Børnenes første skoledag, forventningens glæde i deres øjne juleaften, og hvorfor hun egentligt valgte petroleumsblå klinker i køkkenet – Katrine Vølcker kan ikke huske det, selvom hun ser billeder eller får det genfortalt.
6 af de seneste 11 år er som slettet fra hendes hukommelse, og det er en stor sorg, for hvad er livet uden minder, spørger hun?
For at forstå, hvad det betyder at glemme så mange år, skal man tilbage til 2006. Her begynder Katrine Vølcker nemlig at skrive dagbog, og dagbogen glemmer ikke.
”Der er nytårskoncert i tv. Den har jeg altid set. Da jeg var barn, syntes jeg, at balletpigerne var så smukke. Hos mor var der altid nytårsfrokost klokken 12.00 med smukt dækket bord, sølvtøj og al,t hvad vi kunne tænke os af lækre sager. Jeg er vokset op med, at højtiderne er noget helt specielt. Dengang tænkte ingen over, hvordan mor kunne gøre det! Jeg bliver skuffet over mig selv, når jeg ikke kan gøre det samme. Jeg vil så gerne give mine børn den samme uforglemmelige oplevelse igen, som jeg fik som barn. Men det ramler.”
Sådan indleder Katrine Vølcker sin dagbog den 1. januar 2006. Det er en måned siden, at hun er blevet sygemeldt med stress. Naboerne kaldte hende ellers for en jernlady, da hun højgravid med tredje barn styrede en komplet ombygning af hjemmet, mens hun var projektleder på en af Helsingørs største byggepladser.
Hvad de ikke ved, er, at hun ligger grådkvalt om aftenen, mens lænden værker. Til sidst bliver hun sygemeldt, men hun griber om sygemeldingen som den problemknuser, hun er, og begynder at gå til både psykolog og afspændingsterapeut. Men det virker ikke, og hun får det kun værre.
I mellemtiden flytter familien fra huset i Helsingør til Silkeborg, hvor Katrine Vølcker får et nyt, godt job. Men depression er som en frakke, man hænger på knagen, når man går ud af døren, fortæller hun.
”Når jeg var på arbejde, fungerede det, men når jeg kom hjem, så kollapsede det hele bare,” fortæller Katrine Vølcker.
Til sidst kan hun hverken tage frakke på selv, gå i bad eller gå nogen steder, og hun bliver indlagt.
I sin dagbog skriver hun under indlæggelsen:
”Jeg er sikker på, at en del af mig nok skal blive rask. Jeg skal nok komme til at se lyset igen. Den anden del af mig er bekymret for, hvordan jeg skal klare mig.”
Og de næste to år er præget af store op- og nedture, som Katrine Vølcker beskriver i sin dagbog. Hun bliver indlagt flere gange og får 2 gange 12 ECT-behandlinger, altså behandlinger med elektrochok, hvilket endelig løfter hende ud af depressionen. Men først med hjælp fra et terapiforløb bliver hun rask i 2010.
I de næste fem år bruger hun sin energi i sin elskede roklub, overvejer at begynde arbejde igen og begynder endda en renovering af familiens gamle 1970’er-køkken.
Men da hun en dag i 2015 vælter på cyklen og knuser albuen, må hun sætte roningen på pause, og hendes verden bryder sammen. Katrine Vølcker bliver indlagt, får diagnosen kronisk depressiv og besked på, at hun skal medicineres og have ECT-behandlinger resten af sit liv. Det viser sig dog ikke at være rigtigt, da et møde med en psykolog nogle måneder senere i 2016 bliver begyndelsen på afslutningen på et langt sygdomsforløb.
Men selvom hun i dag er næsten rask, så fortæller Katrine Vølcker om sit sygdomsforløb ud fra, hvad hun kan læse i sin dagbog, journaler, og hvad hendes mand har fortalt. Hun kan nemlig ikke selv huske det. Og det er ikke kun sygdomsforløbet, der er forsvundet i sumpen af medicin, depression og ECT-behandlinger.
”Folk taler om, at de kan huske glæden i deres børns øjne juleaften. De minder har jeg ikke længere. Mine børns første skoledag, juleferier og sommerferie er væk. Selv hvis jeg ser billeder, kommer det ikke igen. Det er bare væk,” siger Katrine Vølcker. Og det er svært, fortæller hun. Helt vildt svært.
”Minder er noget af det, som giver rigtig meget værdi i vores liv, og det er en stor sorg og et kæmpe tab for mig, at de er væk,” siger Katrine Vølcker.
Hun var for nylig til billedaften i roklubben, hvor de så storslåede billeder fra en fælles rotur i Norge, og selvom hun har følelsen af, at turen var god, så kan hun ikke være med, når hendes venner refererer til episoder på turen.
Og det skaber hos hende både et savn og en følelse af at være udenfor. For minder binder relationer sammen, og når man glemmer fælles minder, glemmer man også noget af grundlaget for venskabet, fortæller Katrine Vølcker. Også selvom det er minderne og ikke venskabet, hun har mistet.
Det samme gør sig gældende i det ombyggede, moderne køkken med sorte skabslåger og petroleumsblå klinker, hvor hun selv tegnede skitser, valgte fliser, køkkenlåger og lamper.
”Normalt føler man varme ved ting, man selv har udvalgt, og man kan forbinde sig selv med det. Men det her køkken føles som at trække på skuldrene,” siger Katrine Vølcker.
”Jeg prøver at fortælle mig selv, at jeg har valgt de låger af en grund. Men når man ikke har et forhold til de ting, man omgiver sig med, så bliver det en tom skal,” siger hun.
Katrine Vølcker ville i dag have ønsket, at der havde været mere viden om bivirkningerne ved medicinering og ECT i hendes sygdomsforløb, for ifølge hende bør ingen bydes at miste hukommelsen.
Katrine Vølcker ved dog, at de gode oplevelser kan genopbygges, som da familien sidst var i Paris, som hun kender og holder af, men pludselig ikke kunne finde rundt i. Men hun kunne huske følelsen af at holde af Paris, og den følelse fik hun genskabt. Så måske hun kan genskabe flere minder, foreslår hun.
I dag får Katrine Vølcker hverken ECT-behandlinger eller medicin, men hun arbejder sammen med sin psykolog på at forstå, hvad der kan ligge til grund for sygdommen. Sygdommen, som hun endelig har kæmpet sig ud af.
”Jeg har kæmpet. Jeg har kæmpet. Jeg har kæmpet. Kæmpet. Kæmpet,” messer Katrine Vølcker og tilføjer: ”Og jeg vandt for længe siden.”