"For første gang er julen noget, jeg glæder mig til"

Ebbe Larsen (i forgrunden) har sammen med sin kone Elise udgjort Møltrups forstanderpar siden 1999. Idéen ...

Ebbe Larsen (i forgrunden) har sammen med sin kone Elise udgjort Møltrups forstanderpar siden 1999. Idéen bag Møltrup er i høj grad at lede mennesker ind i et positivt fællesskab, hvor alle bidrager. Og på den måde være med til at opbygge livsmod og håb. Blandt andet også via fælles oplevelser som for eksempel sang. – Foto: Jens Welding Øllgaard

Han har mistet alle sine kære, og nu er han så nervøs for alle de triste følelser og minder, juleaften måske bringer frem.
Elise Larsen, forstander på Møltrup

Mange af de 120 mænd på Møltrup Optagelseshjem har ingen gode juleminder. Tværtimod. Men den gamle herregård i Vestjylland er blevet som et rigtigt hjem for dem, hvor de både bor og arbejder – og så er det ok at blive rørt, når lysene tændes, og ens navn pludselig står på en af gaverne under træet

Der er dyb koncentration i slagteriet. Op til jul har mændene i de hvide plasticforklæder ekstra travlt med at skære stege og hakke fars af de parterede køer. Og inde i butikken pakker en gruppe frivillige fra egnen og flere af Møltrups egne folk masser af julekurve til firmaer, der igen i år har bestilt de særlige delikatesser fra gårdbutikken på Møltrup Optagelseshjem.

Den gamle hvidkalkede herregård fra 1700-tallet ligger lidt uden for Herning og har siden 1912 fungeret som ”et næsten almindeligt hjem for hjemløse mænd i alle aldre”, som der står på nettet. Mænd, der ønsker at leve i et miljø uden alkohol og stoffer, som de fleste af dem har været afhængige af i store dele af deres liv.

Men det er nu slet ikke noget ”næsten almindeligt hjem” for de 120 mænd, der bor på stedet. For her er ikke bare en seng og et måltid mad. Her er også et arbejde i enten stalden, på marken, i slagteriet, savværket eller på vaskeriet, der blot er nogle af gårdens mange arbejdspladser.

Og for flere af mændene er Møltrup faktisk det tætteste, de nogensinde er kommet på ”et rigtigt hjem”, og første gang de overhovedet taler om at føle sig hjemme.

Karl Rahbek er en af dem. Han er 63 år og kom hertil en tirsdag morgen for godt fire år siden. Efter flere års massiv druk og på kraftig opfordring fra sine tre døtre, der sagde til ham, at nu var det nu. Han har været tørlagt siden. Blev mødt med et ”Velkommen til. Hvad kan du så bidrage med?” og fik derefter et arbejde i staldene hos gårdens 65 køer og 400 grise.

Karl Rahbek er overbevist om, at han slet ikke havde været her i dag, hvis ikke han var kommet på Møltrup ...

Karl Rahbek er overbevist om, at han slet ikke havde været her i dag, hvis ikke han var kommet på Møltrup Optagelseshjem for godt fire år siden. ”Møltrup har reddet mit liv, og sådan er det for mange af os, der bor her,” siger den 63-årige, der er en af de i alt 120 mænd, der for en kortere eller længere periode finder et hjem på den gamle herregård ved Herning. – Foto: Jens Welding Øllgaard

”Hvis ikke børnene havde sat hårdt mod hårdt, var jeg bare fortsat med at drikke, og så havde jeg nok slet ikke været her i dag. Møltrup har reddet mit liv, og sådan er det for mange af os. Det er nok bare ikke alle, der vil indrømme, at det er sådan,” fortæller Karl Rahbek, mens han holder frokostpause fra slagteriet, hvor han nu arbejder i et fleksjob.

Siden han stod på gårdspladsen første gang, har han nemlig fået mere og mere styr på det liv, der før mest bestod af uåbnede rudekuverter og tomme ølflasker. Og soveafdelingen er byttet ud med en egen lille bolig på herregårdens matrikel, hvor han kan være alene – og sammen med sin lille hund.

”Mine børn er også blevet gladere, for nu véd de, hvor de har mig. Før lavede jeg altid en million aftaler, men jeg holdt dem aldrig. I virkeligheden har jeg nok altid drukket, men mit liv knækkede fuldstændigt efter en skilsmisse for snart 17 år siden.”

På Møltrup Optagelseshjem er der nul tolerance. Et enkelt glas rødvin eller en pibe hash betyder udvisning, og det er Karl Rahbek meget glad for.

Mændene på Møltrup betragtes ikke som klienter, men som mennesker, der kommer til Møltrup for at være ...

Mændene på Møltrup betragtes ikke som klienter, men som mennesker, der kommer til Møltrup for at være med til at drive gården, herunder gårdens slagteri. – Foto: Jens Welding Øllgaard

”Hvis folk bryder reglerne, så skal de ’gå hen under uret’, som det hedder. Uret sidder over indgangsporten til Møltrup og er på den måde en slags symbol på den magiske og trygge osteklokke, vi befinder os i her. Udenfor er man meget mere usikker og risikerer desværre lynhurtigt at ryge tilbage i sit misbrug,” fortæller Karl Rahbek.

Han kalder Møltrup for sit hjem. Og lige nu glæder han sig til at få besøg af sin yngste datter, der netop kommer hjem og fejrer jul. Med sin far, de andre beboere, flere af de ansatte, deres børn og børnebørn, for hvem juleaften på Møltrup er blevet en tradition, man ikke vil undvære. Men for Karl Rahbek er det helt nyt at kunne glæde sig til julen.

”Inden jeg kom hertil, var den 24. december en dag som alle andre. Det vil sige en dag, hvor jeg mest af alt tænkte på at få noget at drikke. Og det første år jeg var her, var jeg slet ikke med, men holdt mig for mig selv. Det har jeg fortrudt. For når vi er færdige med middagen, går vi i ind i den store stue, hvor træet står. Her er vi sammen, har vores fineste tøj på, og der er masser af børn. Og ligesom da vi selv var børn, er der en godtepose til hver af os. Og tænk dig: vi har også hver især måttet ønske os en gave,” siger Karl Rahbek, der i dag nærmest har ondt af de beboere, der på grund af dårlige minder og svære savn ikke ønsker at være med til at fejre julen.

Dem er der en del af, fortæller Elise Larsen, der sammen med sin mand. Ebbe Larsen, er forstanderpar på Møltrup.

”En af beboerne fortalte, at julen for ham er noget af det værste. Han har mistet alle sine kære, og nu er han så nervøs for alle de triste følelser og minder, juleaften måske bringer frem. For andre er vi på Møltrup blevet de nærmeste pårørende, og mange af de tidligere beboere kommer derfor stadig og fejrer jul her. Og det er simpelthen så dejligt at se dem smile, at høre hvor gode de er til at synge og måske se et par våde øjne, når gaven pakkes op.”

Peter Guldager, 57, har været på Møltrup i over to år. Foto: Jens Welding Øllgaard

Og det er helt ok at blive rørt, supplerer Ebbe Larsen:

”Vi behøver ikke at være alfahanner her. Det er en af fordelene ved, at Møltrup kun optager mænd. De her mennesker har nok at gøre med at holde styr på deres tidligere misbrug, brudte relationer og en belastet økonomi. Det ville kun blive endnu mere besværligt, hvis der også var kvinder at forholde sig til.”

Og formålet med Møltrup er netop at mynddiggøre de mænd, der kommer hertil, når de er allermest kuldslåede i livet. Ved at møde dem som mennesker med potentiale og ikke som klienter. Ved at lade dem arbejde om dagen og give dem undervisning om aftenen.

”Så de på sigt får nøglen til deres eget liv,” som Ebbe Larsen formulerer det.

Fire beboere spiller Casino i Møltrups café. Foto: Jens Welding Øllgaard

Men Møltrup Optagelseshjem handler ikke kun om at skabe rammer for et værdigt liv inden for herregårdens mure. Det er mindst lige så vigtigt at ’opdrage’ folk udenfor også, forklarer Ebbe Larsen:

”Hvis det skal give mening at tale om et folk, så kræver det, at vi lærer hinanden at kende. Og det går ikke kun den ene vej. For det er lige så afgørende for at kunne leve et liv i værdighed, at andre ikke ser på en som en stakkel, der nu skal sige tak for hjælpen hele tiden. Faktisk er det mindst lige så meget folk uden for Møltrup, der skal være taknemmelige for at møde de her mænd og for blandt andet at kunne købe de fine varer, de producerer. Respekt går altid begge veje.”