Folk må hjælpe sig selv

Antallet af patienter overgår, hvad hospitalerne kan klare. Ansvaret ligger hos Danske Regioner, som Bent Hansen (S) er formand for. Desuden er han formand for Region Midtjylland

Bent Hansen (S), formand for Danske Regioner. –
Bent Hansen (S), formand for Danske Regioner. –. Foto: .

Hvad vil du sige til de sygeplejersker, som har usædvanligt travlt i disse dage?

Hospitalerne skal gøre alt, hvad de overhovedet kan for at skaffe vikardækning. Og så håber jeg, at sygeplejerskerne fortsat kan holde humøret oppe og undgå at gå ned med flaget, for det vil kun gøre ondt værre.

Hvad vil du gøre ved, at patienter ikke får den hjælp på hospitalerne, som de er vant til?

Vi må inddrage kommuner og praktiserende læger og sige, at der, hvor man kan, skal man udskrive medicin og få folk til at være selvhjulpne. Det er nødvendigt for at holde belægningen på hospitalerne nede. Men jeg har ikke nogen patentløsninger. Det tror jeg ikke, at der er nogen, der kan give her og nu.

Hvad vil du sige til dem, som i dag ligger på hospitalsgangene og har det dårligt?

Jeg ved godt, at det er ubehageligt at ligge på gangene og ikke have privatliv, og det er ærgerligt, men vi kan ikke planlægge efter en maksimal belægning. Vi er nødt til at planlægge efter det gennemsnitlige. Jeg må dog sige, at jeg har endnu ikke hørt om, at nogen ikke får den rigtige faglige behandling.

Belægningen er usædvanligt høj, fortæller hospitalerne. Er der ingen nødløsning til sådanne situationer?

Hospitalerne ringer til hinanden og spørger, om de kan hjælpe, når der er spidsbelastninger. De udveksler på den måde patienter.

Det kan de ikke i København længere, fordi alle har travlt ...

Det er sikkert rigtigt. Det sander til, fordi det lige pludselig vælter ind med medicinske patienter. Det sker over hele landet, og hvorfor det gør det, det er det, som jeg ikke kan give et svar på. Men jeg håber, at der er nogle læger, som kan give mig et svar på det på et tidspunkt.

Det er ikke usædvanligt, at hospitalerne har travlt i januar. Hvorfor er de ikke bedre forberedt?

At det svinger med indlæggelsestallene på de medicinske afdelinger, er der ikke noget usædvanligt i. Men der er en usædvanlig stor overbelægning i øjeblikket. I min egen region (Region Midtjylland, red.) er det meget, meget længe siden, at vi har haft patienter på gangene. Mange ældre mennesker bliver indlagt nu med alvorlige lungebetændelser. Men jeg har desværre ikke kunnet få nogen entydig forklaring på, hvorfor det springer ud nu i så høj grad. Udsvingene er, så vidt jeg er oplyst, større, end de plejer.

Reagerer du på det?

Jeg reagerer ikke, hvis det er et engangsfænomen, som finder sted hvert femte eller syvende år. Fordi så nytter det ikke at normere en masse ekstra personale. Vi har det i øvrigt heller ikke, og vi kan ikke skaffe det. Hver enkelt region må ind og vurdere, om dette er en helt speciel situation, eller om det er noget, som er et permanent problem. Er det det, skal vi selvfølgelig have fundet en permanent løsning.

hall@kristeligt-dagblad.dk