Prøv avisen

Fogh siger nej til ambassadør-møde

Statsministeren kalder det en principsag, at han ikke vil mødes med muslimske ambassadører for at diskutere den danske ytringsfrihed

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) afviser at tage et møde med 11 muslimske ambassadører, som har klaget over, hvad de beskriver som "den igangværende smædekampagne i offentlige danske kredse og medier mod islam og muslimer".

Anders Fogh Rasmussens afvisning kommer, efter at oppositionen ellers har opfordret ham til at tage et sådan møde, fordi det kan fremme forståelsen.

"Det er noget rent principielt. Det vil jeg ikke, fordi det er så selvindlysende klart, hvad det danske folkestyre bygger på af principper, at det er der ikke nogen baggrund for at holde et møde om," sagde statsministeren i går på et pressemøde.

Anders Fogh Rasmussen har tidligere i et brev til de 11 ambassadører opfordret muslimer, der føler sig forfulgt i den offentlige debat, til at gå til de danske domstole. På pressemødet gentog han, at der er en udstrakt grad af ytringsfrihed i Danmark, så længe man holder sig inden for lovgivningens rammer, og at eventuelle motiver for ytringerne ikke spiller nogen rolle.

"Jeg har som statsminister ikke noget som helst redskab til at gribe ind overfor pressen – og jeg ønsker heller ikke et sådan redskab. Det er simpelthen fundamentet i vort folkestyre, at en statsminister ikke kan gribe og styre pressen. Så er der nogle, som siger, at pressen skal være konstruktiv. Jo, jeg tænker også tit ved mig selv, at det kunne være dejligt. Men hvem skal vurdere det? Det er et fuldstændig urimeligt krav at stille.

Nej, pressen skal være kritisk. Det må jeg tåle som statsminister, og det må religioner også tåle. Et frit folkestyre har i sin kerne, at der kan stilles spørgsmålstegn ved alt – også ting, som, nogle vil føle, er provokerende," sagde Anders Fogh Rasmussen.

Den diplomatiske henvendelse fra de 11 ambassadører kommer oven på den seneste tids debat om 12 tegninger af profeten Muhammed i Morgenavisen Jyllands-Posten. Ambassadørerne skriver i brevet, at offentliggørelsen af Muhammed-tegningerne er en del af smædekampagnen, som også omfatter Louise Freverts (DF) udfald mod muslimer, kulturminister Brian Mikkelsens (K) udtalelser om en kulturkamp mod muslimerne samt racismesigtelserne mod Radio Holger.

"Vi tager afstand fra disse udtalelser og publikationer og opfordrer Dem til at retsforfølge de ansvarlige for at skabe religiøs harmoni, bedre integration og forbedre Danmarks almindelige forhold til den muslimske verden," hedder det i brevet fra ambassadørerne, der blandt andet tæller en række arabiske lande samt Pakistan, Iran, Bosnien-Hercegovina, Indonesien samt Tyrkiet.

Senest har også den muslimske verdensorganisation Organization of The Islamic Conference (OIC) sendt en protestskrivelse til Danmarks statsminister i kølvandet på offentliggørelsen af de 12 danske tegninger af profeten Muhammed. OIC har 56 muslimske medlemslande.