillelse fra forældrene og et år på egne ben.
Selvom lærerne er både spændte og forventningsfulde, har mange af dem trods alt prøvet det før. Rikke Josiasen, 55 år, har været lærer på Flemming Efterskole i 28 år.
”Det er altid en spændende dag for eleverne. Det er selvfølgelig også spændende for os, men vi har set det før,” siger hun grinende.
En kort gåtur væk fra lærerværelset stiller Mette Berthelsen Nielsen, 26 år, sig klar på første sal i den elevbeboelse, der hedder Lægaarden. Her skal hun være en af de to ganglærere for 37 piger.
”Jeg glæder mig til at se, hvem de er. Det, jeg bedst kan lide som efterskolelærer og som mentor, er, at man kommer så tæt på eleverne. Man ser dem udvikle sig som mennesker,” siger hun, mens hun indimellem kigger på klokken.
Mette Berthelsen Nielsen er uddannet serviceøkonom, men hun har altid dyrket gymnastik på højt plan, og da hun var færdiguddannet, besluttede hun sig for, at hun ville være efterskolelærer i gymnastik.
”Jeg var elev her på Flemming og holdt meget af det, og jeg ville helst gerne tilbage hertil. Og alting faldt på plads, så det endte med at lykkedes – og nu er jeg her,” siger hun.
Ude på parkeringspladsen begynder de første elever med familie at ankomme. Det er egentlig lidt for tidligt i forhold til programmet, men ”sådan er det altid”, fortæller en lærer i forbifarten. Katrine Thomsen, 16 år, og hendes familie ankommer med blå Ikea-poser, en grøn plante og gummisko. Mette Berthelsen Nielsen tager smilende imod.
”Du er den første, så det bliver spændende at se, hvem du skal have som ’rumme’ (værelseskammerat, red.),” siger ganglæreren.
Katrine Thomsen spejder opmærksomt ned ad gangen.
Hun skal – i lighed med mange andre piger, der begynder på Flemming – have springgymnastik. Der er fire-fem års ventetid for piger, der vil begynde på Flemming Efterskole. Mange af eleverne er gymnastikinteresserede, og de har været på Flemming til opvisninger og er begejstrede for faciliteterne, springgraven og den professionelle stemning. Deres forældre fremhæver også, at skolen har en relativt robust faglighed – en dimension af skolelivet, der, måske ikke så overraskende, ikke fylder alverden hos Katrine Thomsen lige i dette øjeblik. Hun har glædet sig hele sommeren.
”Jeg var så træt af sidde derhjemme. Jeg skal virkelig bare være endnu mere social, end jeg allerede har været efter genåbningen af samfundet. Jeg kan slet ikke få nok,” siger Katrine Thomsen, mens hendes mor, Janne Thomsen, pakker sokker ud.
”Det her bliver en helt ny verden for hende,” siger Janne Thomsen.
”Men det er altså også lidt hårdt at skulle undvære hende,” fortsætter hun og ser på sin datter.
Katrine Thomsen ser på sin mor.
”Ja, det bliver selvfølgelig også hårdt at være væk fra familien,” medgiver hun, som om det endnu ikke helt er gået op for hende.
Idet hendes nye værelseskammerat, Ane Dige Fihl, ankommer, er den kommende separation også hurtigt glemt igen, mens de to piger forsigtigt nærmer sig hinanden i gryende samtale.
På den ande side af skolen sidder rastløse elever i det store fællesrum. Deres familier er omkring dem som talstærke bodyguards.
”Jeg mindes klart det her poolbord var større, da jeg gik her,” siger en skeptisk storebror til en ikke synderligt interesseret lillebror, der skal begynde her.
Ikke så langt derfra er Jeppe Hermann Mejer, 15 år, ved at pakke ud sammen med sin far Thomas.
Om han er nervøs, svarer Jeppe Hermann Mejer:
”Jah, det er jeg vel.”
Jeppe Hermann Mejer skal have gymnastik og fodbold.
Hans far, Thomas Mejer, er ikke spor nervøs på sin søns vegne.
”Det klarer han fuldstændigt. Han er snakkesaglig af natur.”
Far og søn debatterer, hvorvidt det nu passer, at sønnen skulle være snakkesaglig. Ordfejden afbrydes, da Jeppes nye værelseskammerat, Aksel Ålbæk Kristensen, 16 år, melder sin ankomst.
”Jeg har kun været nervøs de seneste par dage. Jeg har mest bare glædet mig,” siger han og begynder at proppe sine ting ind i skabet.
De to drenge veksler kun få ord med hinanden, en afmålt se-hinanden-an-stemning har lagt sig over værelset. Efter at værelser og værelseskammerater er set an, begynder elever og forældre at ankomme til Flemming Efterskoles store idrætshal til velkomst og kaffe. Rikke Josiasen viser elever til venstre ind i springcenteret og forældre til højre ind i den store opvisningssal.
”Det er egentlig en coronarestriktion,” siger hun lavmælt.
”Men i virkeligheden er det nok meget godt at få dem skilt ad.”
En bekymret mor rynker brynene ved oplysningen om, at hun skal en anden vej end sin datter.
”Clara! Skal du ikke have din taske med?”, spørger hun, men Clara er allerede bekymringsløst forsvundet ind i springsalen og har sat sig ved siden af de andre elever fra sin gang.
Mens forældrene drikker kaffe i den store idrætssal, byder forstander Ole Vind velkommen. Hans tale transmitteres, med otte sekunders forsinkelse, ind til eleverne i hallen ved siden af.
”Det vigtigste, man som forældre til en efterskoleelev skal vide, er, at intet nyt er godt nyt,” siger Ole Vind kærligt.
”Selv hvis de ikke svarer på sms nummer tre. Det betyder, at de hygger sig.”
Da han lidt senere begynder at tale om vigtigheden af at være et ordentligt menneske, kan et par elever ikke helt undertrykke et gab. De vil helst tale med hinanden i pauserne. Efter talen mødes mentorgrupperne ude foran hallen og skal i fællesskab tage hul på et helt nyt skoleår.
Og klokken 17.15, om godt en halv time, skal forældrene have forladt skolen, om de vil det eller ej.