Første kommune melder sig ind i kampen mod digitalt had

I Aalborg Kommune vil man benytte sig af Analyse & Tals hadalgoritme til at gøre det tryggere at færdes online. Organisation håber, at flere følger efter.

En undersøgelse fra TrygFonden viste i maj 2021, at hver 20. kommentar på Facebook er et sprogligt angreb.
En undersøgelse fra TrygFonden viste i maj 2021, at hver 20. kommentar på Facebook er et sprogligt angreb. Foto: Dado Ruvic/Reuters.

Aalborg Kommune tager nu et nyt våben i brug i kampen mod digitalt had.

I samarbejde med nonprofitorganisationen Nordic Safe Cities og TrygFonden vil kommunen benytte en algoritme til at skabe forebyggende indsatser mod den hårde tone på online fora.

Målet er at skabe større tryghed for byens borgere online, siger rådmand for job og velfærd i Aalborg Kommune Nuuradiin S. Hussein (S).

- Helt ligesom vi altid har gjort det i vores fysiske gader, så skal vi sammen med vores samarbejdspartnere arbejde for, at alle føler sig trygge i vores digitale gader, og at vi når ud til dem, som kan blive fristet af de ekstreme fællesskaber, siger han i en pressemeddelelse.

Projektet gør Aalborg til den første danske kommune, der på den måde sætter ind mod digitalt had.

Planen er dog, at andre danske byer også skal inkluderes, lyder meldingen fra vicedirektør for Nordic Safe Cities Lotte Fast Carlsen.

- Målet er selvfølgelig, at vi efterfølgende kan bruge det i andre nordiske byer, og at andre nordiske byer kan lære af Aalborg, siger hun.

Nordic Safe Cities har erfaring fra et lignende projekt i Malmø, som i dag arbejder på at oprette en digital politistyrke.

Og den slags tiltag er der faktisk stort behov for, mener Maja Kahlke Lorentzen. Hun er specialist i online hadfællesskaber og digital chikane for ekspertnetværket Cybernauterne.

- Vi ser ofte på sociale medier, at der bliver udtrykt enormt meget had mod især marginaliserede grupper. Det har selvfølgelig nogle konkrete konsekvenser for dem, der bliver udsat, men også for hvordan vi taler om vores medborgere, siger hun.

- Det kan også foregå i lukkede grupper, hvor der opdyrkes hadefulde og nærmest konspiratoriske forestillinger om andre grupper i samfundet. I værste fald kan det føre til fysisk vold og politisk ekstremisme.

Hun nævner desuden, at had på netmedier skaber et demokratisk problem.

- Det har en stor effekt på, hvem der har lyst til at blande sig i den offentlige debat eller bruge sociale medier.

Den påstand understøttes af en megafonmåling, som TV 2 fik lavet i marts sidste år.

Her svarede 68 procent af de adspurgte, at de trækker sig fra debatten på sociale medier, fordi tonen er for hård.

- Vi tænker, at Facebook-grupper er vor tids medborgerhuse. Hvis tonen er for hård til, at man har lyst til at være der, så er det jo med til at undergrave det, der skaber sammenhængskraft i vores samfund, siger han.

/ritzau/