Prøv avisen

Folkekirkens bristede tv-drømme

Tegning: Foto: Peter Hermann

I 15 år har sognepræst Egon Lausen planlagt en landsdækkende folkekirkelig tv-station. Men da sendetilladelserne for de næste fire år blev givet, stod folkekirken tilbage som den store taber. Her er historien om, hvordan alting blev vendt på hovedet i kampen om tv-sendetid

Tilbage i 1994 skrev en fremsynet sognepræst og tv-mand en kronik i Kristeligt Dagblad, hvor han forudså, at ny digital teknik i løbet af 10-15 år ville muliggøre langt flere tv-kanaler i Danmark. Det var derfor hans tanke, at folkekirken skulle være parat til at være med. Nærværende tv-produktioner, der skulle give seerne et interessant billede af, hvad folkekirken også kunne tilbyde.

Nu er de 15 år lige præcis gået, og den fremtid, som sognepræst Egon Lausen fra Kerte på Fyn så for sig, indledes den 1. november, når det gamle tv-signal forsvinder og erstattes af et digitalt.

Men i sidste øjeblik gik noget galt for Egon Lausen og hans fæller. Tv-stationen Folkekirken i Farver er ikke med blandt de 15, som fra den 1. november må sende landsdækkende.

Folkekirken forsøgte at spille efter reglerne. Og forsøgte at efterleve folketingspolitikernes erklærede intention, som var, at der skulle gives regionale sendetilladelser til udpræget lokale og regionale tv-tiltag, mens landsdækkende tilladelser skulle gives til mere idébaseret tv.

Men vinderne i spillet var dem, der ikke fulgte dette princip. Vejen til landsdækkende sendetid har i vid udstrækning været at tilbyde tv, som ikke findes i regionerne, men gerne må være lokalt, mens de snedige idébaserede tv-stationer ikke søgte landsdækkende, men regionalt i alle regioner.

Helsingør Frikirkes tv-station TV7 er på denne måde i realiteten blevet landsdækkende og har fået langt flere timers sendetid end den samlede danske folkekirke.

Da det stod klart, at ingen kristne tv-stationer havde fået landsdækkende sendetilladelse, bredte der sig i den kristne producentkomité en opfattelse af, at det var et bevidst fravalg. Men denne teori modsiges af, at i alt fire kristne tv-stationer reelt er blevet landsdækkende.

Egon Lausen tror heller ikke meget på konspirationsteorien. Han tror mere på, at det folkekirkelige nederlag skyldes en række af tilfældigheder, som er faldet uheldigt ud. Uklare spilleregler i udbudsmaterialet, dårlig – ja, ligefrem vildledende – vejledning undervejs i forløbet og også manglende professionalisme på egen side:

– Vi har simpelthen været for skråsikre, fordi vi syntes, det var skræddersyet til os. Det andet handler så om, hvordan de egentlig har tænkt i Radio- og tv-nævnet. For hvor blev det idébaserede af? Det forstår jeg stadig ikke.

Da Folketinget den 25. marts 2009 førstebehandler lov nr. 149 om radio- og fjernsynsvirksomhed, er der ingen tvivl om, at politikerne har et ønske om, at der skal skelnes klart imellem regionalt og idébaseret tv. Det gentages igen og igen, at de lokale og regionale tv-initiativer skal styrkes, mens mere idébestemt tv skal samles på det landsdækkende bånd. Princippet fremgår også af et notat fra Kulturministeriet i forbindelse med høringsrunden i februar.

I dag er de medieordførere, som er med i medieforliget, ikke meget for at kommentere sagen. Det er derimod Per Clausen, medieordfører fra Enhedslisten, der som eneste parti står uden for forliget.

– Vi var mange, der ønskede det regionale sendenet som ramme for debat og nyhedsformidling med afsæt i lokalområdet. Det er uacceptabelt, når resultatet af forløbet bliver, at de ærlige ikke får sendetilladelse, mens andre kan fuske sig igennem til at blive landsdækkende ved at søge regionalt, siger han.

Da Folketinget har færdigbehandlet loven og vedtaget den i forligskredsen, udsender Kulturministeriet den 20. april i år et udkast til bekendtgørelse, som er skrevet af embedsmænd, men godkendt politisk. Nu er det pludselig mindre klart, hvordan der skal skelnes mellem lokale og idébaserede initiativer. Men der er fortsat er lagt op til, at der skal gives dels regionale, dels landsdækkende sendetilladelser.

Kaspar Lindhardt er leder af Mediesekretariatet i Styrelsen for Bibliotek og Medier under Kulturministeriet, som har forestået sagsbehandlingen for Radio- og tv-nævnet og altså stået for kontakten med Folkekirken i Farver og alle de andre, som søgte om digitale tv-sendetilladelser. Han peger netop på bekendtgørelsesteksten som det sted i forløbet, hvor den præcise skelnen mellem lokalt og idébaseret tv glider ud:

– Det må have været en politisk intention. Hvis ønsket var en klar prioritering af tv-stationer med ideologisk betonet indhold på det landsdækkende bånd, burde det have stået i bekendtgørelsen.

Lars-Peter Melchiorsen er formand for seer- og lytterorganisationen KLF, Kirke & Medier og medlem af Radio- og tv-nævnet, hvor han repræsenterer alle seerforeninger. Han har også siddet i det underudvalg, som har indstillet til nævnet, hvem der skulle have sendetilladelse. Han mener, at mange ting har spillet ind som årsag til, at folkekirken ikke fik landsdækkende sendetilladelse, og vurderer, at slutresultatet på mange måder ikke svarer til politikernes intention.

– Vi er mange, der har gået med den tanke, at det landsdækkende bånd skulle bruges til idébaseret tv og det regionale bånd til det lokalt prægede. Men det princip kan man ikke finde i bekendtgørelsen eller i udbudsmaterialet, siger Lars-Peter Melchiorsen, som dermed mener, at Radio- og tv-nævnet ikke har kunnet gøre andet end rette sig efter den tekst, som findes.

I stedet for at skelne mellem lokalt og idébaseret er betænkning og udbudsmateriale bygget op om ordet alsidighed. Det gælder først og fremmest om at få forskellighed i udbuddet inden for hver region. Men der er ingen krav om, at regionale ansøgere skal være regionale i indholdet, og der ses kun på alsidighed inden for en region.

– Vi har ikke tænkt forholdene på tværs mellem regionerne, men betragter sendeområderne som principielt adskilte. At resultatet ville blive, at der kom meget pres på det landsdækkende bånd, vidste ingen. Politikerne havde sat et maksimum på 21 timer om ugen, og det gjorde konkurrencen hård, erkender Kaspar Lindhardt.

Med udbudsbeskrivelsen er der altså opstået et hul i reglerne, som åbner for, at idébaserede tv-stationer med fordel kan søge regionalt, hvor der er mindre konkurrence om sendetimer. Faktisk skal det vise sig, at det kun er i to af otte regioner, København og Syd, det overhovedet er nødvendigt at give afslag. Hvis man derimod søger både regionalt og landsdækkende, har man skadet sin egen mulighed for at blive landsdækkende.

Den 15. juni 2009 sendes sendetilladelserne i udbud, og inden 10. juli skal Mediesekretariatet have ansøgninger. I løbet af tre hektiske sommerferieuger skal de mulige kommende tv-stationer altså sætte sig ned og formulere, hvad de vil sende til hvem og hvorfor.

Ideen om Folkekirken i Farver formuleres i fællesskab af Egon Lausen fra Fyens Stift og hans folkekirkelige tv-kolleger fra Århus, Aalborg og Viborg Stifter. Tanken er, at de hver især vil søge om at sende regionalt i deres eget stift med afsæt i det lokale kirkeliv, og derudover vil de samarbejde om et femte, landsdækkende tv-initiativ. De fem ansøgninger har hver sin kontaktperson og bliver af ansøgerne selv betragtet som uafhængige.

– Selvom vi lavede fem forskellige ansøgninger, fik vi efterfølgende at vide, at vi både har søgt landsdækkende og lokalt. Radio- og tv-nævnet forholder sig ikke til formalia, og det synes jeg er meget mystisk. I ansøgningerne har vi slet ikke taget stilling til "enten eller", fordi vi ikke har søgt begge dele, understreger Egon Lausen.

Kontaktperson for Folkekirken i Farver bliver Ole Blume, Viborg Stift. I løbet af sommeren taler han i flere omgange med Mediesekretariatet. Han får det indtryk ud fra samtalerne, at vejen til en landsdækkende sendetilladelse står åben, men at de ønskede fem timer om ugen er for meget. Derfor bliver han sat til at indsende beskrivelser af, hvad man vil sende, hvis Folkekirken i Farver får henholdsvis fire, tre, to og én time om ugen.

– Jeg fik at vide, at vores ansøgning så god ud, og var sikker på, at vi var inde i varmen. At vi kunne ende på nul, overvejede jeg slet ikke, siger Ole Blume.

Da Radio- og tv-nævnets fordeling af sendetilladelser offentliggøres den 27. august, og det står klart, at Folkekirken i Farver er ude, kontakter Ole Blume Mediesekretariatet for at få en forklaring. Han får dels at vide, at der er søgt om for mange timer, dels at Folkekirken i Farver ikke har prioriteret mellem den regionale og den landsdækkende ansøgning. Ole Blume undrer sig over, hvor på ansøgningsskemaet han skulle have skrevet, at han prioriterede landsdækkende sendetid højere end regional sendetid til nogle andre folkekirkelige tv-udspil, som havde andre navne og andre kontaktpersoner.

Både Ole Blume og Egon Lausen er i øvrigt helt uforstående over for, at Mediesekretariatet i løbet af flere møder og telefonsamtaler ikke har oplyst, at en manglende prioritering ville skade muligheden for at blive landsdækkende. Efter at løbet er kørt, henviser Mediesekretariatet til denne paragraf i udbudsmaterialet:

"Der skal indsendes en separat ansøgning for hver sendemulighed, der ansøges om. Dette gælder tillige for alternative ansøgninger, dvs. såfremt ansøger kun ønsker at søge sendemuligheden, hvis en anden ansøgt sendemulighed ikke kan imødekommes. Det skal i så fald oplyses i forbindelse med ansøgningen, at den alternative ansøgning bortfalder ved den anden ansøgnings imødekommelse".

Såvel Kaspar Lindhardt som Lars-Peter Melchiorsen erkender, at dette måske ikke er den klareste formulering i dansk civiladministrations historie. Men Kaspar Lindhardt forklarer, at dialogen mellem Mediesekretariatet og Folkekirken i Farver har svaret til dialogen med alle andre.

– Når vi ser et stort slægtskab mellem Folkekirken i Farver og de regionale folkekirkelige ansøgere, skyldes det dels, at ansøgningerne er sendt sammen og med fælles følgebrev. Desuden er der så mange overlapninger i programindholdet, at Radio- og tv-nævnet har vurderet, at andre ansøgere ville kunne give seerne en større alsidighed, forklarer Kaspar Lindhardt.

Det tæller altså ikke i alsidighedsregnskabet at have forskellige kontaktpersoner. Tværtimod skal det vise sig, at to ansøgerstationer, NGO TV og UGM TV, begge kan få landsdækkende sendetilladelse med den samme kontaktperson. Det er programbeskrivelsen, der tæller.

Kaspar Lindhardt mener ikke, at Mediesekretariatet burde have advaret Folkekirken i Farver om, at de var ved at dømme sig selv ude, fordi de ikke havde prioriteret ansøgningerne. Og han mener heller ikke, det ville have været passende embedsmandsoptræden at gøre opmærksom på, at en langt lettere adgang til at blive landsdækkende ville være at følge Helsingør Frikirkes eksempel og søge regionalt i alle regioner.

– Vi kan ikke gå ind og agere særlig fødselshjælper for nogen i forbindelse med et udbud, siger Kaspar Lindhardt.

At Helsingør Frikirke med flere har kunnet udnytte reglerne til at blive landsdækkende i praksis, ser han ikke et problem i.

– I seks ud af otte regioner er alternativet til, at de sender på det regionale net, jo tom æter, siger sekretariatschefen, som tror, at "alle er klogere næste gang".

Næste gang er formelt set først i 2013. Men pengene til at sende for kommer i spil hvert år, og det kan ikke udelukkes, at også sendetilladelserne ændres forinden. Hvis for eksempel nogle af de ansøgere, der har fået mange timer, ikke formår at fylde sendefladen.

Egon Lausen både tror og håber på, at der kommer en åbning inden da. Måske når nogle af dem, der har fået de landsdækkende tilladelser, erfarer, hvad det egentlig kræver.

– De, der ikke har lavet tv før, vil erfare, at det koster rigtig meget tid og rigtig mange penge at sende landsdækkende, og hvis de ikke kommer ordentligt i gang eller må give op, bliver der måske udbudt nye sendetilladelser. Ingen kan jo være tjent med en sort skærm, siger Egon Lausen.

schelde@kristeligt-dagblad.dk

mikkelsen@kristeligt-dagblad.dk

Tegning: Foto: Peter Hermann