Prøv avisen

Folkepensionen er en rask 60-årig

Lov nr. 258 om Folkeforsikringvar navnet på den lov, som et bredt folketingsflertal anført af statsminister H.C. Hansen (siddende) og finansminister Viggo Kampmann, begge socialdemokrater, vedtog i 1956, og som trådte i kraft den 1. april 1957

Den 1. april 1957 blev folkepensionen indført. Dermed blev en offentlig ydelse til ældre en ret frem for en almisse. Selvom velfærdsstaten er under pres, ligger folkepensionen ikke for døden

Hun kom til verden i samme år som Sputnik og Rom-traktaten efter en hel del tvivl og tøven. Ikke alle så hende som et ønskebarn, men hun voksede sig stor og stærk, og da hun var 20 år, stod hun endda på stemmesedlen ved et folketingsvalg.

Lige nu har hun flere personer under sig end nogensinde og en central position i samfundet. Men der er nogle, der mener, hun er for dyr og utidssvarende og derfor – på dagen hvor hun fylder 60 år – trænger til at blive sendt på pension.

Adskillige iagttagere vurderer dog, at folkepensionen, som dagens fødselar hedder, har mange gode år i sig endnu. En af dem er Ældre Sagens direktør, Bjarne Hastrup, som er sikker på, at folkepensionen også i fremtiden vil spille en vigtig rolle.

”60 år – det er en værdig alder,” siger han og tilføjer, at han ikke ser noget tegn på, at folkepensionen er udtjent. Tværtimod.

”Vi ved, den har en fremtid,” erklærer Bjarne Hastrup, som påpeger, at når folkepensionen fylder 100 år i 2057, vil en tredjedel af befolkningen på trods af arbejdsmarkedspensioner og private pensioner stadig være afhængig af folkepension:

”Hvis du fjerner folkepensionen, er der mange mennesker, som vil blive fattige eller have meget svært ved at klare sig som pensionister i 2057.”

Lov nr. 258 om Folkeforsikringvar navnet på den lov, som et bredt folketingsflertal anført af statsminister H.C. Hansen og finansminister Viggo Kampmann, begge socialdemokrater, vedtog i 1956, og som trådte i kraft den 1. april 1957. I lovens paragraf 1, stk. 2. stod blandt andet: ”Til personer over 67 år – samt til enlige kvinder i alderen 62-67 år, der ikke oppebærer invalidepension – ydes pension på grund af alder uden undersøgelse af, hvor meget erhvervsevnen er nedsat; denne pension benævnes folkepension.”

Klaus Petersen, professor ved Syddansk Universitet og leder af center for velfærdsstatsforskning ser folkepensionens indførelse som en vigtig milepæl i den danske velfærdsstats historie. Det skyldes dels, at pensionsområdet dækker mange penge og berører mange mennesker – folk planlægger deres liv efter den. Dels hæfter han sig ved, at debatten op til indførelsen af folkepensionen markerede, at ”den universelle velfærdsstat nu for alvor gjorde sit indtog”:

”Diskussionen blev til en omfattende, principiel debat om, hvad en velfærdstat er. Hvis man kigger i aviserne fra 1954 til 1956, vil man finde mange principielle indlæg om velfærdsstaten. De to ting tilsammen gør, at den har stor betydning,” siger Klaus Petersen, som vurderer, at folkepensionen hører til de velfærdsydelser, som ”flest folk bakker mest op om” i dag.

Ifølge Merete Platz, sociolog og seniorforsker ved Videnscenter på Ældreområdet under Professionshøjskolen Metropol i København, blev folkepensionen ikke født ved et trylleslag. Selve ordet havde været fremme i debatten i mindst 10 år, og filosofien om, at alle ældre skulle have ret til hjælp uden skelen til, hvor syg og svagelig man var blevet, havde været længe undervejs.

”Tankerne om, at ydelser skal være en universel ret og ikke en stigmatiserende almisse, går helt tilbage til 1920’erne, selvom man ikke brugte ordet velfærdsstat dengang,” siger hun.

Folkepensionens forløber, aldersrenten, kom til verden i 1922, da Niels Neergaard (V) var regeringsleder. Almisseprincippet, som havde præget den alderdomsunderstøttelse til værdigt trængende, som var blevet indført af Højre 1891, blev afløst af et retsprincip. Da folkepensionen tog over, blev ordningen for alle, og beløbene blev efterhånden så høje, at man reelt kunne leve af folkepension.

Skønt politikere havde haft blik for alle de mange danskere over 67 år som vælgergruppe lige fra begyndelsen, var det ved folketingsvalget i 1977 for første – og eneste – gang muligt at stemme på et politisk parti, der alene havde denne befolkningsgruppe som mærkesag. Pensionistpartiet, grundlagt året før af den tidligere kioskejer fra Rudkøbing Hans Hansen, opnåede dog kun 0,9 procent, og forsvandt ud af det politiske landskab igen.

”Partiet byggede på den forfejlede tankegang, at man, fordi man har nået en vis alder, skulle være mere politisk enige. Men mennesker over 67 år er lige så forskellige som alle andre, lige bortset fra at de har nået en alder, som kan give behov for hjælp til forsørgelse,” siger Merete Platz.

I 1979 blev efterlønnen indført, som for nogle sænkede tilbagetrækningsalderen helt ned til 60-62 år. Da daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) i 1998 under stor politisk røre indskrænkede efterlønnen igen, blev pensionsalderen sat ned til 65 år, men allerede i 2006 blev den sat op til 67 igen, og den kommer til at rykke stadigt højere opad, vurderer Merete Platz, som dog er sikker på, at selve begrebet folkepension vil bestå hele hendes egen levetid. Hun er 73 år:

”Pensionsalderen har altid været et håndtag, politikere kan skrue på for at holde udgifterne nede. Det er en kendsgerning, at mange af os – ikke os alle – forbliver raske og rørige længere, og at befolkningen gennemsnitligt lever længere, men det er en rent politisk beslutning, hvilke konsekvenser det skal få for folkepensionen.”