Prøv avisen

Folkekirken er for usynlig med tilbud om sjælesorg

”Der er en del af folkekirken, hvor man kan få noget hjælp, men der er ikke rigtig nogen, som fortæller dig om det,” siger Susanne Fischer, der har kontaktet en præst for en samtale. Foto: Ritzau Scanpix/Iris

Kirken er ikke god nok til at oplyse om mulighederne for sjælesorg. Mange præster frygter, at det vil fylde for meget, mener kirkeforsker

Kan man godt tale med en præst? Sådan spurgte Susanne Fischer en veninde. Hun havde hørt en prædiken, vekslet et par ord med præsten efterfølgende og i flere måneder overvejet det spørgsmål, hun stillede sin veninde.

”Min veninde var ret godt inde i kirkelige forhold, så hun sagde, at jeg bare kunne skrive til præsten og bede om en samtale, selvom jeg ikke skulle have et barn døbt eller selv giftes.”

Og sådan gik til det til, at ejendomsudvikler Susanne Fischer tog plads i den blå sofa i sognepræst Annette Molin Brautschs præsteværelse ved Flintholm Kirke på Frederiksberg i København.

”Det føltes, som om jorden skred under mig. Jeg havde ondt i min sjæl og brug for at tale med et menneske, hvor vi kunne tale om Gud.”

Det første møde mellem hende og præsten ligger efterhånden 10 år tilbage. Sammen har de siden skrevet en bog om det sjælesørgeriske forløb, ”Samtaler i den blå sofa. Kvinden og præsten”, og holder foredrag om forløbet, for Susanne Fischer har opdaget, at ganske mange ikke aner, at folkekirkens præster gratis tilbyder et fortroligt rum til samtale. Hun siger:

”Der er en del af folkekirken, hvor man kan få noget hjælp, men der er ikke rigtig nogen, som fortæller dig om det.”

Der findes ikke tal for, hvor mange der som Susanne Fischer kontakter en præst for en samtale. Sognepræst Annette Molin Brautsch har mellem 10 og 15 samtaleforløb i løbet af et år. Hun siger:

”Det er stadig en stor overraskelse for mange, at præsten er en ressource i samfundet. Man råder folk til at søge læge eller måske opsøge en psykolog, men hvem foreslår, at man taler med en præst?”.

Sognepræst Mikkel Wold ved Marmorkirken i København er lektor i sjælesorg ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter i Løgumkloster. Han mener, at folkekirken i højere grad burde oplyse om muligheden for at få en sjælesørgerisk samtale. De senere år er der udgivet bøger, hvor mennesker skriver om værdien af at tale med en præst, men Wold efterlyser bedre kommunikation fra folkekirkens side om emnet.

Han bakkes op af sin provst, orlogsprovst Ejgil Bank Olesen:

”Kirken fungerer nogle gange i det skjulte og under radaren. Der er jo en enorm ressource, og særligt i byerne, hvor mange ikke kan sætte ansigt på den lokale præst, vil det være oplagt med mere kommunikation.”

Ønsket om mere information om sjælesorg deler han med Birgitte Kragh Engholm, der er udvikler og sognepræst ved Sct. Matthæus Kirke i København. Hun har 10 til 12 sjælesørgeriske samtaler i løbet af en uge. Hun oplyser om muligheden for samtale på kirkens hjemmeside, men tror dog ikke, hjemmesiden er årsag til henvendelserne.

”Folk hører om det fra nogen, som de kender, som har haft samtaler med mig.”

Når hun ser på sin kalender, giver de ofte tunge samtaler et til tider tæt program. Og ifølge Hans Raun Iversen, tidligere leder af Center for Kirkeforskning ved Københavns Universitet, kan det være frygten for, at præsterne vil blive overbelastet af henvendelser, som får kirken til at underinformere om muligheden for sjælesorg. Han siger:

”Mange præster vil ikke føle, at de har kræfterne til det. Man kan også tilkalde en præst på sit dødsleje. Det er en anden mulighed, man skal lede meget længe efter på hjemmesiderne.”

Et samtaleforløb om tro, sådan som Susanne Fischer fik det, da hun fandt ud af, at man godt kan skrive til en præst og bede om en samtale, rammer et behov i tiden. Det siger Marianne Levinsen, cand.scient.pol., forskningschef i Fremforsk med særlig viden om kirkelige forhold:

”De præster, som skilter med sjælesorg, har nok at lave, hvilket vi blandt andet ser på universiteterne. Den horisont, sjælesorgen sætter med et kristen livs- og menneskesyn, er efterspurgt i en kultur, hvor mange kæmper med spørgsmålet om, hvad det vil sige at have værdi som menneske.”