Prøv avisen
Folkemøde

Folkemødet er blevet en sund pause fra politikerleden

På Folkemødet kommer folket og politikerne tættere på hinanden end til hverdag. Her er det tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), der får taget en "selfie" med en ung kvinde. Foto: Rasmus Flindt Pedersen/Ritzau Foto

Demokratiet fejrer sig selv på mest skamløse vis på Folkemødet i Allinge. Helt, som det skal være, lyder det samstemmende i den bornholmske by

På Folkemødet i Allinge er N.F.S. Grundtvig aldrig langt væk. Det siger sig selv.

Demokratifestivalen blev tidligere hånligt kaldt for en Roskilde Festival for de særligt udvalgte i cirklerne omkring Slotsholmen, og selvom karakteristikken endnu ikke helt er fejet af demokratiets bord, bliver Folkemødet dette år igen og igen beskrevet som en højskole i det fri. Helt i salig Nikolai Frederik Severin og den grundtvigianske folkemødenestor Bertel Haarders (V) ånd.

Men også Martin Luthers ånd er – her i 500-året for Reformationen – ganske tilstedeværende ved nogle af de over 3000 arrangementer i Allinge – et tal, der overgår antallet af fastboende i det nordbornholmske fiskerleje. Det mindede statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i torsdags tilhørerne om i sin åbningstale på byens lille hovedscene.

”Den kritiske samtale, som er omdrejningspunktet for Folkemødet, står i gæld til Luther. Luther sagde, at mennesket er frit. Og med frihed følger ansvar. Ansvar for sig selv. Ansvar for fællesskabet,” lød det fra Lars Løkke Rasmussen.

”Vi er frie til at tænke selv. Diskutere. Kritisere.”

Og rigtig gerne i fredsommeligt lag.

Statsministeren har, fortalte han i sin nytårstale for snart et halvt år siden, set tv-serien ”Matador” mindst 20 gange. Den nu 100-årige Lise Nørgaards danmarkskrønike er en fortælling om mange ting, men også om et land og en politisk kultur, hvor den radikale provinsdoktor Hansen sidder med ved bordet, når det konservative borgerskab fejrer bankdirektørbroderens folketingskandidatur i Korsbæk-kredsen. På Folkemødet i Allinge – 88 år efter den fiktive middag i ”Matador” – sidder fagbevægelsen med ved den liberale statsministers bord.

De forbipasserende gæster i Allinges travle havn kan fredag aften se Lars Løkke Rasmussen i samtale med den erklærede socialdemokrat Claus Jensen fra Dansk Metal. Det kan anskues som den lukkede magt, der er ført ud i det åbne – Claus Jensen er kendt som en yderst indflydelsesrig herre i dansk politik – men det kan også ses som udtryk for selve den samtale på tværs af skel, som Folkemødet dyrker.

Ingen kan måske udtrykke det bedre end Lone Mikkelsen, der er ansat af Finansforbundet og fredag eftermiddag spiser en is sammen med flere af sine kolleger nede på havnen.

”Vi vil hinanden. Vi vil det her, vi har et fællesskab, her,” siger Lone Mikkelsen, der tror, at fællesskabet og folkeligheden, dette underfundige begreb, står stærkere i Danmark end så mange andre steder.

”Vi kerer os mere om hinanden her,” siger hun.

I det seneste år er det ellers, som om det budskab har været i strid modvind.Politikerlede! Eliten! Ulighed! Københavneri! Vi vælter regeringen! Og rigtig nok synes den offentlige debat indimellem at være uforsonlig, og det parlamentariske arbejde til tider at glemme Hal Koch. Men i hvor mange andre lande råber en folkevalgt i fuld offentlighed, at hun altså skal have sig en ”karrykylling! – og en fadøl!”

… som det lyder fra SF’eren og EU-parlamentarikeren Margrete Auken, inden hun småsludrer med den øvrige t ake away-kø om salmonellafarer og politiske tale-tricks. På fjernsynet bag hende deler Dansk Folkeparti-formand Kristian Thulesen Dahl ud af sin efter sigende hjemmelavede flæskesteg, som han af en eller anden grund formår at ”afsløre” ved hvert eneste folkemøde. Det samme er tilfældet for partifællerne Peter Skaarups isdessert og Pia Kjærsgaards ”græske kylling”. Hyggen ligger i gentagelsen, synes logikken at være. Kort forinden har Kristian Thulesen Dahl ”interviewet” forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V), populært kaldet Dansk Folkepartis yndlingsminister, og uddelt en let krammer til selvsamme.

Kort tid senere lufter chefen for landets krudt og kugler i afslappet beklædning sin ene airedale-terrier midt i den betydelige menneskemængde.

”Folkestyret har det faktisk ret godt, siden du kan samle så mange mennesker, der gerne bare vil diskutere og komme og mødes og drøfte alle mulige forskellige emner,” mener Claus Hjort Frederiksen:

”Jeg tager det som en temperaturmåler på, at så galt er det altså heller ikke. Og jeg møder jo heller ikke i hverdagen, at folk synes, at de skal spytte efter mig, fordi jeg er repræsentant for det politiske system. Men det her er da et sundhedstegn.”

Lone Mikkelsen var ikke blandt publikummerne til samtalen mellem Thulesen Dahl og Hjort Frederiksen. Til gengæld så hun ”Uffe”, fortæller hun. Elbæk, altså.

”Han var mindre, end jeg havde forestillet mig,” siger Lone Mikkelsen og spiser videre af sin is.

Nogle timer tidligere fredag morgen var der regn over Allinge snarere end sol over Gudhjem. To statskundskabsstuderende var derfor ganske tilfredse med, at Kristeligt Dagblad standsede bilen, da de blaffende stak tommelfingrene i vejret.

”Folk er så flinke på Folkemødet,” lyder det fra den ene, 23-årige Amanda Pacarada: ”Vi er simpelthen blevet samlet op af busser, der ikke kører i rute!”.

Der bliver hygget så meget i Allinge, at det for den kynisk indstillede journalist næsten gør ondt. Men for demokratiet gør det godt, synes alle at være enige om. Også udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) fra talerstolen på det, de lokale kalder Cirkuspladsen.

”Det er demokrati, når det er allerbedst,” siger han.