Prøv avisen

Første Verdenskrig trak grænserne for nutidens Europa

Dette foto viser briter, som fejrer Armistice Day, våbenhviledag, i Londons gader den 11. november 1918. Senere fulgte en egentlig fredsslutning med Versailles-traktaten, men historien skulle vise, at der reelt kun var tale om en våbenhvile, og at freden først kom i 1945. – Foto: Ritzau Scanpix/AP

Den 11.11. klokken 11 i året 1918 tav kanonerne efter verdenshistoriens største blodbad på soldater, Første Verdenskrig. Med freden fulgte et nyt europakort med flere stater og færre imperier – men også et Europa med forvirring og had

”Hvis en mand i 1914 var strandet på en øde ø og vendte tilbage til civilisationen for en uge siden, ville ændringerne få ham til at tro, at hans lange ensomhed havde gjort ham gal. Han ville opleve et Tyskland, der ikke mere er et selvsikkert, arrogant imperium, men en forskræmt, undskyldende republik. Han ville opdage et Rusland, der nu bliver regeret af gårsdagens landsforviste. Han ville se det østrigske imperium som en fattig provins, løftet ud af sin betlen af sine fjenders almisser. Men det, der ville overraske ham mere end de forvirrende ændringer, ville være den ene ting, der ikke havde ændret sig: Europa er gennemsyret af had.”

Dette citat stammer fra 1919, året efter at Første Verdenskrig blev bragt til ophør. Ophavsmanden var den daværende britiske premierminister, David Lloyd George.

Freden var kommet efter en frygtelig krig. Omkostningerne og skadevirkningerne havde været hinsides enhver forventning og fatteevne med 9,7 millioner dræbte soldater og mere end dobbelt så mange, der var invalideret for livet. Men ikke bare enorme mængder af menneskeliv var gået til grunde i en krig, der både står tilbage som verdenshistoriens største blodbad på soldater og den første krig, som for alvor involverede den samlede civilbefolkning i de krigsførende lande.

Nu var europakortet forandret til ukendelighed. Imperier var gået under og erstattet af et nyt kludetæppe af selvstændige lande.

Det russiske tsardømmes kollaps i 1917 banede både vejen for en helt ny styreform, den totalitære kommunistiske stat Sovjetunionen, og for, at Finland, Polen, Estland, Letland og Litauen opstod eller genopstod som selvstændige nationer.

Det østrig-ungarske dobbeltmonarkis undergang i 1918 skabte republikkerne Tjekkoslovakiet, Jugoslavien og Ungarn, og også Tyskland måtte afstå territorium. Frankrig fik Alsace-Lorraine i 1918. Danmark fik Sønderjylland i 1920.

Uden for Europa gik det engang så mægtige Osmanniske Rige i opløsning og blev efter en blodig krig med Grækenland til det moderne Tyrkiet og banede vejen for dannelsen af nye stater som Irak, Syrien, Jordan og Libanon.

Gået til grunde var også en gammel verdensorden af monarkier, aristokratier, hierarkier og forestillinger om rigtigt og forkert. Gået til grunde var den ukuelige fremtidsoptimisme på den menneskelige civilsations vegne. Gået til grunde var den overmodige tro på, at en ny og lysere fremtid var den uundgåelige følge af enhver teknologisk nyudvikling, der havde præget årene frem til krigsudbruddet i 1914. Eller i hvert fald frem til, at det erklæret synkefri britiske luksus-passagerskib ”Titanic” ramte et isbjerg og gik til bunds i Nordatlanten i 1912.

Kanonerne tav, men Europa var præget af politisk afmagt, eksistentiel forvirring, økonomisk ruin samt udbredt hungersnød og dødelige epidemier som den spanske syge. Efter en frygtelig krig fulgte en frygtelig fred, og mange andre end David Lloyd George havde på fornemmelsen, at hadets flamme langtfra var slukket.

Da USA’s præsident Woodrow Wilson i april 1917 traf den beslutning at sende sit lands soldater ind i det endeløse myrderi på de europæiske slagmarker, skulle der en stærk argumentation til.

”Dette er krigen, som vil ende alle krige,” sagde han med et citat, der vistnok stammede fra den engelske science fiction-forfatter H.G. Wells.

Denne ene gang ville USA, som ellers havde passet sig selv, træde ind på verdensscenen, og så skulle der ikke være brug for at føre krig igen.

Den amerikanske præsident stillede de tropper og ikke mindst den økonomiske ballast til rådighed, der i det lange løb var med til at afgøre krigen. Han leverede også i januar 1918 en 14-punkts- plan for den kommende fred, der byggede på idéer om fri handel, fri sejlads på havene og selvbestemmelsesret for alle folk. Et nyt ”verdensparlament”, Folkeforbundet, skulle sikre verdensfreden fremad i tiden. Freden skulle også for den tabende part gøres attraktiv. Det skulle ikke være en hævnfred.

Som året 1918 skred frem, blev situationen mere og mere håbløs for Tyskland og dets allierede, men spørgsmålet var, om Tyskland kunne forhandle sig til andet og mere end en betingelsesløs overgivelse. Det var Wilson åben over for, men da krigens parter den 8. november 1918 mødtes i en jernbanevogn i byen Compiègne i Picardiet, var det franskmændene assisteret af englænderne, der førte ordet.

Der blev ingen forhandlinger. Kun nogle betingelser, som de tyske forhandlere skulle skrive under på. Tyskland skulle rømme alle besatte områder, inklusive Alsace-Lorraine, som havde været tysk siden 1871. De skulle afstå deres kanoner, jernbanevogne, fly og skibe, så de rent militært var ude af stand til at genoptage krigen. Og de skulle frigive deres krigsfanger, selvom der ikke var løfte om at frigive fanger den anden vej. De tyske forhandlere tyggede på det nogle dage. Så skrev de under. De kunne ikke andet.

Aftalen blev, at fra den ellevte time på den ellevte dag i den ellevte måned i året 1918 skulle krigshandlingerne ophøre. Lige siden har datoen den 11. november haft en ganske særlig status i Frankrig, Storbritannien og USA og markeres stadig som våbenhviledag eller veteranernes dag.

Woodrow Wilson fik sit Folkeforbund, og mange europæiske folkeslag fik deres selvbestemmelsesret, herunder sønderjyderne, der stemte sig hjem til Danmark. Han stod nu i spidsen for et USA, der var brudt igennem som verdens førende magt, såvel økonomisk som militært. Det har USA nu været i 100 år.

Men på ét afgørende punkt tog Wilson fejl – eller magtede ikke at sætte sin vilje igennem. Det blev lige akkurat den hævnfred, han havde frarådet. Og det blev alt andet end krigen, der endte alle krige.

Endeligt slut var krigen formelt den 28. juni 1919, da våbenstilstanden blev afløst af en fredstraktat, Versailles-traktaten, som blandt andet rummede bestemmelser om den enorme krigsskade-erstatning, Tyskland blev pålagt. Tilsvarende og endnu mere ydmygende traktater blev udarbejdet for Østrig-Ungarn og Det Osmanniske Rige.

Da Ferdinand Foch, den franske marskal, øverstkommanderende for de samlede allierede tropper og leder af den ubøjelige delegation i jernbanevognen i Compiègne, erfarede ordlyden af Versailles-traktaten, lød hans kommentar:

”Dette er ikke en fred. Det er en våbenstilstand for 20 år.”

Ydmygelsen og forarmelsen af de tabende nationer, Tyskland, Østrig-Ungarn og Det Osmanniske Rige, var omfattende.

De tre lande fik hele skylden for den frygtelige krig og blev bedt om at afstå landområder, herunder samtlige de tyske kolonier i Afrika, samt betale erstatning.

Svimlende 132 milliarder guldmark lød regningen på fra sejrherrerne til Tyskland alene.

Det Tyskland, som ikke mindst af økonomiske årsager havde været nødt til at søge i retning af våbenstilstanden og de ydmygende fredsbetingelser. Det Tyskland, som nu skiftede fra mægtigt kejserrige til forskræmt, skrøbelig republik med hævntørstige, totalitære kræfter lurende i kulissen.

Italien havde været på de sejrende magters side og overtog ved fredsslutningen herredømmet over Sydtyrol fra Østrig-Ungarn, men kom alligevel så dybt forarmet ud af verdenskrigen, at det liberale demokrati på længere sigt ikke kunne stå for presset. I 1922 overgik magten til andre totalitære kræfter, da Benito Mussolini og hans fascistparti indførte endnu en styreform, verden ikke havde set før: det nationalistiske diktatur, hvor kongen var en ren marionet og al magt var koncentreret hos il Duce, føreren.

Den 1. september 1939 – 20 år og to måneder efter Ferdinand Fochs profetiske kommentar om Versailles-freden som 20 års våbenstilstand – brød Anden Verdenskrig ud.

Den 17. juni 1940 kapitulerede Frankrig til Tysklands stærke magthaver, Adolf Hitler, som insisterede på, at betingelserne herfor skulle underskrives i den selvsamme jernbanevogn fra Compiègne, hvor Frankrig og Storbritannien havde ydmyget Tyskland i 1918, og som lige siden havde været udstillet som sejrsmonument i Paris.

Efter underskrivelsen blev jernbanevognen ført til Berlin. Som sejrsmonument.

På dette foto ses amerikanske soldater under den såkaldte Meuse-Argonne-offensiv i september 1918, som var med til at bringe Første Verdenskrig til en afslutning. Krigen blev mere langvaring og blodig, end nogen havde forestillet sig det muligt, og på 100 års afstand fremstår den som begyndelsen til enden på både Europas verdensherredømme og Guds position i alle samfundets institutioner. – Foto: Ritzau Scanpix/AP
Billedet forestiller Europa i henholdsvis 1912 og 1922.