Prøv avisen

Første Verdenskrig trak grænserne for nutidens Europa

Dette foto viser briter, som fejrer Armistice Day, våbenhviledag, i Londons gader den 11. november 1918. Senere fulgte en egentlig fredsslutning med Versailles-traktaten, men historien skulle vise, at der reelt kun var tale om en våbenhvile, og at freden først kom i 1945. – Foto: Ritzau Scanpix/AP

Den 11.11. klokken 11 i året 1918 tav kanonerne efter verdenshistoriens største blodbad på soldater, Første Verdenskrig. Med freden fulgte et nyt europakort med flere stater og færre imperier – men også et Europa med forvirring og had

”Hvis en mand i 1914 var strandet på en øde ø og vendte tilbage til civilisationen for en uge siden, ville ændringerne få ham til at tro, at hans lange ensomhed havde gjort ham gal. Han ville opleve et Tyskland, der ikke mere er et selvsikkert, arrogant imperium, men en forskræmt, undskyldende republik. Han ville opdage et Rusland, der nu bliver regeret af gårsdagens landsforviste. Han ville se det østrigske imperium som en fattig provins, løftet ud af sin betlen af sine fjenders almisser. Men det, der ville overraske ham mere end de forvirrende ændringer, ville være den ene ting, der ikke havde ændret sig: Europa er gennemsyret af had.”

Dette citat stammer fra 1919, året efter at Første Verdenskrig blev bragt til ophør. Ophavsmanden var den daværende britiske premierminister, David Lloyd George.

Freden var kommet efter en frygtelig krig. Omkostningerne og skadevirkningerne havde været hinsides enhver forventning og fatteevne med 9,7 millioner dræbte soldater og mere end dobbelt så mange, der var invalideret for livet. Men ikke bare enorme mængder af menneskeliv var gået til grunde i en krig, der både står tilbage som verdenshistoriens største blodbad på soldater og den første krig, som for alvor involverede den samlede civilbefolkning i de krigsførende lande.

Nu var europakortet forandret til ukendelighed. Imperier var gået under og erstattet af et nyt kludetæppe af selvstændige lande.

Det russiske tsardømmes kollaps i 1917 banede både vejen for en helt ny styreform, den totalitære kommunistiske stat Sovjetunionen, og for, at Finland, Polen, Estland, Letland og Litauen opstod eller genopstod som selvstændige nationer.

Det østrig-ungarske dobbeltmonarkis undergang i 1918 skabte republikkerne Tjekkoslovakiet, Jugoslavien og Ungarn, og også Tyskland måtte afstå territorium. Frankrig fik Alsace-Lorraine i 1918. Danmark fik Sønderjylland i 1920.

Uden for Europa gik det engang så mægtige Osmanniske Rige i opløsning og blev efter en blodig krig med Grækenland til det moderne Tyrkiet og banede vejen for dannelsen af nye stater som Irak, Syrien, Jordan og Libanon.

Gået til grunde var også en gammel verdensorden af monarkier, aristokratier, hierarkier og forestillinger om rigtigt og forkert. Gået til grunde var den ukuelige fremtidsoptimisme på den menneskelige civilsations vegne. Gået til grunde var den overmodige tro på, at en ny og lysere fremtid var den uundgåelige følge af enhver teknologisk nyudvikling, der havde præget årene frem til krigsudbruddet i 1914. Eller i hvert fald frem til, at det erklæret synkefri britiske luksus-passagerskib ”Titanic” ramte et isbjerg og gik til bunds i Nordatlanten i 1912.

Kanonerne tav, men Europa var præget af politisk afmagt, eksistentiel forvirring, økonomisk ruin samt udbredt hungersnød og dødelige epidemier som den spanske syge. Efter en frygtelig krig fulgte en frygtelig fred, og mange andre end David Lloyd George havde på fornemmelsen, at hadets flamme langtfra var slukket.

Da USA’s præsident Woodrow Wilson i april 1917 traf den beslutning at sende sit lands soldater ind i det endeløse myrderi på de europæiske slagmarker, skulle der en stærk argumentation til.

”Dette er krigen, som vil ende alle krige,” sagde han med et citat, der vistnok stammede fra den engelske science fiction-forfatter H.G. Wells.

Billedet forestiller Europa i henholdsvis 1912 og 1922.