Folk dør alene - sådan er samfundet i dag

I dag dør hver tiende af os helt alene og en stor del heraf i total ubemærkethed. Man kan ikke gå ud fra, at familien eller kommunen er til stede, og i stedet træder frivillige til

I dag dør hver tiende af os helt alene og en stor del heraf i total ubemærkethed. Man kan ikke gå ud fra, at familien eller kommunen er til stede, og i stedet træder frivillige til
I dag dør hver tiende af os helt alene og en stor del heraf i total ubemærkethed. Man kan ikke gå ud fra, at familien eller kommunen er til stede, og i stedet træder frivillige til. Foto: .

I boligbebyggelsen Maglehøj i Frederiksværk var der for nogle uger siden en beboer, der blev fundet efter at have ligget død i sin lejlighed i tre uger. Kort efter blev en anden beboer fundet, i dette tilfælde tre dage efter at døden var indtruffet. Da lederen af boligselskabets integrationsprojekt, John Toettcher, hørte om dette, undrede han sig. Hvis to døde alene i ubemærkethed på så kort tid i en bebyggelse med 800 mennesker, hvor mange døde så på den måde i hele Halsnæs Kommune? Og i hele landet?

LÆS OGSÅ: Frivillige vil hindre ubemærkede dødsfald

Man kunne mene, at det burde være familiens ansvar at holde kontakt, men 64-årige John Toettcher stammer selv fra England, og hans børn bor i Shanghai og New York, så han forstår godt, de ikke lige kigger forbi i Frederiksværk:

"Sådan er samfundet i dag. Man holder sig for sig selv, og familien kan være langt væk. Der er meget i det danske samfund, jeg finder vildt mærkeligt, men jeg har også boet fem år i Rusland, og dét var endnu mere mærkeligt. Jeg tænker ikke så meget over, hvorfor det er sådan, jeg vil hellere gøre noget ved det."

Derfor er John Toettcher nu som lokal formand for Dansk Røde Kors og i samarbejde med Halsnæs Kommune, Ældre Sagen og et lokalt firma, der gerne vil engagere sig i frivilligt arbejde, ved at organisere et system af tryghedsopkald i kommunen. Systemet er i de senere år afprøvet flere andre steder i landet, men det er nyt, at firmaer går med ind i projektet. Tanken er, at for eksempel kontoransatte, der alligevel foretager en masse opkald hver dag, lige tager en enkelt opringning i arbejdstiden til gamle fru Hansen for at høre, om hun har det godt.

Michael Hviid Jacobsen er professor i sociologi ved Aalborg Universitet og har forsket i vores syn på døden. Han peger på, at ændrede familiemønstre og stigende geografisk afstand mellem mennesker er medvirkende til, at cirka 5000 af de årlige 55.000 dødsfald er folk, der dør alene. Han har selv forsket i de mennesker, som er så alene i døden, at myndighederne efterfølgende må annoncere efter pårørende. Her er det typisk historier om skilsmisser eller misbrug, der ligger bag. Eller historier om folk, der bliver så gamle, at alle dem, de kendte, er døde før dem selv.

Nogle er meget ulykkelige over at leve alene, men der er også mange, som selv trækker sig fra omverdenen. Og ikke mindst i de store byer er der mulighed for at leve et liv på stor social distance, selvom man bor lige dør om dør med andre mennesker, siger Michael Hviid Jacobsen, som ikke vil svare entydigt på, om det er familien, kommunen eller frivillige i omgivelserne, der bærer ansvaret for, at færre kommer til at dø i ubemærket ensomhed:

"Jeg håber aldrig, vi får et samfund, hvor det er et enten-eller. Det bør være alles ansvar, men samtidig må vi gøre os klart, at det er umuligt helt at undgå."

Else Smith er i dag direktør i Sundhedsstyrelsen, men var som læge for 10 år siden med til at gennemføre den eneste danske undersøgelse af mennesker, som bliver fundet døde, uden at familie eller pårørende har været involveret. Hun fandt ud af, at døden i ensomhed forekommer langt oftere i hovedstaden end i de mindre samfund i det daværende Storstrøms Amt og var overrasket over, at det var hver syvende københavner, som led denne skæbne:

"Jeg tror, det betyder uendelig meget for os alle, at der er nogen omkring os, når vi dør. Vi i sundhedsvæsenet kan gøre meget i forhold til de mennesker, der har en kendt sygdom. Men i forhold til mange andre er det et spørgsmål om, at vi som samfund bliver bedre til at forlige os med døden. Og at vi bliver mindre bange for at ringe op til eller ringe på hos mennesker i vores nærhed. Jeg bor selv i en opgang, hvor vi ikke render hinanden på dørene. Men der er ikke tvivl i mit sind om, at det er vigtigt."